Nordisk Kvindesagsmøde den 14., 15. og 16. Juli 1888

Naar vi nu ser tilbage paa dette vort første Nordiske Kvindesagsmøde, saa føler Kvindelig Fremskridtsforening først Trang til at bringe sin dybtfølte Tak til alle vore nordiske Brødre og Søstre, der kom hertil for at gøre dette Møde til en Fest. Alt hvad vi havde haabet og ønsket gik tilfulde i Opfyldelse - ja langt over vore Forventninger.

Hvor mange menneskekærlige Tanker er her ikke blevne udtalte, hvor mange Øren og Hjærter er her ikke blevne aabnede for Kvindesagens berettigede Krav? - Og beviste den hjærtelige Stemning, der herskede blandt Deltagerne, ikke, at det var en stor Fællessag, som havde samlet os - hvor alle ligesom kappedes om at give det bedste, de ejede, og hvor vi Kvinder følte, at Haand i Haand med Manden stævne vi for fulde Sejl imod vore Ønskers Maal:

Ret for alle, Uret for ingen.

Disse mangelfulde Referater - som ikke magte at give Klangen i Røsten, Varmen i Ordet, Ilden i Øjet eller Gløden paa Kinden, sendes dog som et lille Mindeblad til dem, som deltog i Mødet, og som en Beretning og en Indbydelse til dem, der ikke var tilstede, om at slutte sig fast til og tage Arbejdet op med Kvindelig Fremskridtsforening til en sund Udvikling for Kvinderne.

Der havde forinden Mødet meldt sig 300 udenbys og udenlands, og ved Mødets Slutning viste det sig, at det havde været besøgt af ca. 700 Mennesker.

Fredag Aften den 13de samledes man til et forberedende Møde i Studentersamfundets Sal.

Salen var festlig smykket, og man saa forventningsfulde Ansigter spejde efter at gøre personlig Bekendtskab med de paa Forhaand kendte Forkæmpere for Kvindesagen. Salen var temmelig fyldt, skønt ikke nær alle Gæster endnu var komne til Mødet.

Fru Johanne Meyer aabnede Mødet:

Det er bleven mig betroet, paa Kvindelig Fremskridtsforenings Vegne, at byde Gæsterne velkommen. Endskønt jeg ser det som en Ære, er jeg dog meget undselig derved, da jeg tilfulde føler vor Forenings Fattigdom overfor de rige Gæster. Kvindelig Fremskridtsforening er nemlig en af dem, som ligger paa Skyggesiden af Samfundet, paa hvilken hverken Statens eller Kommunens naadige Sol skinner, saa forstaar De nok, at vi kan føle os fattige og ringe.

Men det var netop Erkendelsen af denne Fattigdom, der gav os Mod til at indbyde Eder. Dette lyder maaske som en Modsigelse, men i Virkeligheden er det Sandhed.

Vi havde nemlig her i Vinter stærkt følt det Pinagtige i vore politiske Forhold - ikke saaledes, at her ikke var arbejdet i Kvindesagen - tværtimod, her var gjort et stort Arbejde, men ikke naaet Resultater. Vi følte os som Mathilde i B. Bjørnson: "De nygifte", da hun sagde: "Jeg trænger til at fylde min Sjæl med store Billeder, ellers, er der noget, der dør i mig." - Saadan tænkte vi, og saa sendte vi Bud efter Eder, thi vi vidste, at der rundt om i Danmark sad gode Kvinder, der tænkte og følte som vi, men fremfor alt vidste vi, at der i Norge, Sverig og Finland fandtes Kvinder, der havde gjort et stort Arbejde i Kvindesagen, at naar de kom til os, saa vilde de igen tale Haabet og Glæden op i os, saa vi kunde arbejde videre - og I forstod os, og I kom.

