« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Samfundet
Fru Charlotte Eilersgaard, formand for D. Kv. Sf.’s kreds i Middelfart, har i Højskolebladet
nr. 8 d. 24. Februar påbegyndt en afhandling, som kaldes „En kort Oversigt over Kvindebevægelsen i Danmark”. I denne findes en omtale af Kvinden og Samfundet, som indeholder så meget urigtigt, at vi ser os nødsaget til en udførlig imødegåelse.
D. Kv. Sf. har ikke 19, men 25 kredse, fællesstyrelsen har 9 og ikke 6 medlemmer. Kv. og Sf. er ikke „fra Fjortendagesblad blevet Ugeblad”, det er tværtimod fra ugeblad blevet fjortendagesblad. Frøknerne Anne Bruun og Minne Brun burde ikke have været slåede sammen til „Anne og Minne Bruun”. Ved det teologiske fakultet må kvinderne ikke mere slutte med en særlig prøve (se Kv. og Sf. Nr. 2 d. 20/1 05), men kan tage selve embedsexamen. Om alle disse ting vilde fru E. have været underrettet, hvis hun havde haft „Kv. og Sf.” ved hånden, da hun skrev om det.
Følgende stykke:
Dets Reklame indskrænker sig stadig til, at et Par Damer bly gaar op paa de enkelte københavnske Bladkontorer og beder dem skrive nogle pæne Ord om det. Eller de sender nogle gamle Aargange ud til nogle Provinsredaktioner.
tager sig ikke godt ud - særlig da det er ganske urigtigt. Vi sender ikke unge damer til de københavnske redaktioner så lidt som gamle årgange til provinsredaktioner. Den bedste reklame, som kan gøres for vort blad, er, at kredsstyrelserne agiterer for det og, hvor de kan, gør det omtalt - på en sympatetisk måde og med rigtige oplysninger.
Langt værre er dog fruens hele misforstående opfattelse af bladet i almindelighed; og det må meget beklages, at en af vore egne kredsformænd kan give en så urigtig og så nedsættende omtale af hendes egen organisations organ i et så udbredt blad som Højskolebladet.
Fru E. nævner med sorg, at Kv. og Sf. har kostet D. Kv. Sf. pekuniære ofre i stedet for indtægt. Dette forhold synes dog ganske naturligt; bladet er ikke en forretning, men et organ for ideelle bestræbelser.
Og at sammenligne det med „Husmoderens Blad” og „Damernes Blad”, som fru E. gør, er ganske misvisende.
Disse blades formål er praktiske: at give huslige råd, nyttige vink for kvindernes dagligliv, underholdning. Vidt forskelligt herfra er vort formål - : Vi virker for forbedring af kvindens stilling i samfundet og i hjemmet, for kvindens retslige og økonomiske ligestilling med manden. Hine blade konkurrere med hinanden indbyrdes men ikke med os, og vi ikke med dem. De kan kaldes kvindeblade, vi er et kvindesagsblad. De udgives under den udtrykkelige forudsætning, at de skal give deres udgivere et „pekuniært udbytte” - vi udgives som organ for det organiserede kvindesagsarbejde, under den udtrykkelige forudsætning, at vi skal vinde fremgang for denne sag, selv om det bliver med pekuniært underskud.
På intet punkt er sammenligning mulig.
De ord af fru E., som har gjort os mest ondt, er dog følgende.
Et Foretagende, der i en Aarrække har ført en i Økonomisk Henseende hensygnende Tilværelse, rejses ikke let. Og skulde Bladet helt forsvinde, kan Savnet bæres, idet de fleste Dag- og Ugeblade for Øjeblikket med Interesse og Sympati behandler Kvindesagen og gerne optager enhver nogenlunde velskreven Artikel derom.
Med den „hensygnende tilværelse” forholder det sig således, at der nu er 11 holdere for hver 5, som den nuværende redaktion „overtog”. Til sommer er det vor hensigt at anmode fællesmødet om at gøre bladet til medlemsblad for hele D. K. S. Til denne plan havde vi håbet på alle kredsstyrelsers - også fru Eilersgårds - støtte.
Der er store kredse af befolkningen, hvor kvindesagen endnu langt fra har slået tilstrækkelig rod. Blandt dem har vi en opgave. Det er ikke nok, at der findes blade, som „med „sympati” behandler kvindesagen og „gerne optager” enhver velskreven artikel derom”. Der behøves et blad, som har dette som pligt og som sin egentligste opgave.
Men deler fru Eilersgaard ikke denne mening, og læser hun end ikke sin egen organisations blad, hvad hendes ukendskab dertil lader formode, så bør hun dog ikke modarbejde bladet ved en så urigtig og uvenlig omtale. Dette har hun alligevel gjort - vi indstiller hende til D. Kv. Sf.’s medlemmers dom.