Frit Uddrag af et Brev til den kvindelige Fremskridtsforening.

Hvad der bevæger mig til at skrive til Dem og takke Dem, det er fordi De har optaget Fredssagen paa Deres Program. Det er jo et af de store Samfundsspørgsmaal, som der trænger til at drøftes, særlig ogsaa af Kvinderne. Fru Bajer betoner, at som Moder og Opdragerinde kan Kvinden udrette meget i den Henseende, ja, deri ligger stor Sandhed, man véd jo, hvilken Betydning det har, hvad Moderen lægger Barnet paa Sinde.

At slaa Mennesker ihjel strider imod al sund Fornuft og Retfærdighed; den Lære er forkyndt nu i 1888 Aar, og alligevel er vi ikke kommet videre, end at selv Gejstligheden, som skulde prædike Fredens Evangelium, hjælper Fyrsterne at prædike Krigens Goder. Folket vil ikke Krigen og har aldrig faaet det bedre efter en saadan. Se hen til det store Tyskland, det sejrede i Krigene 1864, 66, 7071, men hvad har det vundet? Større Undertrykkelse findes sjælden end der.

Spørger man nogen, om de tror, at Krig ophører, svare de: at det er noget, som altid har været og altid maa blive. Men Krig maa ophøre alene af den Grund, at Udgifterne blive saa store, at intet Folk kan udrede dem.

Henning Jensen har skrevet i Enhver Sit, at Aar 1950 vil Militarismen, efter samme Maalestok som nu, opsluge alle Statens Indtægter. Krigen 1864 kostede Danmark 30 Millioner Kroner og mange Menneskeliv, og endnu er Gælden ikke betalt og Saarene ikke lægte. Ja, ens Hjærte kan bløde endnu ved Tanken om, at Sønderborg blev skudt i Brand. Moderen maatte flygte med Barnet paa Armen og Oldingen ligesaa, den Jord omkring Dybbøl, hvor Landmændene kunde have pløjet og Kvæget græsset, der laa nu brændte Gaarde og Huse, der var kun Jammer og Elendighed. Og det kalder de Civilisation! Nej, bort med Krigen og dens Skændigheder, bort med Grænsepælene, lad Landmanden pløje og saa i Fred, lad Arbejderen faa sine berettigede Fordringer. Jeg havde

en Nat en Samtale med en tysk Patrouille, vi stødte paa hinanden i Sattrup Mose. Vi var enige om, at vi havde intet at strides eller slaas om, vore Interesser var de samme, men desværre skulde vi slaas alligevel. Og ikke véd man nu, naar Krigens nedrige Spøgelse fremtræder paa ny. Derfor Tak til alle, som vil arbejde for Fredssagen, tak til de Kvinder, som har begyndt et Værk, som i sig bærer Spiren til alt godt! Man véd jo, at alt, hvad der er godt og stort, finder Modstand, men Fremtiden hører Ungdommen til, og er der først hos Barnet nedlagt et Frø, saa skal dette nok bære Frugt.

Hvad jeg kan udrette for Deres Blads Udbredelse, det være sig ved Møder eller i daglig Tale, skal jeg gøre, hvad der er mig muligt. Lad mig endnu en Gang takke dem for det store, skønne, ædle Værk!

30/9 88.