Men jeg vil ikke skjule, at vi har haft store Betænkeligheder ved at indbyde Eder - thi som jeg sagde, vor Forening tæller ikke faa Kvinder som Medlemmer, der høre til Arbejderne, og at de ikke er Kapitalister, er jo en kendt Sag; vi se os derfor ikke istand til at vise Gæstfrihed i den Udstrækning, som vi saa gærne vilde. Taleren fortalte derfor om den gamle Skik, at Gæsterne ved Gilderne selv bragte Maden med, hvilket ingenlunde forringede Festligheden, men derimod havde til Følge, at enhver følte: - "det er mig, der gør Gildet" - og derfor saa sig som ansvarlig derfor. At Gæsterne ved dette Møde maatte se saaledes paa Sagen, ønskede hun, og da hun som Sekretær havde haft Lejlighed til at tale med mange, havde hun mærket, at netop saaledes mente Gæsterne det, og hun bød dem derfor et hjærteligt velkommen.

Fru Bajer: Naar man samles til Gæst hos nogen, da er man glad ved at vide, hvem man kommer sammen med, og derfor gaar Vært og Værtinde og forestilled de paagældende for hinanden. Da vi har været saa dristige at byde saa mange fjærnt og nær fra, at samles med os her i Aften, da vil jeg, som en af indbyderne, sige dem, hvilke Foreninger vi har den Ære at se repræsenterede iblandt os:

Dansk Kvindesamfund.

De kvindelige Fagforeninger.

Foreningen mod Lovbeskyttelse for Usædelighed.

Københavns Afholdsforening.

Good Templarforeningen.

Norsk Kvindesagsforening.

Frederikke Bremerförbundtet.

Gøteborg Kvinnaförening.

Foreningen for fri Diskussion, Gøteborg.

Good Templarforeningen Stockholm.

Finsk Kvinnaforening Stockholm.

Den internationale freds- og frihedsliga fra Genf.

Og saa vil jeg sige Tak til alle, som har givet Møde her i Aften, som har vist os den Tillid, at komme, naar vi bød. Vi følte os som de smaa, der intet har at byde paa, men vi havde Troen paa den gode Sag, som forener os. Alligevel havde vi ikke haft Mod til at bede saa mange gode Venner komme den lange Vej, alene for at samles med os til de fælles Bestræbelser, men vi havde jo Udstillingen, hvis Storartethed og Skønhed vi vidste vilde - kalde mange hertil, og saa bød vi: læg Deres Rejseplan saaledes, at De kan komme til os samtidig, vi har jo saa meget fælles, Kvindens Stilling raaber Vagt i Gevær i alle Lande, og da navnlig Nordens Kvinder har samme Interesser, leve under de samme Vilkaar, saa kan vi ogsaa sammen forhandle om dem. Gid da de Spørgsmaal, som vi har sat paa vort Program, maa faa en Behandling, som kan bidrage til disses gode Løsning, det er mit store Haab og inderlige Ønske.

Og saa endnu engang Tak, at de kom!

Derpaa tog Hr. Bajer Ordet for igennem Programmet for den første Formiddag at konferere med Talerne og søge dets Huller udfyldte af Gæsterne, hvorefter Kand. H. Trier holdt et fyldigt Foredrag, hvilket vi beklage kun at kunne gengive i et kort Omrids.

Kand. H. Trier talte om Kvindens Forhold til Universitetet og Studenterlivet. Han henviste til de tre Opgaver, Universitetet i sin nuværende Form samtidig søger at løse - i øvrigt til Skade for det Udbytte, der naas: - Videnskabens Fremgang, Almendannelsens Udbredelse og Embedsstandens Uddannelse. Paa hvert af disse Omraader vilde ogsaa Kvinden give sit Tilskud til Udviklingen: til Videnskaben gennem sin Sans for Iagttagelse af det virkelige, af Detaillen, til Almendannelsens Væxt gennem sin Evne til anskuelig Meddelelse, til Embedsvirksomheden gennem sin Sans for Personligheder og sin naturlige Omsorgsfølelse. Men Betingelsen for, at Kvinderne kunde faa en saadan Betydning, var ikke blot, at de førte et større Antal Arbejdskræfter ind paa Markedet, end det hidtil havde haft til Raadighed, men at det var Arbejdskræfter af en ny og ejendommelig Natur, der kunde bidrage til, at Samfundsopgaverne fik en saa meget mere alsidig forstaaende Behandling. Studenterlivet skulde de saaledes berige ved at tilføre det de ejendommelige Udslag af en udviklet Kvindenatur og ikke ved blot at skaffe det kvindelige Udgaver af de mandlige Studenter.

