« Tilbage til søgeresultaterne
Ind- og Udland
Danmark. Cand. med. Frk. Carla Clausen er bleven ansat som Reservelæge ved St. Hans Sindssygeanstalt. Naar et Dagblad meddeler, at det er første Gang, en kvindelig Læge har faaet en saadan Ansættelse her i Landet, beror det paa en Forglemmelse, da flere saadanne findes. I en Fart husker vi: Frk. Marie Beckett, Reservelæge ved Aandssvageanstalten i Brejning; Frk. Thormona Christensen, Reservelæge paa Ebberødgaard; Frk. S. M. Anchersen, Læge ved Aalborg Amts Sygehus ; Frk. Reinhardt, som nylig holdt Foredrag i „D. K. S.” i Kbhvn., har været Reservelæge i 3 Aar paa Kysthospitalet.
Norge. „Skal ikke Kvinderne spørges?” er Overskriften paa en Artikel af Gina Krog i sidste Hæfte af „Nylænde”.
Anledningen er den i og for sig glædelige, at man i Norge nu for Alvor tager fat paa Ændringer i Loven om de „uægte” Børns Retsstilling. Stortingsmand Castberg er disse ulykkelige Væseners varme Talsmand, og hans hvasse Ord til baade Styrelse og Fædre har før været fremdragne her i Bladet. Det er hans Forslag i Stortinget i Fjor, der nu har fremkaldt en Rundskrivelse fra Justitsministeren til alle Landets Amtmænd, gaaende ud paa at skaffe Udtalelser om Sagen fra samtlige Byfogder, Politimestre, Landfogder og Fattigforstandere; Amtsformandskabet og Kommunalbestyrelserne har ogsaa at afgive Betænkning om, „hvorvidt det maa antages, at udenfor Ægteskabet fødte Børn bør tillægges Arveret overfor Fædrene og deres Slægt, og i bekræftende Fald, om den Udstrækning, i hvilket saadant bør ske.”
„En vældig Mængde mandlige Autoriteter”, udbryder G. K. ved Tanken om, hvor betydningsfuldt for Moralen i det hele og for Børnenes Skæbne især det vilde være, om den ene Halvdel af
„ Autoriteterne” var Kvinder.
- I samme Nummer meldes under Overskriften. „Reaktion”, at „Norsk Tjenerforbund” (i Moralens Navn, naturligvis!) har villet udstemme kvindelig Betjening fra Restauranter, samt at Postembedsmænd er komne i Fyr og Flamme paa Grund af en Kvindes Ansættelse som Postmester i Langesund, o. endnu fl. lign.
Saa meget desto ivrigere fortsætter da N. K. F. hele Norge over sine Bestræbelser for at udbrede Forstaaelse af Kvindebevægelsens Samfundsbetydning. Gina Krog har bl. a. holdt en Del vellykkede Foredragsmøder saa langt borte som i Nordlandene.
- Kvinder som Embedsmænd. Kristiania, den 9. November. I Følge „Morgenbladet” kan der snarest ventes forelagt Odelstinget Regeringsforslag om Kvinders Adgang til at blive Embedsmænd.
Sverige. „Dagny” meddeler, at 93 akademisk uddannede Kvinde har indsendt et udførligt begrundet Andragende til Kong Oscars Regering, gaaende ud paa at opnaa Ligestilling med deres mandlige Kolleger, baade m. H. t. Ansættelser, Lønninger og Pension; desuden ønsker de sig betragtede som selvskrevne Medlemmer af Samskolens Lokalstyrelser saa vel som af Skolekommissioner.
Efter „Idun” har Sverige nu 30 kv. Farmaceuter, og en Dame har nylig taget Apothekereksamen med Ret til at drive Apothek. (Ogsaa Ungarn beretter om sin første kv. Apotheker).
