Otte Dages Skilsmisse.

Ingen maatte komme ud paa Skibet og hilse paa de Rejsende før Toldeftersynet var til Ende, men Folkene var høflige mod Valeria, og hendes Sager var snart forsynede med det sædvanlige Kridtmærke. Bommen aabnedes for hende, og hun hilste paa de Ventende. Nu følte hun sig for første Gang glad, glad som en ung Pige.

Frøken Beate Gedde forekom hende nok lidt stiv og tilbageholdende, men Konsulen gjorde alt for at forjage det fremmede Indtryk, Søsterens Væsen foraarsagede. Han sørgede for Rejsetøjet og hjalp begge Damerne op i Vognen, som snart rullede forbi Thorvaldsens Musæum, Kafé National og Tivoli, langs med Jærnbanestationen og ind paa GI. Kongevej.

„Er det første Gang, De er i et fremmed Land”, spurgte Frøken Gedde.

„Du maa ikke til en Svensker benævne Danmark som et fremmed Land”, sagde Konsulen.

„Det er første Gang”, sagde Valeria henvendt til Frøken Beate, „og Indtrykket er virkelig, hvad Landet angaar, fremmed. Nu først mærker jeg, hvor kært det blaa og gule Flag er for mig, nu da jeg ser mig omgiven af lutter røde. Og underligt er det ogsaa, at ikke Statuerne paa Torvene genkende de velbekendte Træk, som fremkalder hjemlige Følelser. Den bedste Maade at faa Fædrelandskærlighed paa er vist at rejse ud.”

„Men De kommer ikke til os med Fordomme, haaber jeg”.

„ Aa nej, tværtimod. Jeg føler mig gladere nu, end jeg gjorde paa Rejsen gennem Sverige.”

Vognen svingede ned ad en Sidevej mellem Haver og duftende Kløvermarker og standsede foran den nye Villa. Den laa saa landlig midt imellem Roser og dog saa tæt ved Byen. Den var saa lys og sval, med Spisestue og Selskabsværelser i Stueetagen og Soveværelser ovenpaa. De store Vinduer stode aabne - det var Sommer ude og inde.

Middagsbordet stod dækket, og de tre spiste alene sammen, men det var baade første og sidste Gang. De følgende Dage var Huset fuldt af Gæster, og alt, hvad der var af seværdigt i Byen, skulde tages i Øjesyn. Valeria gik som i en Drøm, og først om Aftenen, naar hun blev alene paa sit Værelse, naar hun slog Vinduerne op og lod den svale af Blomsterduften mættede Aftenluft strømme ind i Rummet, kunde hun tænke over Dagens Indtryk og samle dem hos sig selv.

St. Hansaftensdag var bestemt til en Tur til Roskilde, hvor der skulde spises til Middag og hvor Domkirken med dens Kongegrave skulde beses. Konsul Gedde var den Dag forhindret fra at deltage, men det var aftalt, at han skulde møde Selskabet, der var temmelig talrigt, om Aftenen ved Indgangen til Tivoli.

Valeria nød rigtigt den herlige Dag, Rejsen derhen, den herlige Domkirke og alt det øvrige. Men hun følte sig saa beklemt ved Selskabets muntre Passiar, for første Gang havde hun en Følelse af Forladthed og Ensomhed. Da hun stod ved Issefjordens Strand, syntes det hende som om Sjælen havde været borte baade fra Landskabet og Selskabet, og hun blev barnligglad, da de steg til Vogns for at køre tilbage. Og dog var hun saa taknemlig for hele Turen, at hun næsten følte Samvittighedsnag over ikke fuldt at have vurderet den. Den Ro og Tryghed, som hun i disse Dage havde haft en saa livlig Følelse af, Fornemmelsen af Hvile og Frihed kom fuldt og helt tilbage, da Vognen kørte op foran Indgangsporten ved Tivoli og Konsul Gedde stod der og tog imod dem, hun havde nu atter sin Beskytter. Selskabet var livligt, Konversationen flød saa muntert og let, som den sædvanligt gør blandt Københavnerne. Valeria kunde ikke være glad og munter paa samme Maade; men hun følte et Velbefindende og en Fornøjelse, som var hende ganske fremmed. Hun vendte sig til Frøken Gedde.

„At tænke sig, at hele denne dejlige Tur er bleven gjort for min Skyld, for at more mig”, sagde hun varmt og undseligt, „det er jo uhørt. I er allesammen saa gode imod mig.”

„Det er jo blot vor Skyldighed for al den Godhed, De og Deres Mand har vist imod min Broder.”

Valeria indbildte sig muligt, at Ordene Deres Mand udtaltes med et næppe mærkeligt Eftertryk, men hun indbildte sig sikkert ikke, at Tonen var en Smule kølig. Sligt mærkes straks. Men hun var i Humør til at smelte den Kulde.

„Sig ikke, at det blot er Gengæld”, sagde hun og saa op paa sin stive Værtinde med et Blik, der viste alle hendes egne varme Følelser. ”Sig ikke det, kære Frøken Gedde.”

„Vi har jo været sammen saa kort”, sagde Frøkenen undvigende, „og jeg er meget kantet og meget sandhedselskende.”

Det var alt, hvad Valeria kunde vinde. Hun følte sig tilbagestødt og fremmed, og det var maaske derfor hun følte det som en Befrielse, da Konsulen kom hen til hende og, som om det faldt af sig selv, lagde hendes Arm i sin.

Hun saa nu, at hver Dame havde sin Kavaler, og at hele Selskabet ansaa det for afgjort, at Værten skulde være hendes. Hendes Hjærte følte sig lidt saaret, og det var som ømmede sig noget inden i hende.

„Siger De ogsaa, Konsul Gedde, at De gør saa meget for mig og er saa god og elskværdig bare for at gøre Gengæld”, sagde hun med et lille udfordrende og skelmsk Blik paa Søsteren.

„Hvad kan jeg gøre til Gengæld fordi De kom?” sagde han.

„Det var ikke saaledes, jeg mente”, sagde Valeria rødmende. „Det var til Gengæld for noget, som min Mand . . . .”

„Nej, det gør jeg ikke”, sagde han afbrydende hende.