Derefter fik Fru Luplau Ordet:

Vi har nylig holdt Stavnsbaandsfest i Danmark, Fest for Bondefrigørelsen for 100 Aar siden. Det skulde være en Fest, hvorom alle i Landet skulde samle sig, "saa lød det", og der blev stævnet til Møde i Hovedstaden for at drage med i det store Festtog til Frihedsstøtten, Mindestøtten om hin Tids Stordaad.

Naar man nu saa dette mægtige Tog, saa skulde man jo tro, at her i Danmark var alle Stavnsbaand løste - men nej! Dette Tog blev netop et talende Vidnesbyrd om, at Sukket om Befrielse endnu lyder i Danmark; thi mange var de Mænd, som ikke vilde deltage, fordi deres Frihed var bleven trælbunden, og Kvinderne var heller ikke med, de var ved et Magtbud udelukkede fra Deltagelse, "Kvinder og Børn kunne ikke deltage i Festtoget", saa lød det. - Saaledes fejrede vi Befrielsesfest den 20. Juni!

Ligesom der for 100 Aar siden, længe før Kronprins Frederik og hans Mænd udtalte det store Frihedsløsen, gik en lang kummerfuld Tilværelse forud, saaledes er det nu for Kvinden, og den er langt værre, thi den stakkels trælbundne Bonde var bleven sløvet af Herremandens Pisk, af Herremandens Forbrug af hans Tid og Livskraft, men vi Kvinder staa nu lysvaagne med klar Bevidsthed om vor Underkuelse, om den Uret, vi lide, idet det saalænge er forholdt os at leve et menneskeværdigt Liv.

Til den omtalte Stavnsbaandsfest skrev Digteren Alfred Ipsen et smukt Digt, hvoraf jeg vil tillade mig at citere nogle Strofer, da de synes mig at passe paa Kvindens Stilling. Han skrev:

"Stavnsbaand har vi nok tilbage,

Der er Baand i hundredvis,

Fattigdom og Tryk og Plage,

Dumheds Sump og Dorskheds Is,

Der er Fordom og Forstening,

Rester af den gamle Trold,

Der er Trang paa Tro og Mening,

Og paa Tanker er der Told."

Ja, "Stavnsbaand har vi nok tilbage, der er Baand i hundredvis", og skulde jeg her opregne alle de Baand, der binde Friheden for Kvinden, saa blev jeg næppe færdig i Aften, men for at nævne nogle af de vigtigste, vil jeg blot minde om Hustruens Umyndighedstilstand i Ægteskabet. Kvindens Udelukkelse fra alt Arbejde i Kommune og Stat osv. osv.

"Der er Fordom og Forstening, Rester af den gamle Trold". Ja, den gamle Trold, Fordommen, hvorledes skal vi faa ham dræbt? Hvorledes skal vi faa Samfundet til at værdsætte os som Mennesker, hvis Arbejdskraft det nok var Umagen værd at vinde?