Østrig. I dette Land har de mandlige Jurister ved Ansøgning til Justitsministeren prøvet paa at hindre deres kv. Kolleger i den frie Udøvelse af det Arbejde, som deres Eksaminer berettiger dem til. Der blev imidlertid intet Hensyn taget til Andragendet; tværtimod fandt Ministeriet sig foranlediget til at minde de forskellige Domstole om, at kv. Jurister havde samme Ret som de mandlige, forudsat at Deres Fuldmagter var i Orden. Naturligvis maatte „Moralen” ogsaa her tjene til Skalkeskjul; det hed sig bl. a., at de unge Piger ved Gennemlæsning af Akterne udsættes for at komme ind i Ting, der kunde være farlige for deres „Sædelighed”! Hvornaar mon Mændene vil begribe, at oplyste Kvinder vil være Moralens bedste Værn: vil blive en Støtte for Mændenes Sædelighed?
I Wien er 3 Kvinder nylig blevne Medlemmer af Fattigkommissionen.
Samme Steds virker den „Kv. Afholdsforening” med Politiets Tilladelse til at modarbejde
Brændevinssalget ved daglig Udsending af ambulante Haandvogne med varme alkoholfri Drikke (The, Suppe, Kakao).
Tyskland, Ved Heidelberger-Universitetets 100 Aarsfest kreeredes adskillige Æresdoktorer, deriblandt to Kvinder, der har udmærket sig ved Bibel- og gl. østerlandske Studier.
- Den tyske Juristforening har besluttet ogsaa at optage kvindelige Jurister som Medlemmer. Begyndelsen er gjort mod Dr. jur. Fru Maria Ruschke.
- I Stuttgart har man efter endt Prøvetid hos Politilægen ansat en forhenværende Sygeplejerske som Politiassistent; Kvindefanger og prostituerede sorterer under hende.
- Social Oplysning trænger nu ogsaa ind blandt de velstaaende Klassers kvindelige Ungdom. Berliner Victoria-Lyceum lader i denne Vinter for sine Elever - mest Rigmænds Døtre - afholde en Række Foredrag om Samfundsforhold.
Holland. Amsterdams Magistrat har nylig ansat sin første kvindelige Skoleinspektør med samme Løn som de mandlige.
Af Socialdemokraterne er i Rigsdagen indbragt Forslag om Kvindens lige politiske Valgret med Mænd.
Frankrig. „La Fronde” udkommer ikke mere. Mme Durand og en hel Del af hendes Hjælpere har sluttet sig til Dagbladet „L’Action”, der er særlig virksomt i den nuværende Kulturkamp. En af Regeringen understøttet kv. Læge har for et Aarstid siden i Algier aabnet en gratis Konsultation for Kvinder og Børn; Tilstrømningen er uhyre: 4643 i et Aar - Stakler, hvem religiøse Forskrifter har hindret i at søge mandlig Lægehjælp.
Schweitz. I Basel er der udkommet en Lov om Kvinders Optagelse i Skolemyndighederne.
England. Londoner Handelskamret paatænker at ændre sine Statuter derhen, at ogsaa Kvinder kan faa Sæde deri, da man finder det uheldigt, at de mange i Handel og Industri virkende Kvinder ikke har nogen officiel Repræsentant
- Et Morgenblad, skrevet af Kvinder for Kvinder, ventes at ville udkomme i London om kort Tid. I Paris, har der været et saadant (La Fronde). Men, mærkeligt nok, er de fleste af Ugebladene for Damer i England enten udgivne eller ledede af Mænd.
Ved et stort Møde, afholdt af Ærkebispen af Westminster og bivaanet af den fornemme Verdens mandlige og kvindelige Spidser, vedtoges det at virke hen til, at Kvinder i højere Grad end nu
(i Øjeblikket kun 1000 af 24000) ansættes i Fattigvæsenets Tjeneste.
I Manchester er Miss. Caussel bleven ansat som Overlæge ved den gynækologiske Klinik.