Humanitet og Klassemodsætning,
I Kvindebladet „Hvad vi vil” dette Aars Nr. l omtaler Karen Laursen Prip Tjenestepigernes Juleaften, og udtaler sig angaaende deres Slid, ubegrænsede Arbejdstid og den som oftest hensynsløse Behandling, de er udsatte for. Dette kan vel i og for sig være en temmelig rigtig Fremstilling af Tjenestetvendeforholdene nu for Tiden.
Men tro, at større Humanitet eller Venlighed fra Herskabernes Side skulde kunne bedre disse Forhold, som K. L. P. synes at gøre, beviser kun. at hun ikke har gjort sig Rede for deres Aarsager. Paa den ene Side staar jo Herskaberne som priviligeret herskende Klasse med alle mulige Rettigheder, og, i Følge af Tyendeloven, personligt Herrevælde. Paa den anden Side Tyendet, som tilhører en undertrykt og tildels uoplyst Klasse, hvis Retstilling er lig Nul ved Siden af Herskabets, men hvis Pligter overfor disse er saa store, at de som oftest optager baade deres Dag og Nat.
Som en Følge af disse Forhold ligger det ikke i Herskabernes Interesse (Klasseinteresserne maa for dem altid blive de fremherskende) at udvise Humanitet mod Tjenestetyendet, og det gavner dette kun lidet at vente herpaa, Derimod burde de nuværende Forhold bidrage til at vække og styrke Tyendets Selvstændighed og Selvtillid, saa de efterhaanden bliver i Stand til at varetage deres egne Klasseinteresser og til selv at vurdere deres Tid og Arbejdskraft, samt være medbestemmende om deres Lønningsforhold, Arbejdstid og alt andet Arbejdsgiverne og dem vedrørende.
K. L. P. fremhæver i sin Artikel, at hun hører til dem, der er til, for at lette andre Livet, og af den Grund bliver set ned paa. Det er efter min Mening en fejlagtig Opfattelse af Forholdene. En Tjenestepiges Gerning er jo lige saa nødvendig for det nuværende Samfund som f. Eks. en Syerskes eller Haandværkers Arbejde. Og om end der findes en eller anden Frue, som endnu er uoplyst nok til at se ned paa sit Tyende, saa maa Tjenestepigerne i alt Fald vide, at deres egen Klasse ikke ser ned paa dem. Det er heldigvis kommet saa vidt med de fleste Arbejdere, at de ikke lader sig se ned paa; ja, mange Arbejdere kan vel, hvad Oplysning og Forstaaelse af Samfundsforholdene angaar, med fuld Ret se ned paa adskillige Arbejdsgivere. Tyendet maa vænne sig til ikke at lade sig se ned paa og ikke at vente Forbedring af deres Forhold gennem „Humanitet” fra Herskabernes Side. Men derimod ved en stærk Organisation søge at forbedre deres Kaar og skabe dem og deres Gerning den Anerkendelse, de som nyttige Samfundsmedlemmer har Ret at fordre.
