« Tilbage til søgeresultaterne

Moderretten

Af: C. de Jong van beck en Dock, Gerda Vedel

« Se emneord


Brudstykke af den hollandske Roman „Hilda van Suylenburg" af C. de Jong van Beck en Dock.

Autoriseret Oversættelse ved Gerda Vedel.

(Sluttet.)   

Først havde hun let af Faderens Øn­sker, og saa var hun bleven vred der­over - hun fandt en Ægteskabskontrakt saa ufin, den tydede jo paa Mis­tillid overfor Freddy, og hun var saa stolt, saa lykkelig over at kunne give ham alt, hvad hun havde: Hvorledes kan en ung Kvinde, der betror en Mand hele sin Fremtid, alle sine Drømme om Lykke og hele sin rene uskyldige Til­værelse træffe Forholdsregler overfor ham med Hensyn til sine Penge? Man maa sandelig have et sørgeligt Syn paa Menneskene eller være aldeles blottet for Kendskab til dem, hvis man for Alvor kan finde det rigtigt, at Kvindens mer eller mindre heldige pekuniære Stilling skal være afhængig af den praktiske Sans hun lægger for Dagen i det Øjeblik, hvor hun mere end nogensinde er opfyldt af Tillidsfuldhed og lykkelige Illusioner. Faderen havde imidlertid sat sin Vilje igennem. Han havde skænket hende et Gods som en Del af Medgiften, og i Ægteskabskontrakten havde han stillet den Betingelse, at der ikke kunde træffes nogen Bestemmelse med det uden hendes Sam­tykke. Mere havde han ikke kunnet sætte igennem, skønt Loven tillader, at Kvinden betinger sig Ret til at raade, over sit rørlige Gods og hele sin For­mue. Men herimod havde Frederik hæftig protesteret, dødelig fornærmet over den Mistillid, man viste ham, og Gladys, der var bedrøvet over, at man kunde tænke paa at træffe den Slags Forholdsregler, havde grædt og bedt saa længe, at Faderen tilsidst gav efter. Nu sad hun og tænkte paa alt dette. Meget kendte hun ikke til Loven og Pengesager, men takket være hendes praktiske, amerikanske Op­dragelse, havde hun dog mere Forstaaelse af dens Slags Ting, end de fleste hollandske Kvinder. Hele den uhyggelige Tid, da hun havde staaet imellem sin Fader og Frederik, viste sig atter tydeligt for hendes Blik, og hun huskede tydelig, at man havde sagt hende, at hvis Ægteskabskontrakten ikke blev skrevet, kunde van Praege skalte og valte med hendes Formue efter eget Forgodtbefindende; han kunde spille den bort eller . . . hvad der var endnu værre . . . . Men nu kunde han da ikke tage Godset mod hendes Villie. Med Værdipa­pirerne havde hun ikke kunnet holde Øje: dem havde Frederik handlet med, saa det var umuligt at se, hvilke der var købte for hendes Penge, men jorden var sikker; Gud ske Lov! Den gode, kloge Papa! Maaske blev det hans Forsigtighed, som til syvende og sidst skærmede Børnene mod Fattig­dom, Ved at tænke paa Faderens kærlige Omsorg, som hun før havde været vred over, kom hun i en blø­dere Stemning og brast i Taarer, der ikke tidligere paa Aftenen havde villet lindre hendes beklemte Sind. Det var, som om Tanken paa Godset havde befriet hende for den værste Angst.

Men nu hørte hun atter Trappen knage under sagte, listende Skridt af en, der sneg sig nærmere og nærmere. Hun lyttede ængsteligt; det maatte være Frederik, som kom igen; hun havde jo heller ikke hørt Gade­døren blive lukket.. - Da van Praege for lidt siden var gaaet nedenunder med den attraaede Pengesum i Lommen, var han ganske stolt af, at have erhvervet den uden Scener eller videre Vrøvl fra Gladys Side. Derfor havde han faaet den Ide, at lade sine Med­spillere vente længere, hvilket ikke havde noget at sige, da de blev sam­men i flere Timer, mens han benyttede den gode Lejlighed til at bringe endnu et pinligt Spørgsmaal paa Bane. Han havde længe tænkt derpaa uden at have Mod dertil. Men i Aften følte han sig saa tapper og sikker paa en let Sejr.

