Religionsundervisningen i Skolerne.
For at undgaa Misforstaaelse over for mine Artikler her i „Kvindebladet”, maa jeg bede Redaktionen godhedsfuldt optage følgende Bemærkninger til Frida Schmidt:
1. De forstaar ikke, „hvorledes man kan undervise i Historie uden at omtale de forskellige Kristne og Ikkekristne Religioners Historie.”
Men De véd da meget vel, at den Omtale, de Ikkekristne ja, endog de Ikke-lutherske Religioner faar i de lutherske konfessionelle Skoler, er værre end ingen, idet Fremstillingen foruden dette, at den gaar over den med en Harefod tillige er saa partisk og dermed vrang, at den slet ikke giver Tilhørerne noget frit Valg mellem de forskellige Religionsformer.
Det, der maa kræves, hvor der skal undervises i Religionshistorie, er en upartisk og ligelig Fremstilling af de forskellige Hovedformer for Religionen, saa Eleverne ikke paavirkes til at godkende nogen enkelt bestemt Form, men stilles frit over for Valget.
2. De tager fuldstændig fejl, kære Frida Schmidt, naar De tror, at man, fordi man ikke tror paa de Aabenbaringer, der fortælles om i Bibelen, Koranen og andre Religionsgrundskrifter, saa ikke véd, hvor man skal søge „Trøst mod Dødens Kulde og Lægedom for Hjærtets Ve”. Thi for mig er det netop bleven en alt for fattig Trøst, som disse hinanden modsigende „Aabenbaringer” kan give.
Nej, der er en anden Aabenbaring, som er mere paalidelig som kommer til alle Mennesker og ikke blot til nogle faa som er fri for alle Selvmodsigelser og derfor kan staa for al Kritik. Det er selve
Livets Aabenbaring.
Igennem det skabte Liv og Lovene for Tilværelsen aabenbarer den almægtige Gud sig til alle Tider og for alle Mennesker og giver sin Vilje til Kende.
Og min Overbevisning er, at hvis der virkelig gives en Fortsættelse af det individuelle Liv paa hin Side af Dødens Bro hvad ingen af os Kan vide det aller mindste om saa vil alle Mennesker uden Undtagelse faa Lod og Del i dette Liv sammen med Gud, da det er fuldstændig i Modstrid med Tanken om Guds Alkærlighed og Almagt at tro, at han skulde skabe sig Børn, om hvilke han i Forvejen vidste, at de kun vilde forøge en Modstanders Hær og volde hans øvrige Børn Fortræd.
Og se dette: at turde tro paa alle Menneskers Ligestilling efter Døden, er en langt lykkeligere og trøstefuldere Tro at have end de Kristnes: at kun faa vil frelses, og de fleste vil gaa fortabt. Thi hvad Værdi vilde det Paradis kunne have for mig, der i Evighed udelukkede mig fra Samlivet med - maaské min Hustru eller nogle af mine Børn?
3. Men naar Skolerne fremhæver Troen paa en enkelt Religionsform som det eneste saliggørende, og derved lærer Eleverne til at dømme alle anderledes troende og tænkende Mennesker til et evigt Helvede, da opdrager de Ungdommen til Intolerance og Hovmod. Og denne religiøse Intolerance giver De selv, gode Frida Schmidt, en lille Smule tilkende ved at fremsætte den Anskuelse, at fordi vi har hver sit religiøse Standpunkt, saa skulde al Diskussion mellem os være frugtesløs, og vi skulde kun have Ynk tilovers for hinanden.
Saaledes bør man ikke opgive hinanden. Det er i alt Fald ikke efter Bj. Bjørnsons Kærlighedslov: „Elsk Din Næste, Du Kristensjæl! Træd ham ikke med Jernskohæl, ligger han end i Støvet. Alt, som lever, er underlagt Kærlighedens Genskabermagt, bliver den bare prøvet.”
Og jeg tror rigtignok, at hvis vi Forældre sammen med Skolerne i Stedet for at docere for Børnene, at den og den Tro frelser til Salighed, lærte dem rigtig at forstaa og følge denne Kærlighedslov tillige med samme Bj. Bjørnsons nedenfor anførte Trosbekendelse da vilde vi naa et adskilligt bedre Resultat i vort Opdragelsesarbejde, end vi nu gør.
„Den, som lever i mig,
han behøver jo ej
nogen Midler; jeg ejer ham jo: det er Dig!
Er mit Evighedshaab
ifra ham, er det Daab
af hans Aand over min er det Dig, er det Dig!
hvi bestemmer jeg Orm
da min Evighedsform!
Jeg taer ydmyg min Lov; thi jeg véd, den er Dig!
Var jeg værdig et „Bliv”
kom, Du Magt, som er Liv,
naar Du vil, som Du vil, det er Dig, det er Dig!