Hvorledes skal vi faa mange Mænd til at ophøre med at prise sig lykkelige fordi Kvinden staar som Blomsten i Blomsterhaven med sin Sphære og Duft og fryder hans Øje, ophøre med at betragte hende som et Legetøj, man tager frem i ledige Timer til sin Morskab? Hvorledes skal vi faa mange Kvinder til at forstaa, at et Liv i Arbejde er den største Velsignelse for et Menneske? Hvorledes skal vi faa mange Kvinder til at kaste Paafuglehalen med sin Glimmer og iføre sig en Dragt, der aandelig talt passer for en alvorlig Kvinde? Aa, gid det kunde blive skrevet udenpaa hver Kvinde "Ej blot til Lyst", og først og fremmest indeni hvert Kvindehjærte "Ej blot til Lyst, men til Arbejde og Fuldkommenhed", saa var vi naaet et godt Stykke frem! Der gaar et Suk efter Forløsning og Frigørelse gennem den hele Kvindebevægelse, et Suk saa dybt,, smertefuldt, at det nok skal høres og smelte de haarde Hjærter, der saalænge har forholdt os vor Frihed og Menneskeret. - Dette Suk er hørt rundt om Lande i Norden, og derfor kom der hid baade Kvinder og Mænd fra hele Norden, fordi de har forstaaet dette Suk.

Jeg vil da nu byde dem alle "velkommen", baade dem, der kom for at "høre", og dem, der kom for at arbejde paa, at Sukket maatte forstumme, ja, jeg vil byde dem velkommen til Arbejdet i disse Samfærdsdage, og hertil vil jeg knytte Ønsket om, at dette Arbejde maa bære rige Frugter, saa vi snart kan holde "Befrielses fest".

Man forblev endnu en Timestid sammen, vexlede personlige Hilsner og skiltes ad i Følelsen af, at hér ved dette forberedende Møde var gjort en god Begyndelse til et frugtbart Samarbejde.

Lørdag Formiddag Kl. 9 begyndte det egentlige Møde i Kasinos lille Sal.

Allerede udenfor gjorde Kasino et festligt Indtryk, da der foruden Dannebrog vejede tre store Flag, norsk, svensk og finsk. I Pergolaen fandtes en Udstilling af Skrifter, kronologisk ordnet efter Kvindesagens historiske Udvikling. Tillige var der et righoldigt Udsalg af Smaaskrifter, angaaende de paa Mødet foreliggende Spørgsmaal.

Ved Indgangen stod unge Piger og tilbød Kvindelig Fremskridtsforenings ny Blad "Hvad vi vil".

Dette Ønske og Haab, som nu var gaaet i Opfyldelse, at Foreningen havde faaet sit eget Organ, havde faaet baade Mund og Mæle til at høres i videre Kredse og vinde Forstaaelse og Fremskridt for de sociale Spørgsmaal, der hænge sammen med Kvindesagen, ogsaa det bidrog til at forhøje Forventningen til Nordisk Kvindesagsmøde.

Naar dertil kom, at der stod opdækkede Frokostborde til at forfriske, medens man holdt Hvil, kan man nok sige, at det gjorde et hyggeligt Indtryk.

I Salen vejede over Talerstolen en anselig snehvid Fredsfane, tilhørende Stokkemarkkredsen, og som tog sig godt ud mellem de røde fra kvindelig Fagforening (Herreskræddernes og Cigararbejdernes), som velvillig havde stillet disse til Disposition.

Denne første Formiddag var kun helliget Beretning om Sagernes Stilling i de nordiske Lande.

Fru Bajer aabnede Mødet:

Mine Damer og Herrer! Det er med stor Glæde, at jeg i Dag paa Kvindelig Fremskridtsforenings Vegne byder Dem alle velkommen til dette det første Kvindesagsmøde for hele Norden.

Vi har alle været Vidne til, hvorledes Skandinaviens skilte Grene har søgt hinanden til Samarbejde.

Først var det Studenterne, Videnskabsmændene, som følte Frændeskabet baade i Aand og i Tale, saa kom Skolemøderne og endelig Arbejdermøderne; man indsaa, hvor meget man gensidig kan lære af hinanden.

