« Tilbage til søgeresultaterne
Ulmende Aske
Ulmende Aske,
Af
Jeanne Marni.
Avtoriseret Oversættelse af Agnes Thomsen.
Fru Estiel, 69 Aar.
Fru Helver, 52 Aar.
(I Fru Estiels lille Hjem paa Dronningens Boulevard i Versailles; det er en meget kold Decemberdag, Kl. 4 om Eftermiddagen.
De to Damer sidder ved Kaminen, hvori der brænder en klar Ild.)
Fru Estiel., (rækker Fru Helver en Kop The). - Vær saa god; skynd Dem at drikke, for at De kan faa lidt Varme i Kroppen; De ser helt forkommen ud, min gode Blanche!
Fru Helver. - Mine Hænder er stive af Kulde. Det er saadan en isnende kold Blæst! (Hun drikker.) Ah, den er kogende!
Fru Estiel. - Det skal den ogsaa være! Vil De have lidt Fløde? . , .
Fru Helver. - Ganske lidt! Bare en Draabe! Tak, det er godt!
Fru Estiel. - Det er en ny Slags The; hvad synes De om den?
Fru Helver. - Udmærket!
Fru Estiel. - Ja, ikke sandt? Jeg købte den igaar i Paris i et engelsk Magasin, der var blevet mig anbefalet.
Fru Helver. - Maa jeg faa Adressen?
Fru Estiel. - Gærne.
Fru Helver. - Naa, saa De var i Paris igaar?
Fru Estiel. - Jeg spiste til Middag hos mine Børn, som jeg plejer hver Torsdag.
Fru Helver. - Ja, det er jo sandt! Hvorledes har Emma det?
Fru Estiel. - Tak, godt; hendes Mand har lidt Influenza, han er bleven forkølet oppe i Retten.
Fru Helver. - Og Pigebørnene har det vel godt?
Fru Estiel. - Jo Tak, udmærket. Det er sandt! De har vel faaet Indbydelse fra Hr. og Fru de Laure?
Fru Helver. - Til deres Bal den 25? ... Jo!
Fru Estiel. - Jeg har hørt, der skal være et pragtfuldt Juletræ og fin Souper ud paa Natten. Kommer De?
Fru Helver. - Jeg véd ikke rigtigt . . . Gaar De?
Fru Estiel. - Jeg vilde saamænd gærne være fri, men mine Børnebørn vil endelig have, jeg skal gaa med. De sagde til mig igaar: »Hvis Du ikke gaar med, Bedstemo’r, saa morer vi os slet ikke!« Saa maa jeg jo med!
Fru Helver. - Jeg tror ikke, jeg tager imod Indbydelsen. Bestille Kjole, prøve den, ligge paa et Hotel om Natten, i denne Kulde - for vi kan ikke komme hjem til Versailles med noget Tog saa sent - nej, véd De hvad, det har jeg ikke Mod til! ...
Fru Estiel. - Paa den anden Side, - afslaar De Indbydelsen, bliver Fru de Laure stødt; De véd, hvor let hun bliver fornærmet; ...
Fru Helver. - Jeg siger, jeg er syg. Og for Resten er det lige meget, om hun bliver fornærmet eller ej! Maa jeg spørge hvad Glans, jeg kan kaste over hendes Fest? . . . Jeg kan ikke forstaa, hvad Glæde hun kan have af at indbyde mig . . . Det er mig ufatteligt, hvorfor vi gamle Koner overhovedet bliver indbudte, først og fremmest mig selv da ...
Fru Estiel, (leende). -Tak!
Fru Helver. - Aa, med Dem er det en hel anden Sag; De følges med Deres Børn, det forklarer Deres Nærværelse . . . Men jeg med min Matronefigur, min falmede Hud og mine sørgmodige Øjne,hvilken Trang skulde jeg vel have til at vise mig? Ingen! . . . Naar man som jeg hele sit Liv igennem har læst Beundring i Mændenes Blikke, er det ganske overflødigt at give sig selv den Ærgrelse nu kun at finde Ligegyldighed i dem. Nej, jeg foretrækker at blive hjemme, at sidde ganske alene og tære paa mine Minder!
