« Tilbage til søgeresultaterne

Af vor Brevkasse

« Se emneord

Et Medlem af en ny Kreds skriver følgende til os:

Her i Kredsen er der nogle, som efter at have læst Larsen-Ledets Pjece „Menneske­værd og Menneskeret", har gaaet og ventet paa, at der skulde komme nogen Diskussion i „Kvinden og Samfundet" om Bogen, og navnlig om „hvorledes det dog er gaaet til, at Kvinderne er blevne saa underkuede". De har bedt mig opkaste Spørgsmaalet i Bladet. Jeg ved ikke, om nogen kan give fyldestgø­rende Oplysning om dette Emne; jeg har al­tid tænkt mig, at Kvindernes Underkuelse var kommen ganske af sig selv i den graa Oldtid, da Kampen for Tilværelsen var saa haard, at Kvinden som den svageste, og den som sta­dig havde Byrden af de nyfødte eller ufødte Børn at bære, har maattet ty til den stærkeres, Mandens, Beskyttelse, og derved let er bleven hans Undergivne; men Larsen-Ledet fortæller jo om en Kulturperiode, hvor Kvinden endog har haft Overtaget. Hvis nogen vilde udtale sig om dette Emne, vilde det glæde os.

Saa vilde jeg gerne spørge om noget fra mig selv: ’Hvorfor skriver Kvindesagens Ven­ner kun i deres egne Blade, som de næsten kun selv læser, hvorfor kommer de ikke frem i Aviserne, saa deres Tanker kan blive bekendt i videre Kredse. Jeg forstaar godt, at der har været en Tid, da Aviserne ikke har villet optage noget om Kvindesagen, men mon den Tid er mere? Naar vi tør haabe, at vi snart faa kommunal Valgret, mon vi saa ikke ogsaa nok kan faa vor Sag frem i Bladene? Der er vist Tider, hvor de vilde være glade ved at faa Stof, og det burde vi benytte os af. Mon Kvindesagens Forkæmpere rigtig ved, hvor uvidende Folk endnu er mange Steder, saa de ikke engang aner, at der er noget som hedder Kvindesagen. Det er ikke altid, man kan faa dem til at komme til Kvindesags-møderne, men skrev man i deres egen Avis, saa læste de det nok, og saa skulde det være sært, naar den første Forbavselse havde sat sig, om det saa ikke faldt en og anden ind: .der er dog noget i, hvad de Mennesker siger.

Der er endnu en anden Ting som jeg gerne vilde have Oplysning om. Hvorfor skal en gift Kvinde, som jo nu er fuldmyndig, stadig i Forretningsanliggender skrive under ”med Mand og Værge", hvad vil det sige at være fuldmyndig og dog have Værge, det forekommer mig meget indviklet. Min For­stand staar stille overfor det. Formodentlig er det noget lignende, som at være Medinde­haver af et „Fællesbo", som alene tilhører den anden Part.

 

Dét er et vanskeligt og vidt rækkende Spørgsmaal, vor Korrespondent opkaster, et, Spørgsmaal, der vist slet ikke kan besvares tilfredsstillende med de historiske Kundskaber man for Tiden raader over. De Oplysninger, Larsen-Ledet og andre har samlet; viser noksom, at Udviklingen ikke er gaaet fremad i lige Linie eller har artet sig ens paa alle Steder. Saa meget er dog vist givet, at den Udvikling, der fører fra krigeriske Tilstande, fra raa og barbariske Sæder til civiliserede maa være til Gavn for det svage Køn. Æld­gamle kinesiske Beretninger viser, at Kvin­dernes Indflydelse steg under de fredelige Herskerslægter, mens den sank under kriger­ske (se „Kvinden og Samfundet" Septbr. 1900). Paa den anden Side maa det indrømmes, at forskellige Strømninger i Tiden har bidraget til at indsnævre Kvindernes Horisont. Vi gengav for nogle Aar siden Indholdet af den udmærkede amerikanske Forfatter Charlotte Stetsons Bog: „Kvinden og Økonomien". Hun viser heri, at Civilisationen efterhaanden har gjort Kvinden mere økonomisk afhængig af Manden. Saa godt som alle er enige om, at Industrien har sit Udspring i Kvindens Om­sorg for Mand og Børn. Men Manden be­mægtigede sig Industrien, medens Kvinden blev indskrænket til det mindre aandsudviklende Husarbejde. Vi har i det 19dé Aarhundrede set ogsaa dette blive taget fra hende, af Maskinindustrien. En Mand kan købe sine Klæder færdige, lade dem vadske ude og spise sin Mad paa en Restaurant. Han kan leve uden Kvinder eller - i eller uden for Ægteskabet - med Kvinder, der kun er til for hans Fornøjelse. Paa lignende Maade kan det paavises, at den lærde Dannelse, saa-længe den udelukkende tilhørte Manden, og de politiske Rettigheder, der endnu alene er hans, har fjærnet Kvinderne fra Mændenes alvorligere Interesser. Der er derfor meget i det, naar man paastaar, at Kvinden i vore Dage, idet hun kæmper for Ligestilling med Manden, kun stræber at tage tilbage, hvad der tidligere var hendes under en anden Form. Og det er indlysende, at denne Kamp er nødvendig - man kan ikke lade Udvik­lingen gaa sin egen skæve Gang.

Paa det andet Spørgsmaal maa vi svare, at Kvindesagens Ledere her i Byen dog ikke

sjældent skriver i Hovedstadens Blade. I Provinserne maa der vel helst agiteres fra Kredsstyrelserne, som bedst kender Forholdene det. Der fremkommer uden Tvivl nu og da Oplysninger i vort Blad, der kunde gaa videre til Provinsbladene, dersom en og anden i Kredsen vilde paatage sig at udsøge dem og henlede Opmærksomheden på dem.

Som Svar paa det tredje Spørgsmaal maa vi gøre opmærksom paa, at der er ikke mere noget, der hedder gift Kvinde „med Mand og Værge". Kvinden er personlig myndig ved 18 Aars Alderen og formueretslig myndig ved 25 Aars Alderen akkurat som en Mand.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner