Fra Tjenestepigen.

Højstærede Redaktør!

Da min Artikel om Tjenestepigens Juleaften har fremkaldt Indlæg fra forskellige Sider, beder jeg om Plads i Deres ærede Blad for et Par Bemærkninger. De Damer, der har søgt at belyse Sagen, synes ikke at være enige om den Maade, hvorpaa Spørgsmaalet om vor Emancipation skal løses. Mariane Pedersen synes at behandle Sagen med en vis Overlegenhed og kalder de Eksempler, som er fremførte, for Anekdoter!

Alle er enige med mig i, at Tjenestepigen selv er uden Evne til at hæve sig til en bedre Stilling, idet de alle er enige om, at hun mangler Dannelse. Deri ligger selvfølgelig Kernen; thi hvad enten Fruen er mere eller mindre dannet, naar Pigen selv sidder inde med Aandskraft og Intelligents, saa vil hun kunne forbedre sine Kaar, og dette er Maalet, vi stræber imod. Mariane Pedersen giver Udkast til en Reform og mener, at dersom den gennemføres, vil vort Arbejde endog blive „mageligt” - maaské ; men jeg tror ikke paa, at den lader sig virkeliggøre, naar vi indskrænker os til at foreslaa Herskaberne at give os Fritid. Egenlig ser jeg derfor ikke, at den første Debat løser Spørgsmaalet, og man maatte se meget ensidigt paa Tingene, dersom man sagde, at alle Herskaber var, som jeg har skildret i min Juleartikel, men jeg mener at tale om det store Flertal.

Fru J. Rousing og Redaktionen har Ret i, at der findes Herskaber, som ikke vil kunne glæde sig Juleaften, uden ogsaa at glæde deres Piger, men skal denne Indvending gelde som Indlæg, naar der er Tale om „Tjenestepigens Juleaften” som Helhed, røber dette kun Ukendskab til vor Stilling i det store hele, og en Stand er ikke tjent med, at man nøjes med at fremføre de enkelte gode Exempler, naar det dog faktisk forholder sig anderledes med det store Flertal.

Julie R. synes ikke at tillægge vort Arbejde nogen Betydning for Hjemmets Hygge. Lad os da prøve paa at udelukke Pigens i Arbejde i Hjemmet, Jeg tror, det vil savnes. Mon ikke en god Tilberedelse af Maden og Stuepigens Gerning skulde have Betydning saavel i intellektuel som i ren ydre Retning? Er det sandt, at Arbejdet er Kilden til Lykke, saa er det uretfærdigt at lade haant om os Arbejdere, som ofrer vor Tid og Kraft for andre, uden selv at kende Lykken. Det er ikke afgjort, at Husfaderen altid er den, der har anstrengt sig mest for at skaffe de Midler til Veje, som Pigen skal bruge til Maden, maaské han sidder ganske roligt i sin lune Stue og har andre til at indbringe sine Midler. J.R. skriver endvidere: „Det lyder jo, som om Tjenestepigerne var Offerlam for alle Stænder.” Hertil skal jeg bemærke, at det er urigtigt, at J. R. siger ”alle Stænder”; thi jeg har kun talt om Herskaberne. Mere Ret faar J. R., naar hun taler om „Offerlammet”. Dette lyder næsten ironisk i Fruens Artikel; men kan noget Menneske tvivle om Sandheden i J. R.s Vending: thi hvad kan man vel kalde dem, der for at leve maa ofre al personlig Frihed. Jeg mener, Fruen har fundet det rette Navn, „Offerlammet”. Fruen mener, at vi sælger vort Arbejde i Lighed med andre Mennesker. Ja, det er kun det, vi vil have Lov til; men kan Fruen virkelig mene dette. Andre Arbejdere staar jo dog selv for at bestemme baade Arbejdstid og Løn, hvorimod vi ifølge Tyendeloven er underkastede Herskabets Vilkaarlighed. Man kan ikke sige som J. R., at det kun er Tjenestepigernes Fantasi, naar der tales om at blive set ned paa, saa længe der er Beviser for, at vi bliver det. J. R. siger, at det kun er fordi, vi er tilbøjelige til at se ned paa dem, der staar under os i pekuniær og social Henseende. Hvem mon der egenlig staar under os i den Retning? Endvidere skriver J. R.: „Jo mere virkelig Dannelse, jo mindre seen ned paa andre.” J. R. vil dermed sige, hvad desværre maa sandes, at Tjenestepigerne kender ikke den virkelige Dannelse; men det er jo denne, vi forlanger Lejlighed til at komme i Besiddelse af, og for overhovedet at vække en Bevægelse for at naa dette Maal, maa vi da først stille de virkelige Forhold frem for at vise, hvilke Brøst, der findes.

Jeg mener derfor, det kan være rigtigt at fremdrage enkelte Eksempler fra vort daglige Liv; thi selv om de ikke gælder overalt, saa udtrykker de dog den samme Aand, som gaar igennem det Liv, som Flertallet af os lever, og det er det, vi maa tage Hensyn til, naar der er Tale om en Reform.

Karen Laursen Prip.

Med Karen Laursen Prips Svar betragter vi Diskussionen om Tjenestepigens Stilling foreløbig endt, og vi beder de mange, hvis Indlæg vi ikke har optaget, om Undskyldning herfor. Vi frygter nemlig for at trætte vore Læsere ved Gentagelser; især da det synes os, som om de stridende Parter alle skyder forbi: thi det er dog en Kendsgerning, at Tjenestepigen, hvis Gerning, mere end nogen andens, der sælger sit Arbejde, bestaar i personlige Tjenester, ogsaa derfor er udsat for Indgreb i hendes personlige Frihed.

Den sikreste Vej til Frigørelse for disse Overgreb fra Herskabets Side, som selv Tyendeloven hjemler Ret til, er, at der forlanges en bestemt Fritid fra Tjenestepigernes Side; thi det er dog kun en ganske simpel menneskelig Fordring, at der ogsaa for hende er Tid til Hvile og Tid til Frihed. Der maa være Tider paa Dagen, da Herskabet ikke har Ret til at forlange hendes Tjeneste. De Familier, der ikke har Raad til at give hende det, har heller ikke Raad til at holde Pige. I større Huse kan der byttes Personale som ved Hospitaler og andre Stiftelser.

Vil de, der arbejder for Forbedring i Tjenestepigens Kaar, skaffe hende Hvile og Frihed, saa er der dermed givet hende en vigtig Betingelse til at søge den Oplysning og Udvikling, som i nogen Maade kan give hende Adgang til den Dannelse, som Karen L. P. ved sine Artikler ligesom i et Suk lader Læseren føle, at hun længes efter.

Redakt.