(Hun tager Ildtangen og lægger et Stykke Brænde tilrette, der er ved at brænde ud.)
Fru Estiel. - Blanche, i Grunden har De aldrig brudt Dem om - og bryder Dem endnu, er jeg bange for, ikke om andet end om Kærlighed . . .
Fru Helver. - Det er sandt! Jeg har aldrig brudt mig om andet! Derfor er det mig ogsaa saa vanskeligt at ... (Kort Tavshed.) Hvis jeg sagde Dem, hvis jeg fortalte Dem alle de Daarskaber, der endnu kan falde mig ind! Aa, De vilde le ad mig!
Fru Estiel, (venskabelig). - Nej, jeg vilde slet ikke le ad Dem, fortæl blot!
Fru Helver, (sagte). - Der er Dage, hvor jeg kan faa bildt mig selv ind, at det slet ikke er sandt, at jeg er gammel! ... at det blot er en Drøm, et forfærdeligt Mareridt, som nu endelig er forbi . . . saa synes jeg, jeg blomstrer op paany som en frisk, livsglad, trediveaarig Kvinde . . . Jeg aabner Vinduet og ser ned ad Gaden - denne Provinsgade, hvor der aldrig kommer et Menneske forbi - og skælvende af Længsel venter jeg! . . . Hvor er han henne, som kom i gamle Dage, og som jeg er vis paa vil komme igen? Aa, hvis han vidste, hvor jeg venter ham! Jeg forestiller mig, hvorledes han nærmer sig mit Vindu for ligesom i fordums Tider at vente paa det aftalte Tegn.
. . . Jeg kan høre hans hurtige Trin paa de haarde Brosten. Han nynner en Melodi ... en af dem, vi holdt af ... og jeg tror endelig at se ham ... Aa, hvilken Fryd! Medens han kommer nærmere, tænker jeg paa, at jeg vil sige til ham: »Ser Du, jeg er smuk endnu, jeg har ikke forandret mig. Der er maaske dem, der har fortalt Dig, at jeg var bleven gammel og graahaaret ... Det er ikke sandt! Jeg er ikke bleven gammel ... Se rigtigt paa mig. Min Kind er rød, og mit Haar, som Du elskede, er lige brunt! kys det blødt, saa skal Du kende den Duft, som berusede Dig! . . . Og jeg springer op for at løbe den Elskede imøde . . . Men jeg kommer ikke ud af Værelset, jeg maa forbi Spejlet, og der bliver jeg staaende, for derinde ser jeg en Kvinde, hvis Pande er furet af bekymrede Rynker, med bleget Mund, farveløse Kinder og graanende Tindinger, og den Kvinde, det er mig! Aa, Du forfærdelige Virkelighed!
Fru Estiel. - Hvis De var Moder, saa vilde De trøste Dem over Deres døde Skønhed ved at se den fødes paany paa Deres Børns blomstrende Ansigter. Hvor mange Gange, naar jeg redte mit fordum saa store, smukke Haar, der nu er saa tyndt og glansløst, har jeg ikke tænkt: »Hvad gør det! Det vokser frem igen, silkeblødt og lokket, paa mine Børnebørns blonde Hoveder!«
Fru Helver, (uden at agte paa hende).
- Og Postbudet! Postbudet! Hvor har det Væsen dog spillet en vigtig Rolle i mit Liv! Nu kan han ringe paa min Dør, og det falder mig ikke ind selv at gaa hen at aabne for ham, saa sikker er jeg paa, at han intet mere bringer, der vedkommer mit Hjærte. Intet . . . Jeg læser da heller aldrig mine Breve straks . . . De ligger uaabnede paa mit Bord i timevis!
Fru Estiel, (blødt). - Jeg beklager Dem ...
Fru Helver. - Og læg vel Mærke til, skulde det ske, at jeg mod al Forventning, skulde kunne vække Kærlighed, saa vilde jeg ikke tro derpaa, jeg vilde skamme mig, skamme mig derved, støde den fra mig ...
Mit Hjærte alene attraar Kærlighed endnu, mine Sanser er døde . . .
Fru Estiel. - Er De vis derpaa?
