Alvilda Prytz:"Lykke"
Den norske Forfatterinde er ikke ubekendt for danske Læsere, da hun hyppig har sendt Bidrag til danske Blade og Tidsskrifter. Hendes Digte har navnlig haft en egen Charme, saa ægte var Klangen, saa uforfalsket Tonen, saa helt uden Mislyd den ganske Stemning, at det var en Nydelse at læse hvert eneste af dem.
Af hendes Prosadigtninge har ingen staaet saa højt som just Lykke. Det er et modent og sundt Arbejde. Og det er tillige en Livsskildring, der godt kan kaldes et Indlæg i Kvindesagen.
Forfatterinden skildrer en ung Kvinde, skildrer hende i store Træk, saa at sige fra Vuggen til Graven. Først kommer hun der ude fra Fjældbygderne, hvor Gaardsgutten Ola og Hesten Kora var hendes bedste Kammerater, men hvor ogsaa Romantiken havde sneget sig ind gennem Læsning. Og en Skærsommerdag kom han, hendes Drømmes Helt og Ridder, han kom i Student Gerhard Juells Skikkelse. Ved Afskeden bandt han hende med sit Blik, og den fjortenaarige Pige ventede ham et Aar, ventede ham to Aar, men det tredje var for hende kun et Minde og en Drøm.
Saa dør Faderen, og hun kommer til Byen til Onkelen, hvor hun nu skal vente paa Lykken, den Lykke, Præsten taler til hende om som alle Kvinders Bestemmelse, den Lykke, Tanten forestiller hende som en Mand i solid Stilling.
Hun grunder og forstaar det ikke. Hendes Hu staar til Musiken. „Spille Flygel hver eneste Dag, det maa være Lykke.” Men hun elsker Juell, der nu er bleven Doktor, og som lige siden hin Skærsommerdag har betragtet hende som sin Ejendom, men skuffet ved hendes alt for kraftige Udvikling i de mellemliggende Aar følt sin Tilbøjelighed lige som at kølnes, indtil Bylivet atter gengiver hendes Skikkelse den tabte Finhed.
Doktor Juell elsker hende som Sultanen sin Favorit-Slavinde; han elsker hendes fine og dog kraftige Legeme, hendes dejlige Haar, hendes fløjlsbløde Øjne og hendes røde Læber; han vaager skinsygt over sin Skat, og nogle faa Maaneder efter, at han har forlovet sig med hende, vil han, at Bryllupet skal finde Sted. Hun beder for sig i Angest og Vaande, hun vil lære noget, vil ud i Livet, lære at spille, komme til Klarhed med sig selv, hun føler Kræfter i sin Sjæl, gærende Kræfter, der vil bane sig Vej og forme hendes Personlighed. Han afskærer alle Indvendinger med Kys, tager hende paa sit Skød og siger, han vil opdrage hende, forme hende, det er Mandens Ret, og han vil eje hende, eje hver Tanke i hendes Sjæl, eje hele hendes lille Person. Kærlighed, det er Lykke.
Saa bliver de gifte. Hun er 18 ½ Aar. Han er bleven ansat som Distriktslæge langt inde i Landet, og den unge Kone føler sig stængt ude fra Verden, stængt ude fra Luft og Lys. Skinsyg holder Manden hende fjernet fra alt. Hendes Virken tilhører Hjemmet, hendes Tanker ham, hun skal lære at forstaa ham, han har end ikke en Anelse om, at hun kan have selvstændig arbejdende Tanker eller en tørstende Sjæl.
Han er en virksom og flittig Mand, der vil indføre Reformer overalt og i sit eget Hjem undgaa al blødagtig Luksus. Hun elsker Forfinelse, men tør end ikke opstille de Brudegaver, hun har modtaget. Stille og grublende gaar hun omkring i sit Hjem, hvor de Børn, hun aarlig føder, dør, det ene efter det andet, indtil hun omsider faar Lov at heholde to.
Men hun længes efter at dø, hun forstaar nu, at hun har levet forgæves „. . . ham, som min Sjæl elskede, har jeg forraadt! Kan De ikke se, hvor han var emnet til at blive stor? Og det er mig . . .... som har taget hans Styrke!” udbryder hun. Og hun dør, fordi hun ikke kan leve Livet.
Forfatterinden viser her, hvor syndigt det er at gifte saa unge Piger bort. De stakkels Børn er endnu langt fra udviklede i aandelig Henseende, selv om de legemligt er det, og de vil altid forblive umyndige Kvinder, der ikke kan gøre en Mand lykkelig, ikke kan være andet for ham end Favorit Slavinde; thi kun for en Personlighed bøjer Manden sig, kun en fuldt udviklet, i Frihed udviklet Kvinde stiller han jævnbyrdig med sig selv. Det er en Bog, der bør læses.
