At de vil være det bekendt!
Det er en underlig Idé, de fleste Mænd har faaet, at Kvinderne ikke maa faa kommunal Stemmeret, naar de betaler Skat. Er Kvindernes Penge maaské ikke af samme Værdi som Mændenes. Man maa næsten tro det. I alle andre Tilfælde kan vi dog selv bestemme, hvorledes vi vil have vore Penge anvendt; men naar vi har betalt vor Skat, saa har vi at tie pænt stille, om vi end synes, at vore Penge bliver anvendt aldeles forrykt.
Jeg har hjemme i Frederiksberg Kommune, og jeg er aldeles ikke tilfreds med den Maade, Kommunalbestyrelsen bruger mine Penge. Der er nu f. Ex. bevilget ca. 28,000 Kr. til et Springvand i Frederiksberg Allé. Det er jo meget muligt, at det bliver overordenlig kønt; men alligevel synes jeg, det var heldigere, om der blev sørget lidt bedre for Oplysningens Fremme. Er det nu f. Ex. ikke en skøn Tanke at forestille sig GI. Kongevej med Gaslygter paa begge Sider, saa at man kunde se, hvor man gik! eller Frederiksberg Allé oplyst saaledes, at man i daarligt Føre ikke hvert Øjeblik plaskede ned i en Vandpyt og overstænkedes med Snavs op til Skulderen. Se, det er blot Hovedvejene, jeg har nævnt, Bivejene vilde det føre for vidt at komme ind paa her. De gode Herrer kan jo sagtens, navnlig i denne Tid, hvor Moden fordrer opsmøgede Benklæder; men vi stakkels Damer med lange Kjoler kunde nu ogsaa nok lide at se lidt nette ud.
Se, derfor vil jeg anmode de gode Mænd om snarest mulig afgive os kommunal Stemmeret. Saadan uden videre at tage imod vore Penge, uden at spørge os til Raads om, hvad vi vil have dem brugt til.
At de vil være det bekendt!