I vor Tid gaar det i alle Lande mere og mere op baade for Mænd og for Kvinder, at skal der være Alvor i Samarbejdet, da maa Kvinden være med, at hendes Sag er Mandens Sag, at hendes Sejr er Mandens Sejr, at først naar Mand og Kvinde i Forening paa alle Omraader tage Del i Arbejdet, vil dette blive fuldkomnere.

Det skyldes især Frihedsbevægelsen fra 48, da der kom Liv i Mandens Rækker, da var det ligesom Kvinden med et ogsaa begyndte at føle Slavelænken om Benet, at hun begyndte at tænke over, om ikke ogsaa hun hørte til de fribaarne, om ikke ogsaa hendes Aand havde Ret til Udvikling, til at faa Del i, hvad Manden ansaa for sit Særeje. Det var heldigvis ikke Kvinden alene, der vaktes til Bevidsthed om sin stedmoderlige Behandling, ogsaa mange Mænd saa klart den Uret, hun led - og saa er vi da naaede dertil, at vi her idag kan samles fra baade Island, Finland, Sverige, Norge og Danmark for at undersøge Kvindens Stilling i disse forskellige Lande og hvad der kan gøres for hendes Udvikling jævnsides Manden.

Hermed erklærer jeg da det Nordiske Kvindesagsmøde for aabnet!

Held og Velsignelse følge vort Arbejde!

Det første Punkt af Dagsordenen var Kvindens Valgret.

Fru Luplau valgtes til Dirigent og gav Ordet til Hr. Bajer.

Han gav en kort Oversigt over de Forhandlinger, der i Vinter var førte i Folketinget om Kvindens kommunale Valgret, og paaviste, hvilke Indvendinger der under Forhandlingen var fremkommen.

Derefter fik Frk. Bjarnesen (Isafjord) Ordet. Hun skildrede Kvindens Stilling paa Island. Hos dem havde Kvinden, saa vel den ugifte som den gifte, Stemmeret til kommunale Valg, naar de havde fyldt deres 25de Aar, havde et uplettet Rygte og svarede Afgifter til Kommunen. Tillige havde de Valgret ved Præstevalg. Kvindens Valgret blev ikke brugt meget i de første Aar, men nu blev den brugt over hele Island.

Stud. phil. Anna Bugge, Norge. Oversigten over Valgretssagens - eller som vi siger - Stemmeretssagens Stilling i Norge kan leveres i faa Ord. Det er først i de sidste Aar, at den har faaet aktuel Interesse, og det Arbejde, som hidtil er gjort i Anledning den, er blot det allerførste forberedende. Det første Skridt til Sagens praktiske Behandling skede gennem et Foredrag, holdt af Frk. Gina Krog i "Norsk Kvindesagsforening" i November 1885. Efter dette Foredrag holdtes Diskussion, og da der af denne fremgik, at der var Stemning for allerede hurtigst muligt at bringe Stemmeretssagen frem for Stortingets Afgørelse, blev der skrevet til Hr. Stortingsmand

Viggo Ullmann med Forespørgsel, om han kunde være villig til i Tinget at stille Forslag om Stemmeret for Kvinder. Hr. Ullmann erklærede sig øjeblikkelig villig hertil, og der er nu af ham i Forening med 8 andre Medlemmer af Tinget indbragt Forslag om, at der i Grundlovens § 50 efter Begyndelsesordene: "Stemmeberettigede er de norske Borgere" - skal indskydes: "Mænd og Kvinder". Stemmeretsparagrafen i den norske Grundlov kommer efter dette Forslag til at lyde saaledes:

