« Tilbage til søgeresultaterne
Den frie udstilling
I.
Man møder her hvert år med samme højtstemte fordring om noget ungt og nyt og helst noget, der bringer bud fra kunstens forjættede land. Herfra skulde fornyelsen komme, herfra skulde man hente våben mod filisteriet. I virkeligheden er man i stand til at gå herfra uden nogen løftelse - udstillingen har ikke formået at aftvinge os nogen respekt for „det store” i kunsten.
Der er heller ikke i år noget billede, der samler de besøgende med særlig styrke. Man ser forventningsfuldt til Zahrtmanns væg - glædes over flere yndige småbilleder fra Italien som: Klostergaard i Venedig - Hønsepige - Fest i Civita d’Antino - indtil man kaster sit blik på det store lærred: Promethevs. Det skræmmer ved sine grelle farver og skuffer ved den udtryksløshed, der hviler over scenen. To portrætter af Julius Paulsen søger tappert at hævde emnets ligegyldighed for kunstneren.
Af tør realisme kan nævnes Frits Sybergs mange akvareller af fynske landskaber - samt en portrætgruppe: Moder, og søn, der træder én imøde med Ejnar Nielsensk gravstemning. Mere romantiker er Johan Rohde, der i flere småbilleder stemningsfuldt gengiver den sære poesi, der hviler over Christianshavn og havnelivet i de gamle bydele. Et billede fra Italien: Bønder foran et værtshus i Terracina virker gribende ved det liv, der er over optrin og de enkelte personer deri.
Den umiddelbare farveglæde finder en dyrker i Viggo Pedersen, Blomsterpragt i solskin på græssets grønne baggrund virker kraftigt i et par mindre billeder. I det store: Blomstrende eng under skovklædte høje - mærker man lidt af den overlegne kunst. Man dvæler gerne og længe derved.
