"Eine alte Geschichte."
Skitse.
Professor Strøm, som lige var kommen fra en Udenlandsrejse, og som dels skulde have Besked paa mangt og meget, der var passeret under hans Fraværelse, dels havde en hel Del at fortælle fra Udlandet, beskæftigede næsten udelukkende Opmærksomheden, saa at ingen lagde synderlig Mærke til de unge.
Aksel sad der med en højtidelig Følelse af, at det var sidste Gang - maaske for bestandig, maaske kun for lang, lang Tid; - han var tavs og glemte at spise.
Ædele sad og balancerede med Teskeen paa Koppens Rand; hun havde kastet et stjaalent Blik paa ham, og det gjorde hende ondt at se, hvor bleg og bedrøvet han saa ud, han, der ellers altid var saa glad og munter. - Hun kunde ikke andet end have Medlidenhed med ham, stakkels Fyr.
„Naa, det var da ellers nydeligt af dig at sørge for en Gang at komme i ordenlig Tid til Frokosten”, sagde Onklen og saa venlig paa ham. „men du ser saa bleg ud, har Du Hovedpine, min Dreng? Du maa ud i Luften; den vil vist hjælpe. Har Du været i Haven i Dag?” ”Ja, jeg var der før”, svarede Aksel og bøjede sig dybere ned over sin Tallerken; og Ædele saa, hvorledes hans Mundvige dirrede, og hvorledes dette Udtryk af Blødhed, som hun kendte saa godt fra Drengeaarene, og som han kun fik, naar han havde gjort noget rigtig galt og fortrød det, sneg sig over hans Ansigt.
Det vilde have saaret hans Stolthed i aller højeste Grad, om han havde vidst, at det var der; men Ædele elskede netop dette Udtryk, som saa umiddelbart vidnede om hans gode, bløde Hjærte.
- Hvad han saa havde besluttet, - det frygtelige, hun havde tænkt sig først, var det ikke, saa sad han ikke der saa rolig og vemodig. -
Sæt, han nu i Eftermiddag, naar Faderen og hans Ven var ovre at bese Nabogodset, - (hun vilde ikke med, dertil var hun da altfor forpint!) - sæt, han nu kom ud til hende i Verandaen, hvor Vinløvet hang helt ned som et Slør med store Klaser af smaa, grønne Druer, der var paa Vej til at modnes, sæt, han nu her i dette kølige, halvmørke Rum kom og knælede for hende, som han saa tit havde gjort i Spøg, og tog hendes Haand og bad hende om Tilgivelse med denne overtalende Magt, denne stormende Veltalenhed, der ingen Hindring kendte, - blot hun saa kunde holde fast ved sin Beslutning, blot hun kunde modstaa Lysten til at stryge med sin Haand gennem det bløde, glansfulde Haar, til at klappe den solbrændte Kind og trøste den stakkels, angrende Synder! - Blot hun kunde modstaa disse ærlige, brune, Øjne, som, hun dog vidste, aldrig løj ... Hun skælvede for sine Principer; - men fast maatte hun være; let skulde han ikke vinde hende; hans Karakter maatte hærdes, skulde hun binde sin Skæbne til hans. Hans Øjne havde et Par Gange søgt hendes; naturligvis ønskede han en Samtale; - og skønt hun i sit Inderste var glad ved at se, hvor nær han tog sig det forefaldne, kunde hun dog ikke lade være at pine ham lidt. Hun øste Mod af hans Modløshed og sagde let henkastet, men dog med en Betoning, som ikke undgik den ulykkelige Elsker: „Ja, Aksel har været tidlig oppe; han har allerede udrettet saare meget!” - ”Saa - aa, er Du saa tidlig paa Benene, Aksel? Det havde jeg saamænd aldrig trot om dig,” sagde Onklen.
„Ja, det var ogsaa kun i Dag, Onkel”, svarede Aksel med et Suk og tilføjede ved sig selv: „Og Gud give, jeg var bleven liggende i min Seng saa længe, som jeg plejer!”
„Ja, jeg har da ogsaa været tidlig oppe”, vedblev Ædele skaanselløst, „vi kom ned i Haven omtrent paa samme Tid; men Aksel var doven og gad hverken tale eller læse; saa placerede vi os hver i sit Rum af Lysthuset; jeg tegnede, mens han laa og drev og røg Cigaretter, og saa plukkede jeg den smukkeste og fineste Jasmin, jeg kunde finde, til hans Knaphul; men han fik den ikke, for saa blev vi Uvenner!” -
Aksel vred krampagtig Servietten mellem sine Fingre: hun havde altsaa været der inde ved Siden af - hele Tiden!
- „Aa, de unge er blevne uenige, ja, det kan jeg da tænke mig”, sagde Godsejeren, idet han spiddede en Sardin paa sin Gaffel, hævede den lækre Bid langsomt i Vejret, nød den med Blikket og lod den lige saa langsomt dale ned paa sin Tallerken for at underkaste den en omhyggelig Behandling, idet han lidet anede, hvor alvorsfuld denne Strid var for de to unge, varme Hjærter, som længtes mod hinanden, „Aksel har naturligvis tabt Processen; det er derfor, han ser saa medtaget ud; - men det tager jeg mig skam ikke nær; det bliver nok godt igen; der er jo saa tit en lille Kurre paa Traaden mellem de to; - es ist eine alte Geschichte; doch bleibt sie immer neu”