Stemmeberettigede er de norske Borgere, Mænd og Kvinder, som har fyldt 25 Aar, har været bosatte i Landet i 5 Aar, opholder sig der og enten

a. er eller har været Embedsmænd;

b. paa Landet ejer eller paa længere Tid end 5 Aar har lejet matrikuleret Jord eller i 5 paa hinanden følgende Aar har brugt og fremdeles bruger saadan Jord;

c. i Finmarken i 5 Aar har været og fremdeles er Rettighedsmænd;

d. er Købstadborger eller i Ladested eller Købstad ejer Gaard eller Grund, hvis Værdi i det mindste er 600 Kroner;

e. har for det sidst forløbne Aar betalt direkte Skat til Stat eller Kommune efter en antagen Indtægt af mindst 500 Kroner paa Landet og mindst 800 Kroner i Køb- eller Ladestederne, i et Aar har haft fast Bopæl i Valgkommunen paa den Tid, Valget foregaar, og ikke som Tyende tilhører andres Husstand.

Som man vil forstaa, er det med dette Forslag blot Hensigten at udvide de nu allerede gældende Stemmeretsregler til ogsaa at omfatte de Kvinder, der opfylde Betingelsen. Og med Undtagelse af den under Litra a nævnte: at være eller have været Embedsmand - er der ingen Betingelse, der ikke lige saa godt kan opfyldes af Kvinder som af Mænd.

Nu er der imidlertid ogsaa indbragt for Tinget en hel Række Forslag sigtende til at faa indført almindelig Stemmeret - d. v. s. Mandsstemmeret - og der er derfor for det Tilfælde, at noget af disse skulde blive Lov, af de samme Herrer indbragt Forslag om ogsaa her at indskyde de samme Ord, "Mænd og Kvinder", og derigennem gøre den almindelige Mandsstemmeret til Menneskestemmeret.

Efter norsk Grundlov kan Forslag til Grundlovsforandringer først behandles og afgøres i den næste Valgperiode efter den, hvori de er indbragte. Nu i Høst skal der foretages nye Valg, og i Løbet af de næste 3 Aar vil altsaa disse Grundlovsforslag komme under Debat i Tinget.

Strax efter Frk. Krogs omtalte Foredrag - i December 1885 - stiftedes af 10 Kvinder Kvindestemmeretsforeningen. Denne Forening bestod kun af Kvinder, den har intet tvunget Kontingent, ingen Bestyrelse, kun en Formand, der fungerer som Forretningsfører, har hidtil ikke holdt offentlige Møder. Meningen, med den var, at samle de for denne Sag specielt interesserede for at have en fast Stok ved Haanden, naar det egentlige Agitationsarbejde skulde begynde. Hver enkelt af Medlemmerne - der er for Tiden omtrent 150 - har til Pligt at virke i sin Kreds alt, hvad der staar i hendes Magt for at samle flere, saa vel aktive Medlemmer til Foreningen som Navne under en Petition, der skulde blive at oversende Stortinget. Nu fra i Høst var det da Meningen, at Foreningen skulde forsøge at organisere en saa vidt muligt udstrakt Agitation for Kvindestemmeret; der skulde holdes Foredrag ud over Landet, diskuteres i Pressen og i Møder og samles Underskrifter til den omtalte Petition. Hvordan Udsigterne til Sagens fulde Gennemførelse stiller sig, er ikke godt at sige; den vil vel lige saa lidt i Norge som andre Steder gaa med en Gang. Men jeg føler mig overbevist om, at Arbejdet for denne Sag foruden den direkte Nytte, det gør for Sagen selv, ogsaa i høj Grad vil virke opdragende og befrugtende paa Kvinderne, sprede Klarhed i mange Sind og derigennem give den hele Kvindesag et stort Stød fremad.

