« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Slægter. Iagttagelser fra en sindssygeanstalt, af dr. Fr. Lange, overlæge ved Middelfart sindssygeanstalt. Gyldendal.
Der var en tid, da man tænkte sig livet som en afsluttet helhed, hvorfra der vel kunde udskilles undtagelser, men de skyldtes da enten det enkelte individs fejlgreb eller Guds indgriben med straf og nåde. Da kom udviklingsteorien med sin lære om individets afhængighed af sin arv og sine omgivelser og dets kamp for tilværelsen. Denne lære kastede et forståelsens lys over tilværelsens tilsyneladende meningsløshed. Den moderne videnskab søger sammenhæng og logik. De enkelte fænomener får først interesse, når de står i Forhold til andre fænomener. Denne tanke har ogsaa været ledende for dr. Lange.
Som forfatteren selv bemærker, kan det volde mennesket kval at tilegne sig nye tanker, at flytte sine telte fra det ene erkendelsesfelt ind i et andet, alt som livets udvikling kræver det og fører det med sig, og derfor vil det sikkert falde mangen en tungt at lade sine tanker løbe i traad med forfatterens. Thi den lære om livet, han søger at slå fast, rækker langt ud over tidligere slægters optimisme og bunder dybt i videnskabsmandens skeptisk søgende blik og han tankes logiske konsekvens. Hans mening er kort og godt, at livets udvikling umuliggør en tilstand, hvor sundhed og lykke kan existere for alle individer. En slægt kan nemlig ikke i generationer yde førsterangsarbejde, uden at der tæres paa slægtens sjælelige kraft og dette hjærneslid fører slægten til degeneration. Denne lære om „de store slægter" er da bogens kærne. Forfatteren er i sin fremstilling den kritiske videnskabsmand; han har i en menneskealder samlet materiale og har grupperet og ordnet, indtil han nu kan lå system i sine iagttagelser, og. da ser han for sig sindssygdommene i fire klart afgrænsede grupper: sindssyge stammende fra 1) sindssyge forudsætninger, 2) fra drikfældige forældre, 3) fra epileptiske forudsætninger. - Disse tre klasser karakteriseres som: „mørkets magter, om end i forskellig grad og afskygning, hvorfra der ikke hæver sig et eneste formildende og forsonende moment".
Det er derimod tilfældet med den sidste gruppe; der findes ingen „mørkets magt" derimod såre ofte en glans af det strålende lys, der vælder fra kunstens sfære. Individerne her knyttes sammen ved et fælles fysisk kendetegn: den urinsure diatese, eller som forfatteren kalder det - den uratiske degeneration. Det er individer, der står som de sidste udløbere fra en stor slægt, hvis fond af åndelig kapital er opbrugt, og som nu stunder sin afslutning i møde.
Til gunst for denne systematisering og særlig for hævdelsen at den uratiske degenerations særstilling anfører forfatteren mange og vægtige grunde, og benytter en sådan rigdom af historiske og poetiske billeder, at man aner en literær dannelse, der rækker vidt ud over fagmandens specielle læsning.
Tråd i tråd med denne karakteristik af degenerationen følger en vurdering af følelseslivet i forhold til vor tids grundfaktor: den logiske tænkning. Det er kunstneren, der sættes mod videnskabsmanden. Der er over den hele bog et præg af store tanker og åndfuldt vid, der sikkert ikke nåes uden en indgående forbindelse mellem livets „primære og sekondære" faktorer: logisk tænkning og kunst.
G. M.
Kulturelle og historiske Tidsbilleder. Barndoms- og Ungdomserindringer af Elfride Fibiger. 298 Sider.
Mit Forhold til hende. Af Søren Kierkegaards efterladte Papirer. Ved Henriette Lund. 130 Sider.
Om de to Bøger, begge udkomne paa Nordisk Forlag, gælder, at Størrelsen staar i omvendt Forhold til Værdien. Lige saa langtrukken den ene, lige saa blottet for Interesse; ligesaa kort den anden, ligesaa indholdsrig og fængslende.
Hvad der kan have bevæget E. Fibiger til Offentliggørelse af disse trættende Memoirer, der mindst af alt leverer kulturelle og historiske Tidsbilleder, er ikke let at forstaa; vi gaar dem forbi i Tavshed.