Fru Helver, (med svag Stemme.) - Ja, det tror jeg! ...
(Mørket er faldet paa; det lister sig frem over Møblerne og lægger medynksfuldt sin Skygge over Fru Helvers Ansigt, der er blevet blodrødt.)
Fru Estiel. - Jeg vil bede om at faa Lampen ind. .
Fru Helver. - Aa nej, nej! Vent lidt! Det er saa rart at sidde i Halvmørket.
Fru Estiel. - Men der maa ogsaa lægges mere Brænde til Ilden; den er lige ved at gaa ud, den er næsten slukket!
Fru Helver. - Der er mange Gløder endnu ...
(De ser begge paa Ilden. Lang Tavshed).
Fru Helver, (ganske sagte). - Jeg er nysgerrig efter at vide, hvad De tænker om det, jeg har betroet Dem. . . . Det har overrasket Dem lidt? Synes De, det er latterligt?
Fru Estiel. - Nej. (Ligeledes sagte). Jeg har kun elsket én Gang. . . Jeg blev forraadt og forladt . . . Jeg led! . . . Aa, jeg led i fem Aar! Hører De, Blanche? Jeg led uden Ophør i fem Aar, uden en Times Glemsel og Fred ... Jeg har lidt, som jeg ikke troede, det var muligt at lide i det virkelige Liv ... og saa en Dag opdagede jeg, at mit Hjærte ikke kunde bløde flere Taarer ... I de fem Aar, jeg havde levet i uophørlig Pine, i en evig Hjærtekval, havde jeg opbrugt den Sum af Kærligheds-smærte, jeg var i Besiddelse af ... Den Dag, det gik op for mig. at jeg var ruineret i mit Følelsesliv, forstod jeg, at mit Kærlighedsliv var slut, at jeg var færdig med Elskoven . . . at jeg var gammel! Dengang var jeg ikke 30 Aar endnu!
Fru Helver, (bittert). - Ikke tredive, og jeg, der er over de halvtres ! . . .
Fru Estiel. - De! kæreste Veninde! Hun peger paa Kaminen, hvis Ildsted nu er helt mørkt, og hvor to store Brændestykker, der er ganske udbrændte, danner en Askehob). Se engang paa Ilden ! For lidt siden brændte den saa klart . , . Den er fuldstændig slukket. Tror De, den let vilde kunne tændes igen? Nej! Og dog, pirrede vi op i den varme Aske, vilde vi sikkert faa nogle enkelte Gnister at se. Saaledes gaar det ogsaa med Deres Hjærte, hvor Kærligheden i lange Aar tændte store Glædesblus! Hvad er Deres Længsel? . . . Gnister! Deres Drømme? ... Gnister! Bagtal dog ikke Dem selv! De kunde ikke mere flamme i Kærlighed! Stakkels Veninde! De mangler det Ved, der nærer Luen: Illusionerne og Troen!
Fru Helver, (skjuler Ansigtet i sine Hænder). - Maaske De har Ret!
Fru Estiel. - Ak, desværre ja! jeg har sikkert Ret! Maa jeg saa ringe efter Lys?
Fru Helver. - Ja!
Fru Estiel (ringer. En Tjener kommer ind med Lampen).
Fru Estiel. - De bliver vel og spiser til Middag hos mig, Blanche?
Fru Helver. - Tak, det er venligt af Dem, men jeg har ingen Besked sagt hjemme om, at jeg blev ude, og ...
Fru Estiel. - Julien kan gaa hjem og sige det. Hører De, Julien?
Julien. - Ja, Frue. Skal jeg først lægge til Ilden igen?
Fru Helver, (nysgerrigt). - Er den gaaet helt ud?
Julien. - Ja, Frue. (Han stikker Haanden ned i Asken). - Skønt, det ulmer endnu i Asken ...
Fru Estiel. - Ulmer det nok til at faa Ilden til at blusse op igen?
Julien. - Aa nej, Frue!
(Han pirrer igen op i Asken. Tre, fire røde Gnister glimter og dør med det samme. Fru Estiel ser hen paa Fru Helver ... De udveksler et vemodigt Smil.
