Friskolebørns Bespisning.

„Trangen stor Hjælp absolut nødvendig!”, saaledes skriver hver Dag offenlig det private Selskab, der indsamler til Skolebørns Bespisning i Friskolerne og dog tøver Kommunen stadigt med at gribe aktivt ind til Gavn for de smaa sultne Munde.

Det er ikke Frygt for de skatteydende Borgeres Mishag, der holder Kommunens Ledere tilbage, ti her har Kvindernes Adresse saa fyldigt som muligt vist. at den offenlige Mening er for Kommunens Overtagelse af denne Pligt; men hvorfor da tøve?

Onsdagen den 14de Januar indsendtes den bekendte „Madadresse” til Københavns Overpræsident med de 26,000 Underskrifter, og det er naturligvis ikke alene Kvinderne og de, der ved at underskrive Adressen viste, at de samstemmede med Andragendet, der venter med Længsel paa Magistratens Betænkning, men først og sidst de mange fattige Hjem, der maa se deres Børn lide Nød. Vi talte igaar med en fattig Moder til fire Børn; hendes to Børn fik varm Mad paa Skolen ved den private Godgørenhed 3 Gange hver 14de Dag. Det er Sandhed; mere kan Gaverne ikke strække til og dog tøver Kommunen.

Har Kommunen ikke Penge, saa maa Staten yde det nødvendige, og hvis den heller ikke har Overflødighed, maa den virkelig tøve med at købe Kugler og Krudt, til Børnene har faaet Brød. Vi Kvinder vilde ikke betænke os herpaa.

Dog vi gør maaské Magistraten Uret, naar vi mener, at den tøver. At Sagen endnu ikke har været fremme i Borgerrepræsentationen, betyder maaské blot, at de lægger en fuldstændig Plan til rette, som snarest muligt kan realiseres.

Det maa siges til Ære for alle Dagbladene i København, at de ikke har været kølige for denne Sag. De har ikke alene selv skrevet Indlæg til Gunst for Bespisningen, men de har ogsaa stadigt optaget forskellige Artikler herom. Saaledes findes i Berlingske Tidende den 24de Januar en temmelig indgaaende Artikel af Skolebestyrer Jakobsen om de to Hovedpunkter i Kvindernes Andragende, som vi vil anbefale vore Læsere at gøre sig bekendt med.

Hr. Jakobsen udtaler sig særlig om den Side ved „Madstederne”, som kunde blive til Gavn for de unge Tjenestepiger, naar Pigebørnene fra Afgangsklasserne ved en Elevtid i Køkkenerne kunde faa lidt Kendskab til det rent elementære i Kogekunsten. Det vil som vi atter og atter har betonet være en uhyre moralsk Støtte for den unge Pige, naar hun dog har en lille Smule Forberedelse til den Gerning, hun skal paatage sig som Tjenestepige; ti Ulykken, Misfornøjelsen paa begge Sider i Tjenestepigeforholdet, bunder dog tilsidst i, at Pigen kastes ud, uden Forkundskaber, uden Dygtighed.

Selvfølgelig vil „Madsteder” ved Skolen egne sig udmærket til Forskole for disse unge Piger et Sted, hvor der vil blive nok at gøre til, at mange smaa Hænder kan tage fat.

Naar derimod Hr. Jakobsen fremhæver, at man i England ved slige Kogeskoler sælger Maden og derved faar en stor Indtægt, maa vi bestemt fraraade Kommunen at gøre sig Illusioner herom ved Skolebørns Bespisning.

Det vilde blive en altfor alsidig Bedrift og kræve altfor stor Driftskapital, som efter vor Erfaring ikke vil kunne sættes i nær Forbindelse med Børnenes Køkken.

Nej, kan Kommunen blot oprette „Madsteder”, hvor Børnene kan blive bespiste, og hvor de efter Spisetid kan faa Lov at opholde sig, til de har lært deres Lektier, saa er meget vundet.

Bespisning af de af Friskolens Skolebørn der trænger, et Opholdssted til Lektielæsning for dem, hvis Hjem er lukket ved Forældres Fraværelse paa Arbejde, og Forskole for de af Skolens Pigebørn, der skal paatage sig Tjenestepigegerning, det er Ønsket i Andragendet til Kommunalbestyrelsen, og Iværksættelsen af saadanne „Madsteder”, det er det, vi alle venter paa med Længsel.