„Mit Forhold til hende" indeholder derimod - alle Mangler ved Udgivelsen upaatalte - et væsentligt Bidrag til Forstaaelse af Kierkegaards halvvejs æventyrlige Livssaga. „Brevene til hende" fastslaar - Erik Bøgske Skumlerier til Trods - at Kierkegaard virkelig har holdt varmt og oprigtigt af sin Regine, saa varmt, at han endog efter Bruddet har tænkt sig Muligheden af at forny Forbindelsen, jfr. Brevene til Boesen og Erklæringen i efterladte Papirer: havde jeg haft Tro, var jeg bleven hos hende. Hvordan iøvrigt den hele Sammenhæng har været, hvilke og hvor berettigede Motiver Kierkegaard har haft til sin Optræden, er Spørgsmaal, hvis Drøftelse kræver mere Plads, end Anmelderen har til sin Raadighed, saa meget er i hvert Fald en Kendsgerning, og vel den betydningsfuldeste, at det var Forholdet til hende, der gjorde Kierkegaard til den store Forfatter; thi som D´Israëli skriver: Manden er skabt til at være stor; men det er Kvinden, der tilskynder ham til at blive det.
cand theol.
Tidens naturlære af Paul la Cour, videnskabeligt folkebibliothek. Gyldendal.
Religiøsitet og æsthetik - fantasi og følelse - hvor har ikke disse to faktorer spillet eneherrer i den dannede verdens åndsliv. Og hvor sørgelig liden sans er der ikke endnu den dag i dag for erkendelsesvidenskaberne, skønt hele den moderne verdensanskuelse bygger på dem og alene på dem. Men der foregår en strømkæntring. Skolerne må efter megen kamp knæsætte naturfagene: fysik, kemi og botanik. Af bøger om naturfænomener, som folk kan læse med udbytte, er der endnu kun få. Mange tager blot sigte på den praktisk-nyttige side, tekniken, og andre ser kun derpaa med store undrende øjne. „Tidens naturlære" er skrevet med blik for den store sammenhæng i naturen, og stiller tingene på deres plads i forhold dertil. Derfor virker sådan en bog så overbevisende. Naturlæren er kanske den første videnskab, menneskene har givet sig af med, og har i hvert fald givet stødet til mange af de andre exakte videnskaber. Deri turde dens betydning være begrundet, la Cour skriver folkeligt og klart om solen, kalenderen og jordkloden, samt skildrer de praktiske resultater af menneskenes syslen med tidsbegrebet, navnlig: uhret og kronografen. Den historiske fremstillingsmåde, som forfatteren anvender, virker netop i et sådant populær-videnskabeligt værk i højeste grad underholdende og letter forståelsen.
G. M.
Fra den romerske Kejsertid. Kulturbilleder af A. B. Drachmann, videnskabeligt folkebibliothek. Gyldendal.
Forfatteren siger i forordet, at han i fremstillingen har holdt sig til det typiske, og at skildringen derfor ikke gør krav paa fuldstændighed. Der er sikkert ingen, der vilde mistænke docent Drachmann for overfladiskhed; det siger sig selv, af inden for de grænser, videnskabeligt folkebibliothek stiller sig, kan der kun gives en fremstilling i store træk af et så betydningsfuldt historisk tidsrum, hvor tilmed så vældige åndelige og sociale brydninger finder sted, at det bliver såre vanskeligt at fastslå det typiske.
Til grund for sin skildring lægger forfatteren den omfattende viden, man har om kejsertiden gennem udgravninger fra byen Pompeji, hvoraf nu halvdelen er bragt for dagens lys med velbevarede huse, templer og inventar. Derfra og fra samtidens betydelige literatur har forfatteren hentet stof til sin interessante fremstilling af oldtidslivets forskelligste former. Med størst interesse læses vistnok de sidste kapitler om de sociale og religiøse tilstande. De øvrige afsnit, der omhandler Pompeji - bygninger, dagligt liv og offentligt liv m. m. er til gengæld udstyret med mange fortræffelige billeder.
G. M.