„Gladys", sagde han, idet han traadte ind med et forlegent Forsøg paa at anlægge en værdig Mine, som straks vakte hendes Mistro, „nu da vi har begyndt at tale om de kedelige Pengesager, vilde jeg gerne spørge . . . . jeg vilde gerne sige Dig . . . . det er slet ikke paa Grund af mit Spil, men som Følge af de ameri­kanske Papirers Dalen - enfin, Kvinder forstaar sig ikke paa den Slags Ting -, men Sagen er den, at vor For­mue af forskellige Grunde er svundet stærkt ind, og at det derfor vil være fornuftigt at sælge Godset. Forpagt­ningsafgiften er jo saa lav, at det vil være fordelagtigere at købe Værdi­papirer, som give høj Rente. Du for­staar jo nok, hvad jeg mener? Jeg er naturligvis ked af at plage Dig dermed, men Jorden tilhører jo Dig, og derfor maa jeg pro forma have Din Under­skrift. Du er vel enig med mig? Jeg har allerede talt med Notaren."

Glady bekæmpede af al Magt den dødelige Angst, der snørede hendes Strube sammen. Hun vidste, at han løj, at han vilde bruge de Penge, han fik for Jorden efter eget Forgodtbe­findende og at hans naive lystige Tone var paataget.

„Nej", sagde hun blidt, „jeg hænger saa meget ved den Jord Papa har givet mig, at jeg ikke vil sælge den. Maud siger ogsaa, at Renten af Værdi­papirerne er lav for Øjeblikket; det er derfor bedre, vi lade det blive som det er.«

„Maud ved aldeles ingen Besked", raabte han pludelig heftigt. Kvinder har slet ingen Forstand paa Pengesager, og naar jeg siger, det er rigtigst at sælge, forholder det sig saaledes. Jeg beder Dig jo ikke om Raad, vel? men kun om Din Under­skrift."

Gladys knyttede Hænderne saa stærkt, at Neglene trængte ind i Kødet. Det var hende en Pine at strides, men hun maatte jo gøre det for Børnenes Skyld.

„Men jeg vil nu ikke skrive under, Frederik! Virkelig ikke; jeg kan ikke gaa ind paa at sælge den Jord, saa det er bedst ikke at tale mere derom.

„Ja, men jeg vil sælge den, for­staar Du, og saa sker det. Jeg ved da heller ikke, hvorfor Du i den sidste Tid stadig vil plage mig; men naar jeg nu siger, at det er aldeles nød­vendigt, skriver Du under, ikke sandt?"

Hun rystede paa Hovedet og saa paa ham med sine store, bedrøvede Øjne. I et Sekund var han hos hende, tog hende i sine Arme og bedækkede hendes blottede Skuldre med Kys.

„Naa, Glady dear, - gør mig nu den Glæde!"

Hæftig stødte hun ham fra sig og krympede sig som i fysisk Smerte. Disse falske Kærtegn var endnu det værste, som var bleven budt hende af en Mand, paa hvis Kærlighed hun fuldt og fast havde stolet; og denne nye Krænkelse gjorde hende aldeles i rasende.

„Nej, jeg vil ikke skrive under, og jeg forbyder Dig at tale mere derom.

„Hvorfor?" spurgte han truende.

„Fordi Du jo selv har fortalt mig, at Du spiller, og Du naturligvis vil sælge Jorden for at øde Pengene."

