Et af Københavns smukkeste Magasiner for Haandarbejder
Der er faa Kvinder, som ikke fristes til at staa stille udenfor Vinduerne paa Hjørnet af Linésgade og Frederiksborggade; thi smukkere Kunstbroderier, Tegninger, kniplede og hæklede Blonder ser man ikke ret mange Steder, skønt Københavns Damer staar højt i Udførelsen af kunstneriske Haandarbejder.
Men er Vinduerne indbydende, er det dog intet mod de henrivende Arbejder, som findes i Udstillingsskabene, hvilke adskillige Gange har været tømte og atter fyldte af moderne Broderier, siden de i Udstillingsaaret vandt Prisen: „Hæderlig Omtale”.
Her findes de skønneste Sofapuder med saa levende Blomster og Fugle, at man blot undrer sig over, man ikke hører Fuglesang eller fornemmer Blomsterduften. Her findes Brudeudstyr, lige fra Servietter, Pudevaar, Lagner med Tungebroderier og Knipninger til Sløjkjoler og søde smaa Børnesko med Forglemmigejer. Dog det er ikke blot de unge Fruer, der her kan faa deres Ønsker tilfredsstillede, selv den mest kritiske ældre Dame kan finde Filet guipure, Hedebosyning, franske, venetianske, antike og russiske Broderier.
Men det interessante er dog, at saa godt som alle Ideerne i det væsentlige er givne af Fru Willumsen selv, som nu i 18 Aar har drevet denne Forretning samme Sted. Uheldige Omstændigheder tvang hende den Gang til at tage sig sammen og skaffe sig Erhverv. Uden Penge begyndte hun at brodere Navn paa Lommetørklæder, hækle Blonder o. s. v. og lagde sine smukke Arbejder i Vinduet. Hendes ualmindelige Kunsttalent vakte snart Opmærksomhed, saa hendes Industrimagasin blev søgt af mange. Saa snart hendes lille Datter blev saa stor, at hun kunde række op over Disken, maatte hun, naar hun kom fra Skolen, kaste Bøgerne og hjælpe sin Moder.
Senere har Forretningen beskæftiget mange Damer, og den fører nu et stort Lager.
Vi underholdt os længe med den flinke, energiske Frue, der ved sin Dygtighed havde vist, hvad hun formaaede i Forretningslivet. Hun var enig med ”Hvad vi vil” og mente, at den vigtigste Betingelse for Kvinden var Ligestillelse med Manden i retslig Henseende. Hun udtalte sin Taknemlighed over for den Bajerske Lov af 7. Maj 1880 og saa i den et stort Fremskridt for den gifte Kvinde.
Hendes stærkt optagne Tid hindrede hende vel i at tage saa megen aktiv Del i den sociale Bevægelse, som hun ønskede, men Kvindesagen var for hende og hendes nu voksne Datter en Livssag; thi at Kvinderne for at skaffe sig Erhverv havde dobbelt Kamp, saaledes som de nu er stillede i det sociale Liv, det havde de erfaret.
Hun tilføjede, at Firmaet var villigt til hver Tirsdag Aften fra 8-10 at give unge ubemidlede Damer, som er Medlemmer af Kvindelig Fremskridtsforening, gratis Undervisning i fine Haandarbejder (se omstaaende Annonce).
Vi har ment, at Fru Willumsens Eksempel vil virke opmuntrende, og har derfor draget det frem for muligvis at give andre Kvinder Mod til at prøve paa lige som hun at omsætte deres Arbejde i Pengeværdier i Steden for, som det ofte gaar enligt stillede Kvinder: de mangler Selvtillid og Forstaaelse af deres Arbejdsevner og bukker derfor let under i Kampen for Erhvervet.