Mens Line Venter paa Vognen,
Sang-Monolog
Skrevet til kvindelig Fremskridtsforenings Stiftelsesfest den 10. November 1890.
Der er jo rigtignok mange Mænd, som paastaar, at de holder mest af Fremskridtskvinderne, vel at mærke, saa længe Talen ikke er om at gifte sig. For den Kvinde, som Manden i vor Tid tager til Hustru:
Mel.: Vi har sagt det saa tidt, og Du véd det saa godt.
Hun skal være saa ferm og saa huslig og net,
for det Arbejde undslaa sig ej,
som kan bygge hans Hjem - men Bestemmelsesret,
den vil han nok beholde for sig.
Hun i Skumring en Vise skal kvæde saa blid
eller spille en Smule Klaver,
medens ban, efter Dagens Bekymring og Slid,
fra sin Sofa hør til med Plaser.
Hun om Aftnen en Toddy skal lave ham til,
stoppe Piben og dække hans Bord -
Dagens Spørgsmaal med Vennerne drøfte han vil,
for dem begge skal gælde hans Ord.
Hun, naar Valgdagen kommer, skal kvikke hans Sind,
at til Kamp han kan møde saa fro -
men faa Stemmeret selv. Hvem kan det falde ind?
han er klog til at stemme for to.
Hun skal lide for Børnene, før de blier til,
hun skal vogte dem, mens de er smaa -
hvordan ledes de skal, paa hvad Plads de skal stil-
les i Verden, maa han kun forstaa.
Hun, naar Pengene smaa er, skal pænt have Lov
at fortjene lidt Smaamønt adræt -
men naar Talen saa blier om, til hvilket Behov
de skal bruges, vil han nok om det.
Ja, hun skal være lydig og dydig og rar,
og saa bøjelig, føjelig, tam -
til Belønning hans Smiger og Ømhed hun har,
og blier kaldet „mit sødeste Lam".
Naa, endelig kommer Vognen:
Mel.: At Fred og Frihed er den bedste Jord.
Saa vil jeg skyndsomst tage Plads i den,
til Østergade 15 køre hen;
til Møde der med Glædens fri Gudinder
i Aften kalder frihedskære Kvinder.
(ud.)
Tæppet falder.
