Mens Line venter paa Vognen,
Sang-Monolog
Skrevet til kvindelig Fremskridtsforenings Stiftelsesfest den 10. November 1890.
Skuepladsen forestiller et hyggeligt Værelse. Line kommer festklædt ind.
Mel: Vi sidder sammen, som vi kan bedst.
I Kisteklæderne jeg da kom.
og Klæer er vigtigt nuomstunder;
især vil Mændene snakke om
vor Klædedragt, den ikke sund er:
snart Tøjet er for stramt, og snart for vidt,
snart der for meget er, og snart for lidt.
De véd ej, hva
vi helst skal hae;
de altid Moden kritiserer.
De har saa travlt med at tae paa Vej
mod vore farlige Korsetter:
men selv de gerne maa pynte sig
med stive Flipper og Manchetter
og Humbug og hvad der nu hører mer
til Pynten for en mandig Kavaler;
om Sundhed saa
ej tales maa -
den intet har med dem at gøre.
Men det er ogsaa kun tomme Ord,
naar saadan de vil ræsonnere;
ti naarsomhelst paa vor kære Jord
det gælder om at inklinere,
de ynder nok lidt ydre Politur
og foretrækker helst en smuk Figur.
Hvem Stads og Pynt
foragter kønt,
Hun pænt faar Lov at sidde over.
Nu venter jeg blot paa Vognen for at komme afsted. - Det er ogsaa kedeligt, at Gaderne i det kære Folkets København - lige som saa meget andet her til Lands - altid er i Stykker, saa man skal være nødsaget til at køre, dersom man vil naa tørskoet ind paa Asfalten, hvor vi nu kunde have det ret fornøjeligt, hvis de gode Herrer, der vaager saa ømt over vor Sundhed, vilde bære deres - vistnok lige saa nyttige som klædelige - Spadserestokke saaledes, at vi ikke hvert Øjeblik var udsatte for at faa et Øje stukket ud med en af disse Tingester. - Det er nemlig ganske morsomt at betragte saadan en Asfalt-Løve. Med mandig Værdighed:
Mel: Kvinden ustadig er.
Kommer han drivende,
tror sig henrivende,
paa Skægget snoende,
som svagt er groende,
for Smaasten gruende,
naadigt os skuende
og gennemheglende,
flittigt sig spejlende
i de Ruder blanke,
der optaer mest hans Tanke,
og denne Løve, han
sig kalder en Mand -
- en Mand - en Mand -
ak! han kalder sig en Mand.
Gik det uheldigt til,
vi kom tilfældigt til
at se lidt smilende,
kommer han ilende.
snart han indhaler os,
næsvist tiltaler os;
men blot vi svarer ham
og pænt advarer ham,
Frygt vi ham indjager,
straks han Flugten tager,
og denne Løve, han
sig kalder en Mand -
en Mand - en Mand -
ak! han kalder sig en Mand.
Bare den Vogn nu vilde komme. - Det er første Gang, jeg tager alene til Bal, og Fætter Jens har i den Anledning i et langt Foredrag fortalt mig, at det ikke sømmede sig for en ung Pige at tage alene til Bal. Men jeg har nu et ganske andet Begreb om Sømmelighed end han, og kan ikke finde noget upassende i, at jeg gaar hen og ønsker vor egen Forening til Lykke paa sin Fødselsdag. - I et endnu længere Foredrag tilbød han mig sin mandige Beskyttelse, for han vil - lige som de fleste andre Mænd - altid spille store Broer, uagtet han i aandelig Henseende ikke er synderlig velvoksen. - Jensemand vilde naturligvis gerne have, at jeg skulde invitere ham til det Bal, for da jeg afslog at benytte mig af hans opofrende Tilbud, fortalte han mig, at jeg var ukvindelig. Det er jo det Ord, som Manden i Reglen bruger, naar vor Dristighed staar hans Egenkærlighed en lille Smule i Vejen:
Mel.: Hr. Peder kasted Runer over Spange.
Hvis vi i Sommerheden skulde finde,
i Sporvognen var kvalmt og varmt derinde,
og foretrak - som Manden - at blive udenpaa
(i Storm og Sne og Regnvejr til Nød det kunde gaa);
ak! den rare Plads ej ene om
han længer er, straks fælder han sin Dom:
ukvindeligt!
Og naar det undertiden skulde hænde,
vi efter Kaffen havde Lyst at tænde,
at røge og at nyde en lille Cigaret,
han ryer i Fyr og Flamme op (det gør han nu saa let);
ene ej for ham Tobaken gror,
han i sin Harme kender kun ét Ord:
ukvindeligt!
Naar Kvinden heller vil uddanne Aanden,
end sidde med et Strikketøj i Haanden,
og gier sig til at læse, at skrive og studer,
og tager sin Eksamen med første Karakter,
ogsaa hun sin Part af Æren taer;
om den Bedrift én Mening han kun har:
ukvindeligt!
Og naar vi blev, i Norden som i Syden,
for mange til at røre om i Gryden,
at vaske og at stoppe, og søgte i vor Nød
i andre Virkekredse os et lille Levebrød;
mangen Mundfuld mister han,
og trist han kalder hver en kvindlig Kontorist
ukvindelig!
(Sluttes.)