« Tilbage til søgeresultaterne
Lægebesøg
Brudstykke af den hollandske Roman „Hilda von Suylenburg" af C. de Jong van Beck en Dock. Autoriseret Oversættelse ved: Gerda Vedel
(Sluttet.)
Saa var det en Aften i forrige Maaned, at jeg kom gaaende langs med Huygenspark; jeg gik meget hurtigt, da det er ubehageligt at færdes i Mørke paa det Sted, men i Forbigaaende fængsledes min Opmærksomhed af en Kvinde, der sad paa en af Bænkene. Hun lænede sig tilbage i en halvt liggende, halvt siddende, Stilling og havde et grædende Barn paa Skødet. Da jeg kom nærmere, genkendte jeg Roose Leen, der var saa frygtelig drukken; det var ogsaa hendes Barn, som i den sidste Tid havde hjulpet hende med at tigge. I det første Øjeblik havde jeg Lyst til at skynde mig forbi, men Suusje græd saa bitterlig, og Barneskrig kan jeg nu ikke staa for og saa - - ja, jeg ved knap, hvorledes jeg fik den Tanke - - men saa tog jeg pludselig Barnet i mine Arme, skjulte det under min Cape og skyndte mig bort. Der var ingen, som saa det, og Moderen var altfor beruset til at sanse noget. Saa hurtigt som muligt skyndte jeg mig her hen med den Lille, men Du kan tro, Hilda, at man er underlig til Mode, naar man sniger sig af Sted som en Tyv; jeg ved godt, at jeg handlede meget uforsigtigt, i høj Grad overspændt, som Folk siger, men jeg kunde ikke lade være. Jeg havde en Følelse, som om en Vilje, der var stærkere end min egen, havde Magt over mig og tvang mig til at tage Barnet. Et lidenskabeligt Ønske om at hjælpe bruste op i mit Indre og fik alle de Betænkeligheder, som ellers betvinger vore ædelmodige Indskydelser, til at forstumme. Jeg mærkede ikke det mindste til alle fornuftige Indvendinger saa som: Hvilken Klods hænger du ikke om Benet paa Dig selv! Du kan faa de største Ubehageligheder deraf! Man kan virkelig
ikke hjælpe alle mulige Stakler. Hvad vil du senere gøre med alle de Børn?
Det synes ogsaa, som om de maatte bøje sig for en højere Visdom. Ser du! der er saa mange, myndige, fornuftige Mennesker, hvis Børn naturligvis ikke er udsat for Sult og Kulde, der vilde foreholde mig det forkerte i min Handlemaade, idet de paastaar, at man formindsker Forældrenes Ansvars- og Pligtfølelse ved at tage Børnene fra dem. Men Jaapjes og Suusjes og Lisbeths Forældre tilligemed tusinde andre har ingen Pligtfølelse at miste, da de aldrig har været i Besiddelse af nogen. Denne Omsorg for de slette Forældres Ansvarsfølelse er saa rørende, men den faar Folk til at glemme Børnene. Som om det ikke er det vigtigste for hele Samfundet at opdrage Børnene godt! De bære jo Fremtiden i sig og maa i lange Tider efter Forældrenes Død selv sørge for den opvoksende Slægt"
„Men forsøger den Slags Mennesker som Roose Leen og Jaapjes Forældre ikke at finde Børnene?"
„ Jo, naturligvis. Men, i Regelen er de saa bange for at træffe Øvrigheden, at de søger uden dens Hjælp; og det gør det meget let at skjule Børnene. Kun Roose Leen gjorde sig en Del Ulejlighed, da Suusje hjalp hende saa godt med at tigge."
Corona holdt den lille Pige, der nu var helt afklædt henimod Hilda.
„Kan Du se Arrene paa hendes smaa Ben og de Pletter her paa Ryggen ? Saa snart vi havde klædt hende af, opdagede vi Grunden til hendes forfærdelige Skrig, der ikke vilde forstumme, skønt vi gav hende noget at spise og drikke. Hendes Ben var nemlig fulde af Saar, og paa den blottede Ryg var fastbundet en halv Nøddeskal med en Bi indeni, og den stak hende naturligvis uophørligt."
„Du gode Gud!"
„Ja, Frøken, det er frygteligt," sagde Tante Ida, „jo højere Barnet skreg, jo mere fortjente Moderen. Ser De, det er igen den forbandede Godgørenhed, som Folk udviser mod grædende Børn paa Gaden. De tænker ikke et Sekund paa, hvilke Misgerninger de derved opmuntrer."
