Tjenestepigernes Stilling.
Et Nødværge.
Fru Rovsing skriver i „Kvindebladet" Nr. 2 en lille Prædiken over den Tekst, at Husmoderen har det værre end hendes Piger. Men den Tekst er nu lovlig gammel, ti det véd vel alle Husmødre, der virkelig kender lidt til Tjenestepigernes Kaar, at de er ikke misundelsesværdige. Fru R. mener, at den Tid er forsvunden, da der blev ”set ned” paa Tjenestepigerne og deres Gerning. I mine unge Dage (jeg er fyldt 28 Aar) var den dog ikke helt forsvunden. Tillad mig derfor at meddele et Par Smaatræk fra min egen Tjenestetid.
Det er kun 5 Aar siden, jeg tjente hos en Præsteenke i en jysk Landsby. Hun havde en voksen Datter, som skulde paa Højskole. Da Fruen i den Anledning jamrede sig over, at der skulde saa mange Penge til, og hun nævnede en bestemt Sum, tillod jeg mig at bemærke, at jeg havde været paa Højskole to Gange, men ikke brugt nær saa meget. „Ja med Dem er det ogsaa en anden Sag,” svarede Fruen. - Der skulde være Forskel paa Snavs og Kanel.
En anden Gang tjente jeg hos en Skibskaptajns Frue i en sællandsk Købstad. Hun mente selv at være en meget dannet Dame. Da hendes 8aarige Datter en Dag kom for Skade at sige „Fiolin” i Stedet for „Violin", vrængede Moderen hæsligt ad hende og sagde, at det var ligesom om hun kunde være en rigtig „Bondepige”.
En Dag kom der en lille Dreng med et Ærinde til Fruen. Hun var tilfældig gaaet ned i Gaarden for at hænge lidt Vasketøj op. Jeg lod da Drengen gaa ned til hende. Men da Fruen kom op, var hun meget vred og spurgte, om jeg var gaaet fra Forstanden. Og siden lagde jeg ofte Mærke til, hvor omhyggelig hun var for, at ingen fremmed skulde se, hun deltog i den Slags Arbejde. Meget højt har hun da formodenlig ikke set op til Tjenestepigens Gerning.
For Resten kan Fru Rovsing gerne have Ret i, at ingen dannet Frue ”ser ned” paa sin Tjenestepige. - Men saa maa der være meget faa dannede Fruer.
Efter Fru R. s Mening skal det være saa svært for Husmoderen at udspekulere, hvad der skal spises og drikkes i Huset. - For de mindre velstillede kan jeg godt forstaa, at det maa være saa. Naar Fruen saa inderlig gerne vil glæde sine Husfolk med kraftig og velsmagende Mad, men tillige maa tage Hensyn til de knapt tilmaalte Maanedspenge, kan hun saamænd have Hovedbrud nok. Men hos de Herskaber, som Karen Laursen Prip skriver om, hvor man spiser Gaasesteg og drikker dyre Vine, kan det næppe være vanskeligt for Fruen at finde ud af Kogebogens Mysterier.
Hvis Tjenestepigerne har det lige saa godt som alle andre „Mennesker, der arbejder for Livets Ophold”, saa er det underligt, at ingen Fruer føler Trang til at lade deres Døtre „gaa den Vej”.
