Otte Dages Skilsmisse.
„Men Du havde saa brede Skuldre, at Du kunde bære det og mere til”, sagde Grossereren „Lad os drikke et Glas paa, at det stadigt maa gaa fremad!”
„Saa er De vel Deres Moers Øjesten”, sagde Valeria.
„Aa, jeg har prægtige Brødre, men de kom tidligt ud. Ja, hun har nok elsket mig højt, men ikke paa de andres Bekostning. Hun er ikke saaledes. Maaske hun snarere har været strængere mod mig end mod dem. Hun kunde ikke tænke sig, at noget skulde kaste Skygge paa min Ære. Jeg mener kun tilsyneladende”, sagde han smilende til Valeria, „ti i Virkeligheden haaber jeg at kunne løfte mit Skjold spejlblankt imod Alverden.”
„Det glæder mig”, sagde Valeria alvorligt. „Skaal for Deres spejlblanke Skjold!”
De drak, og deres Blikke mødtes, hans fast og ærligt, hendes alvorligt og sympatisk.
„I Begyndelsen var det svært for mig”, sagde Konsul Gedde, „at skjule for min Moer, naar Huset led Tab. Jeg var saa vant til at gaa til hende med mine smaa Bekymringer, at det næsten syntes mig grusomt at holde hende fjernet fra mine store. Desuden var hun saa øvet i at læse i mine Ansigtstræk, at der fordredes en ikke ringe Selvbeherskelse, for at hun ingen Ting skulde ane”
„Var det da saa nødvendigt”, sagde Valeria. ”Jeg er bange for, at det er et stort Misgreb af Mændene, naar de tror, vi ikke duer til at dele deres Bekymringer og bære deres Byrder.”
„Hun sagde ganske det samme til mig, da jeg efter nogle Aars Forløb fortalte hende, hvad vi havde kæmpet os igennem og hvor nær Afgrunden vi havde været flere Gange. Nu deler hun med mig Bekymring saa vel som Held, og hun har et Hjærte fuldt saa modigt som mit eget. Saa
lille hun end er, saa er hun just en Moder i Stand til at opdrage stærke Mænd.”
„Skaal for den lille Kvinde med den modige Sjæl og den stærke Æresfølelse”, sagde Grossereren.
„Til Sommer skal Du tage din Frue med og komme og besøge os i København. Det Løfte maa Du give mig, Brügge. Jeg har købt en ny Villa paa Gamle Kongevej, I maa komme og indvie Gæsteværelserne.”
„Det var ikke umuligt, vi tog dig paa Ordet.”
„Aa, hvor det vilde være morsomt”, udbrød Valeria og rødmede af Glæde.
Saa rejste de sig fra Bordet, og Herrerne gik ind til Grossereren for at ryge en Cigar.
Om Aftenen musiceredes der og passiaredes, og da Konsulen efter Aftensbordet saa paa sit Ur og leende udbrød: „Elleve! Tiden er gaaet saa behageligt, at jeg troede den var slet ingen Ting”, saa syntes Valeria, at han udtalte hendes Mening. De skiltes i den hjærteligste Stemning og Indbydelsen til Sommerbesøget fornyedes, Løftet gentoges.
Efteraarsmaanederne gik, og hen paa Vinteren kom der Brev fra København. Det var adresseret til Grosserer Brügge. I Konvoluten laa et Kort med sort Rand og et Brev til Valeria, der lød saaledes: „Bedste Fru Brügge!
Da jeg syntes at se, De nærede en ganske særlig Interesse for min Moder, kan jeg ikke andet end underrette Dem om, at hun ikke længer findes iblandt os. Hun gik en Søndag Eftermiddag i Kirke, idet hun til vor Forundring afslog min Søsters Tilbud om at gaa med.
„Jeg har en Følelse, som maa jeg være alene”, sagde hun. Efter en Times Forløb kørte en Droske ind i Gaarden. Hun var sunken ned paa en Stentrappe og havde derfra vinket til Kusken, der kørte forbi. Jeg tog hende i mine Arme for at bære hende ind. Smilende sagde hun til mig: „Lille Barn - jeg kan godt gøre det selv”. Det var hendes sidste Ord - da jeg lagde hende ned paa Sofaen, var hun allerede død. Det Ord kan godt være en Minderune over hele hendes Livsgerning - „skaan alle andre, bær alt selv”.
Nu trænger vi mere end nogen Sinde til vore Venners Besøg Lad mig se, De ikke glemmer Deres Løfte.
Deres ydmyge Krister Gedde.
Foraaret kom, og Grosserer Brügge erklærede, det var ham umuligt at forlade sine Forretninger i den aller travleste Tid. Det var ligesom en Skuffelse for Valeria, men hun bar den dog med et glad Ansigt, saa da det led henad Juni Maaned, kom der et Brev fra en Tante i Malmø, og det var afgørende. Tanten havde hørt om deres Københavnerplaner og skrev nu og opfordrede Valeria til i det mindste at tilbringe nogle Dage hos hende i Forbirejse. Da fik Grossereren en lys Idé. Valeria skulde rejse alene, det var den simpleste Sag af Verden. Paa alle hendes Indvendinger svarede han blot: Det er jo kun otte Dage, dem kan den lille Frue vel nok klare sig paa egen Haand.”
Ja, derved blev det, Valeria skulde rejse. Hun gennemgik den sædvanlige Rejsefeber, der næsten ligner Samvittighedskvaler og som gerne gaar forud for slige Rejser, hun vilde tusend Gange afstaa fra den, og dog sad hun en skøn Dag i Damekupéen paa Malmøtoget forsynet med en Rejsehaandbog, Rejseliste og hvad mere, der hører til en saadan Udrustning. Hun kunde ikke føle nogen rigtig Fornøjelse, hverken ved Rejsen eller ved at se Tanten, eller ved Haabet om for første Gang at faa et andet Land at se, før hun Dagen før hun skulde rejse fra Malmø fik et Visitkort fra København. Det indeholdt kun de Ord : „Min Søster og jeg vil tage imod Dem. Velkommen til Sjølunds fagre Sletter!” Der var ikke meget i disse Ord, men hun havde hidtil haft en Fornemmelse af at være saa alene, og nu følte hun sig paa en Gang saa stærk og saa modig. Nu begyndte hun at synes, at det dog var en stor Fornøjelse at rejse. Da Skibet nærmede sig Havnen, saa hun Konsul Gedde og hans Søster staa tæt ved Barrieren.
