"Eine alte Geschichte."
Skitse.
Men Gud fri og bevare os, være saa let paavirkelig! - Sæt, det nu var en Kvinde, der havde gjort noget lignende! - Sæt, det var hende selv! Sæt, hun en Gang havde fulgt den umaadelige Lyst til at stryge den lille, kønne, ny Tjener over hans sorte, krøllede Haar, en Lyst, hun virkelig saa tit havde følt, naar hun saa paa den lille, kvikke Fyr med de raske, livlige Bevægelser, den pigeagtig fine Teint og de store, klare, graa Øjne. - Sæt, hun havde gjort det! Med hvilken Overlegenhed, med hvilken Foragt vilde ikke han og alle andre - Mænd og Kvinder - tro sig berettigede til at se ned paa hende! - Og dog var Forskellen mellem hende og Tjeneren den samme som mellem Aksel og Tjenestepigen.
- Der skød en umaadelig Bitterhed op i hende ved denne Tanke. Bitterheden over Aarhundreders Uretfærdighed. - Verden vilde, hvis hun var skejet ud fra den lige Vej, fordømme hende som moralsk fortabt, men om ham, vilde den sige: „Herregud! Ungdom og Galskab følges jo ad,” eller: „Han maa løbe Hornene af sig!” eller med en lignende undskyldende Vending slaa Sagen hen. I Dag som for tusende Aar siden vilde den skifte Sol og Vind ulige. - Var det Under, at Mændene blev, som de blev, naar Verden gav dem Medhold? Kunde det da aldrig blive anderledes? - Herregud, hun forlangte jo ikke samme lette Adgang til moralsk Fordærvelse for Kvinderne som for Mændene, men blot samme strænge Dom for begge Parter. - Aa, dette forfærdelige, ødelæggende Privilegium Mændene havde! -
„Es ist eine alte Geschichte, doch wird sie immer neu!” citerede hun med tiltvungen, unaturlig Ro, ja rettede endog med et Slags raffineret Selvplageri sin Bommert i Tysken og gentog: „doch bleibt sie immer neu", - men saa brast hun pludselig i Graad ved Tanken om, at han et eneste Øjeblik havde kunnet glemme hende og sig selv, en fortvivlet Graad, som skulde hendes Hjerte briste.
Men hun vilde bekæmpe sig; det var jo Dumhed at tage sig sligt saa nær, det var Mændenes sædvanlige, egoistiske Indbildskhed, de troede, Kvinderne skulde finde sig i alt fra deres Side, skulde taale alt uden Indsigelser; men han skulde faa andet at vide; han skulde ikke en Gang faa den Triumf at se, at hun brød sig om det!
Hun gik hen og lukkede Vinduet op for at lade Luften svale de feberhede Kinder.
- Nej, dér stod han virkelig nede i Haven endnu paa den samme Plet, hvor hun havde forladt ham. - Hun for uvilkaarlig tilbage.
- Dog nej, han saa jo slet ikke derop; se paa ham kunde hun da gerne; det var der da ingen, som kunde fortænke hende i. Nu bøjede han sig og saa med et usigelig vemodigt Blik efter de faldende Rosenblade.
„Aa, Herregud, den Stakkel, hvor han er bedrøvet! - Hvor han holder af mig, - jo, han gør, mere end af noget andet Menneske paa Jorden! - vi er jo alle Mennesker! - skønt, - den Slags Fejltrin, naar der er én, man holder saa inderlig af, forstaar jeg ikke; - men - Mændene er maaske anderledes… i det hele taget…”Taare paa Taare listede sig ned over hendes Kinder, og nu græd hun, fordi hun skulde miste ham; men det kunde jo ikke være anderledes, kunde ikke.
Nej, se, nu kyssede han det lyseblaa Baand og gemte det.
Der var noget i den bestemte Haandbevægelse, med hvilken han børstede de sidste, smaa Rosenblade af sig, og i de faste Skridt, med hvilke han nærmede sig Huset, som underrettede hende, der kendte ham saa godt, om, at nu havde han fattet en Beslutning; i Guds Navn, hvad kunde han have bestemt sig til? - Hun tænkte sig det værste, der kunde ske. - Men Forsoning? Forlig? Nej, ikke paa nogen Maade! - Aller sørgeligst var det, at det var hendes egne Renhedsprinciper, som tvang hende til at gaa den triste Vej; - havde det endda været en andens Vilje. - Havde Aksel været en fattig ung Mand, som ikke ejede andet end sit smukke Ydre, sit gode Hjærte og sit lyse Hoved, og havde hendes Fader været en grusom Hustyran, som truede dem med sin evige Forbandelse, hvis de ægtede hinanden! - Men nu var Faderen en godmodig, jovial og human Mand, som holdt meget af sin Brodersøn og aldrig vilde modsætte sig deres Forbindelse. - Og saa kom som Slangen i Paradiset Jomfru Olsen! - Nu vendte pludselig hele hendes Vrede sig mod Stuepigen, der havde været saa uheldig at være køn og tage sig ud, og som naturligvis havde været koket. Havde hun blot ikke været, saa var der aldrig kommet et ondt Ord mellem Aksel og Ædele, saa var de aldrig blevne saa ulykkelige.
- I samme Øjeblik viste bemeldte Pige sig i Døren. „Hvad vil De?” spurgte Ædele med Ansigtet begravet i Blomsterne ved Vinduet. Pigen skulde melde, at Frokosten var serveret. „Det er godt”, svarede Ædele; Pigen gik.
„Havde jeg blot været lidt bedre i Stand til at tale, saa skulde hun have faaet en ordenlig Rivaf for sit Koketteri og sin Næsvished”, tænkte Ædele, medens hun badede sine Øjne med koldt Vand. - Og medens hun febrilsk ledte i sine Skuffer efter en Flaske Eau de Cologne, hun vilde douche sig over med, blev hun ved nervøst, tilsidst helt tankeløst at nynne:
„Es ist eine alte Geschichte, eine alte Geschichte, alte Geschichte...“.
Man havde taget Plads ved Frokostbordet. Der var hyggeligt i den rummelige Havestue. Dørene til Haven stod aabne; den friske Morgenvind, som tog i Træernes Toppe og ruskede dem varsomt, jog et vekslende Spil af Lys og Skygge hen over Gulvet og den smagfuldt arrangerede Opstilling af sydlandske Bladplanter ved det store Buevindue og satte straalende gule Solpletter paa Stolenes grønne Fløjlsbetræk og den blanke Temaskine paa det sirligt dækkede Bord.
