« Tilbage til søgeresultaterne
Søster Veronicas Synd
(Sluttet.)
„Marianina", havde Ginseppe sagt med noget underligt i Stemmen, „naar jeg kommer tilbage, vil Du saa være min Hustru?"
Og hun skjulte Ansigtet ved lille Carmelos fugtige, dunede Hals og svarede ikke.
„Mi vuoi bene?" spurgte han saa inderligt! „Du under mig det godt?"
„Si´.”
„Saa sig Ja, Madonna mia". Han holdt inde og kyssede Barnets Hals.
„Oh, Marianina tænk om vi to engang kunde eje saadan en! Nina - Du vil have mig, naar jeg kommer hjem igen?"
„Si", sagde hun igen og saa op. Saa kyssede han hende og velsignede hende.
„Gud velsigne Dig, Kære", og hun gentog det samme til ham. „Dio benedica, caro", og han gik.
Han kom aldrig tilbage. Udfor Caprera gik Skibet under med Mand og Mus.
Ding, ding, ding. Det var Aftenklokken. Søster Veronica gled fra Bænken ned paa Knæ med Øjnene fulde af Taarer.
„Angelus Domini nuntiavit Mariæ".
Og da Klokken forstummede, blev hun ved at bede. Hun bad om Tilgivelse; for var det ikke syndigt at tænke, som hun havde gjort?
Den Nat, drømte Søster Veronica en Drøm. Hun sad ved et aabent Vindue omkrandset af lange Pralbønne-Ranker, der bevægede sig i Vinden. Havet laa nedenunder, og hun holdt Øje med en Fis-kerbaad med rustfarvede Sejl, der kom vippende ind imod hende. Hun vidste, at i Baaden sad Ginseppe, og at han kom hjem til - dem. For den lille laa og sov ved hendes Bryst; en brun, trind Unge med Smilehuller, silkebløde Krøller og røde Læber. Den var saa, varm og blød, og hvor hun elskede den! Som Baaden lagde til, vaagnede den lille og smilede op mod Marianina (thi i Drømmen var hun Marianina) og mens en Strøm af Moderkærlighed varmede hende helt igennem, bøjede hun sig ned for at kysse den. Men før hendes Læber naaede Barnets, vaagnede hun.
„Gud være mig naadig", græd hun og søgte Rosenkransen.
„Hvor ond jeg er!" Hun stod hurtig op, tændte sin Lygte og slæbte sig langs den lange Korridor til Kapellet. Fuld af Samvittighedsnag knælede Søster Veronica hulkende og bedende foran Højalteret. Kunde Gud nogen Sinde forlade hende hendes Synd? For en Kvinde, som havde været Nonne i fyrretyve Aar at drømme, at hun havde Mand og Barn!
Hun laa paa Knæ til Dagen gryede gennem Vinduet, mens Statuerne og Billederne rundt om saa til med ubevægelige Miner.
Den Dag gjorde Søster Veronica streng Bod; hun spiste saa godt som intet og undgik Haven, som ventede den skinbarlige Djævel hende dér. Om Aftenen lagde hun sig med de haarde Ben-Perler under Kinden og sov ind med et Ave Maria paa Læben.
Men Drømmen meldte sig som før.: Barnet pludrede og hoppede, saa hun havde Møje med at holde det. Hun vaagnede med Armene fast trykkede til sit Bryst og græd, da hun fandt dem tomme.
„Bimbo, Bimbo", mumlede hun. Saa foer hun op med et angstfuldt Udraab og gik igen til Kapellet. Næste Nat det samme om igen, og ligeledes næste. Rimeligvis var den stærke Ruelse og megen Faste Skyld deri; hvad det nu var eller ikke, stakkels Søster Veronica forfulgtes af Drømmen om Barnet, der aldrig havde været til, og Kærligheden til det blev stærkere for hver Gang.
Hun var Fortvivlelsen nær; huløjet, og stirrende frem for sig vandrede hun fra sin Celle til Kapellet og tilbage til Cellen, hvor hun forsøgte, Gud ved hvad, for at tvinge sit ustyrlige Hjerte. Og værst af alt, hun kom til at elske sin Drøm. Midt under Bønnen kom Følelsen - Tanken var det ikke, thi den var bestemt fæstet til Bønnens Ord - men Følelsen: „Skal jeg se det igen og holde det i mine Arme,?"
Sandelig, Djævelen gned sig i Hænderne af Glæde.
Saa en Dag kom Ærkebiskoppen for at holde Messe i Kapellet. Det var en herlig Gudstjeneste med en Mængde Guldbroderi og Røgelse. Det er nok sandt, at Ritualet i sig selv er simpelt, men naar det kommer til Udførelsen, spares der ikke paa udvortes Pomp.
Stakkels Søster Veronica omgikkes med en Plan, der næsten forskrækkede hende ved sin Dristighed, men som dog modnedes i hendes Sjæl; for Hjælp maatte hun have, tænkte hun, ellers blev dette hendes Død. Samvittigheden er som et Menneske; faar dette formegen Stimulans, bliver det uregerligt. Og Søster Veronica gik til Abbedissen, Ærkebiskoppens Søster, og denne ordnede det saa, at hun fik en privat Audiens hos Hans Excellense.
Hun knælede og kyssede den ærkebiskoppelige Haand, der var velskabt og særlig soigneret. Men da Hans Excellense vilde til at velsigne hende, gøs hun tilbage.
„Nej, nej!" udbrød hun, „jeg er uværdig og en syndefuld Kvinde, Eccellenza!"
En Skygge af et Smil gled over Hans Excellenses Ansigt. Det var ikke første Gang, saadant var hændt ham. Mange lever deres Liv i Tro paa deres egen Godhed, mens for Ligevægtens Skyld andre tror sig slette.
Han ventede lidt i Tavshed og spurgte hende saa hvad det var, der tyngede hende. Hun berettede alt lige fra Fuglen paa Brøndkanten.
„Jeg prøvede, oh jeg prøvede saa haardt, Eccellenza, paa slet ikke at tænke; men Solen og Foraarsduften, og Himlen, og saa, Eccellenza, Blomsten! Jeg havde ikke set den i fyrretyve Aar. Jeg er en elendig Skabning, ikke værdig at være i dette Herrens Hus."
„Min Datter," sagde Hans Excellence venligt, (han var omtrent ti Aar yngre end hun,) „du var syg sidste Vinter?"
„Ja, Eccellenza."
Han holdt inde og betragtede hende opmærksomt.
„Jeg kan ikke sige, at det ikke er syndigt med velberaad Hu at sætte sig til at drømme om Ting, som aldrig kan ske; det vilde det være selv for den, der ikke var beskikket til Nonne. Men i Foraarsluften, ak -" Hans Excellence sukkede - „og du er ikke rask endnu, ser jeg. Giv mig din Haand." Søster Veronica holdt den frem, den var knoglet og bedækket med store Aarer.
Prælaten følte hendes Puls.
„Ak," - Søster Veronica foldede Hænderne inde i sine Ærmer, - „du er endnu langt fra rask, min Datter. Det er godt at faste og døde sit Legeme, men - ikke for meget. Og hvad de Drømme angaar, ej engang den hellige Fader kan beherske sine Drømme. Saa du lider ogsaa af Hoste?" brød han af.
„Ja, Eccellenza, jeg hoster stadig lidt."
„Hm, du maa se at gøre dit bedste for ikke at tænke paa disse foruroligende Sager, og lad du Drømmene sørge for sig selv. Det er ikke syndigt for en Kvinde at holde af Børn, min Datter, og du er ikke mindre Kvinde, fordi du er Nonne."
Efter en kort Pavse, føjede han til: „Jeg vil tale til Abbedisen, - for Øjeblikket giver jeg dig Dispensation - ingen Vigilier og Kød en Gang om Dagen."
„Ja men, Eccellenza, jeg holder netop af Kød."
Ærkebiskoppen bed sig i Læben.
„Tanto meglio," sagde han." Saa meget desbedre. Naar du er stærkere, kan du holde op dermed.
„Og tror De, jeg har Tilgivelse, at Gud vil forlade mig min Synd?"
„Den gode Gud kan forlade en hel Del, min Datter, ellers var Verden ikke til," og ved at se det undrende Blik i det gode, gamle Ansigt, lagde han til: Som din aandelige Raadgiver skænker jeg dig Absolution for din –” han standsede. Der var igen Skyggen af dette Noget, som vilde have været et Smil, havde han ikke været Prælat - „for dine Drømme," gik han videre.
Søster Veronica tumlede ned paa sine gamle, forslidte Knæ og kyssede ham atter paa Ringen. Saa hævede han Haanden og gav hende sin Velsignelse, og da den lille Skikkelse forsvandt, tørrede han en Taare af sit excellencelige Øje og sagde højt:
„Og saa er der saa megen virkelig Synd i Verden."
Efter et kort Ophold i Kapellet, gik Søster Veronica ud i Haven og satte sig paa Stenbænken. Der stak en lille Klump bleggrønne Spidser op lige ved hendes Fødder. Det var Lilieconvallerne, der var ved at komme frem.
„Kød hver Dag," sagde Søster Veronica, „Gud ske Lov og Tak!"
Men det var nok ikke Kødet, hun takkede Gud for.