Dette er kortest muligt, hvad der i Norge er gjort i Anledning af Stemmeretssagen. Til almindelig Orientering over Spørgsmaalet kan endnu en Del Tilføjes. I Norge kan der ikke være Tale om noget adskilt Arbejde for kommunal og politisk Stemmeret. Betingelserne for begge er de samme; den, der er politisk stemmeberettiget, er det ogsaa kommunalt og omvendt. Skulde der her tilvejebringes nogen Adskillelse, maatte enten en stor Masse Lovforandringer foretages, eller der maatte antages et særskilt Stemmeretsregulativ for Kvinder, og den Latterlighed tror jeg næppe nogen indlader sig paa. Heller ikke mellem Stemmeretten og Valgbarheden er der nogen anden Forskel end den, at mens man for at være stemmeberettiget kun behøver at være 25 Aar, kræves for at man skal være valgbar 30 Aar. Heller ikke Spørgsmaalet om Stemmeret for den gifte Kvinde har indtil videre bragt nogen Splittelse ind i Sagens Behandling. Blir Kvindestemmeretten vedtaget efter den nu gældende Grundlov, vil de gifte Kvinder i Almindelighed ikke faa Stemmeret, da de i Almindelighed ikke eje noget. Ved en Lov af dette Aar er de gifte Kvinder imidlertid - enstemmig - gjort myndige, og det, de erhverve ved selvstændig Virksomhed under Ægteskabet, er blevet deres Særeje. Ligeledes har de faaet Anledning til at stifte Særeje efter Ægteskabets Indgaaelse og til i Tilfælde af, at Manden viser Uforstand eller Letsindighed i Fællesboets Bestyrelse, at forlange Skifte optaget og sin Part udlagt som Særeje. De gifte Kvinder altsaa, som gennem Særeje ved Ægtepagt eller ved eget Arbejde tjene saameget, at de blive skattelagte efter en Indtægt af 800 Kr. i Byerne eller 500 Kr. paa Landet, vil derved blive stemmeberettigede paa Grundlag af deres Formue eller Indtægt uden Hensyn til deres Stilling som Hustruer. Saa længe som Arbejdet for Kvindestemmeret kan bevæger sig indenfor Rammen af de nu gældende Stemmeretsbetingelser, tror jeg ikke, at dette Spørgsmaal om de gifte Kvinders Stemmeret vil gøre nogen videre Forstyrrelse; skulde derimod Tinget vedtage almindelig Mandsstemmeret - hvad der for Resten vistnok er meget liden Sandsynlighed for - saa at Agitationen altsaa ogsaa maa lægges an paa almindelig Kvindestemmeret, da er det nok muligt, at dette Spørgsmaal vil blive taget op og vil vise sig at være en tung Sten at løfte.

Hvad den almene Opinion for Sagen angaar, tror jeg, at den udenfor de nærmest interesserede kun er lidet forberedt endnu. Mange er ligegyldige; de fleste, der ellers stille sig nogenlunde velvillig lige over for Kvindesagen i dens Helhed, se Stemmeretten som en Slags Slutsten paa Kvindesagsarbejdet; den er Toppen, og de mene, at vi først bør søge at opnaa alle de øvrige Ting paa vort Program. I Almindelighed er det ikke gaaet op for dem, at Stemmeretten netop vil være det allervirksomste Middel til at opnaa andre ting - og til at beholde dem. Og det er endnu mindre gaaet op for dem, at Stemmeretten er den klareste Sag paa hele vort Program, den, der byder de færreste Vanskeligheder baade i Theori og i Praxis.

Imidlertid haaber jeg, at netop denne Sags logiske Klarhed skal hjælpe den forholdsvis hurtig frem. Det norske Folk har en stærk Trang til at ræsonnere; det er i det hele et theoretiserende Folkefærd, og det har baade logisk Evne og Retfærdighedssans. Ikke saa at forstaa, at der ikke i Norge er lige saa megen Fordomsfuldhed og Hjærternes Haardhed som i andre Lande; begge Dele findes i fuldt Maal; hvad jeg mener er, at deres Fordomme kan besejres ved Fornuftgrunde, at den Vej, man skal gaa for at smelte de haarde Hjærter, gaar gennem deres Forstand. Derfor tror jeg, at naar vi gaa til Arbejdet for denne Sag med klart Hoved og klar Vilje, vil Arbejdet ogsaa særlig her vise sig lønnende og gøre Fremgang.

(Fortsættes).