„Ja, Tante Ida, det er sandt nok," raabte Corona hæftig, „men Lovgiverne er sandelig ogsaa Skyld deri. Aar igennem snakker og snakker og snakker de uden at røre en Finger for at befri et stakkels, hjælpeløst Barn for Mishandlinger af de laveste, sletteste Mennesker, der tilfældigvis er dets Forældre. Jeg ved godt, at Lovene - set fra Historiens Standpunkt - kan forsvares; men hvad angaar det et stakkels Barn, om Lovene forekommer i den romerske Ret eller ej? Det er i hvert Tilfælde en Skandale, at de endnu bestaar, og var det Kvinderne, der saa slet røgtede deres Hverv: at forbedre Lovene, vilde man fra alle Kanter høre Raabet: „Nu kan man da se, at Kvinden kun duer til at sludre, hun har ikke Spor af Blik for Folkets Tarv!" Og man vilde have Ret, - men hvorfor er der ingen, der siger noget lignende til Mændene, naar de fortjener det?
Lisbeth befinder sig i samme Stilling som de to andre Børn. Hendes Moder var en usædelig Pige af slet Familie, og sin Fader har hun aldrig set, da han foretrak at lade hende sejle sin egen Sø. Da hun var tre Aar gammel, fandt nogle gode Mennesker, at hun var en sød, lille Pige, og med Moderens Samtykke blev hun anbragt i en hæderlig Familie, der gav hende en god Opdragelse; alle de Aar bekymrede Moderen sig ikke om hende, var ikke det mindste for Barnet, men dog beholdt hun sine Rettigheder.- Hun levede sammen med en Værtshusholder, der mishandlede hende; de drak begge, og førte et frygteligt Liv. Saa fik Konen en skønne Dag Nys om, at Lisbeth var bleven en smuk Pige, og da hun vidste, at hun kunde tjene Penge ved hendes Skønhed, vilde hun tage hende fra Plejeforældrene. Men disse vægrede sig ved at afstaa Barnet. Saa hentede Forældrene Politiet og - hvad mener Du? - Politiet tog selv det stakkels, hjælpeløse Væsen bort fra dets gode, kærlige Venner og overleverede det til Forældrene."
„Og saa?"
»Tog de hende naturligvis med hjem til sig og vilde tvinge hende til noget, som jeg ikke engang kan nævne."
„Hvorledes fik du hende da frelst?"
„Hun er en tapper Pige og satte sig stadig til Modværge. Men den fjerde Aften efter hendes Tilbagekomst, da Forældrene atter gjorde Forsøg paa at tvinge hende, lykkedes det hende efter en Kamp med Moderen at slippe ud af Huset, og hun kom saa styrtende hen til mig, der kendte hendes Plejeforældre i Haarlem. Ved Nattetid bragte jeg hende til Tante Ida; men hun var saa medtagen efter at have været lukket inde i fire Dage, var saa ødelagt af Spænding og Angst og havde tilmed faaet nogle stygge Slag i Brystet af Moderen, at alt dette i Forening med Nattekulden, som hendes Pjalter ikke værnede synderlig imod, var nær ved at gøre det helt af med hende. Jeg frygtede i lang Tid for, at hun havde Tæring."
„Gaar det nu bedre?"
„Det haaber jeg!" - Corona rejste sig op.
„Se saa, Hildy! Nu kender du min skrækkelige Hemmelighed, og jeg ved, at jeg kan stole paa din Tavshed. At forlade sine Børn, at mishandle dem, at lade dem ligge paa Gaden ved Nattetid i den bitreste Kulde, at tvinge dem til Usædelighed og at opdrage dem til at blive farlige for Samfundet, det er lovligt, ser du, men at Tante Ida og jeg her ofrer Penge og Kræfter for deres Skyld, det er ulovligt. Er det ikke komisk? Naturligvis vilde humane Dommere rimeligvis ikke straffe os synderlig haardt, men de vilde gøre det værste, der overhovedet er muligt: de vilde tage Børnene fra os og bringe dem tilbage til deres skrækkelige Hjem. Der er ikke megen Logik i den Slags Tilstande, vel? Fængslernes største Halvdel er fuld af Mennesker, der er gaaet til Grunde, fordi de har været under slet Paavirkning i deres Ungdom, og vil man raade Bod paa noget saadant, bliver man af Loven hæmmet i sine Bestræbelser."