„Og hvad saa? Hvis jeg har Lyst dertil, gør jeg det uden at bede Dig om Tilladelse. Jeg trænger til Pen­gene og vil have dem."

Uden min Underskrift kan Du ikke faa dem."

Han lo saa ondskabsfuldt, at hun blev bange, men dog bevarede hun sin stolte Holdning.

„Din Fader troede, at han bar sig grumme klogt ad, da han fik den Kontrakt lavet, men Lovene her giver mig betydelig mere Magt. Jeg kan ganske simpelt tvinge Dig . . ."

„Du kan ikke tvinge mig til at skrive under."

„Det vil vise sig; hvis Du ikke øje­blikkelig lover mig at gøre det, sender jeg i Morgen Mary til en Kostskole."

„Mary!" Hun saa hjælpeløst frem for sig. Ulykken antog større og større Dimensioner. Et Øjeblik var hun halvt bedøvet af det uventede Slag, hun havde faaet fra en hel ny Kant.

„Ja. og hvis det ikke hjælper, sender vi Hajo af Sted; saa gad jeg nok vide, om Du ikke falder til Føje."

Tilintetgjort bøjede hun Hovedet med en Følelse af, at det næste Skridt vilde være en Trudsel om at fratage hende det Barn, hun endnu havde under sit Hjerte. Det hede Blod su­sede for hendes Øren.

„Frederik, Du kunde da ikke nænne at skille mig fra Børnene; desuden har Du ikke Ret dertil."

„Jeg har Ret til at gøre alt, hvad jeg finder for godt med mine Børn."

„Dine Børn", raabte hun liden­skabeligt, „men det er ikke alene Dine, det er ogsaa mine Børn! Vi have været fælles om at give dem Livet, men jeg har baaret dem, næret og elsket dem, længe før Verden anede deres Tilværelse. Jeg har født dem i Smerter, som Du ikke har Begreb om; mit Blod rinder i deres Aarer og jeg har vaaget over dem lange, kolde Nætter igennem, naar de vare syge. Hvilken Ret har Du saa, til at tage dem fra mig?"

„Den Ret, som Loven giver mig", svarede han koldt, vel vidende, at han var Sejrherre.

Alt løb rundt for hende, og hun strøg sig over Panden med en uende­lig tom Fornemmelse i Hjernen. Hun troede, hun skulde blive vanvittig. Hvad var det dog for Mænd, der havde skrevet de Love, som paalægger Kvinderne den Forbandelse, at være ganske magtesløse? Havde ikke en eneste af de Mænd tænkt paa; at der gives letsindige Fædre og forstandige Mødre. Hun syntes, at hun var fanget i et Net, der stadigt blev trukket tæt­tere sammen om hende. Hvis hun lovede at skrive under, prisgav hun Børnene til Fattigdom, og hvis hun vægrede sig ... Uden hendes Kær­lighed kunde de smaa Væsner ikke leve. Et Øjeblik tænkte hun paa at kaste sig paa Knæ for Frederik og med Kærtegn trygle ham om at afstaa fra sit Forsæt, men han vilde naturligvis ikke give efter. Han havde sikkert længe haft til Hensigt at skaffe sig Pengene; han vilde jo have dem, hvorfor skulde hun saa yderligere nedværdige sig?

„Gladys, lover Du at skrive under?"

Raadvild vred hun sine Hænder uden at svare.

„Lover Du det? Ellers . ... rejser Mary i Morgen; det kan Du stole paa."

Han stod lige foran hende, og hans truende Hvisken trængte som en Hvis­len ind i hendes Hjerne.

„Ja------- ”.

Han lo, snoede sin Knebelsbart og og tøvede endnu nogle Øjeblikke i hendes Nærhed. Men hun saa ikke op; hun kunde ikke taale Synet af ham. Saa gik det op for ham, at de ikke havde mere af sige hinanden; hastig forlod han Værelset, og kort efter slog Gadedøren i.


« til toppen

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner