« Tilbage til søgeresultaterne
Ensidighed
I Kvinden og Samfundet for den 20. April har Fru Ragna Schou skrevet en Artikel „Kvindernes Blad og Kvindesagen." Jeg vil gerne gøre et Par Bemærkninger om Artiklens Indledning. - „Kvindernes Blad" optager og og har stadig optaget Artikler baade for og imod Kvindesagen. Er der skrevet Artikler, som af Mangel paa Kendskab gaar imod Kvindesagen og derfor bliver misvisende, saa er det Kvindesagsvennernes Sag at søge at faa Artikler ind, der retleder. Bladet er, saavidt jeg har mærket, villigt nok til at optage Artikler om den Sag - set fra forskellige Lejre, naar de er holdt indenfor parlamentariske Grænser.
Kv. Blad har forøvrigt anmodet mig om at give Referat af Klubaftenernes Møder. Naar det lægger disse Referater i Haanden paa en af Kredsstyrelsens egne Medlemmer uden ringeste Forbehold, saa har Bladet dog vist, at det ogsaa fra Kvindesagsvennernes Lejr vilde modtage Beretninger om Dansk Kvindesamfunds Virksomhed, ligesom det med Velvillie stadig har omtalt D. K. S.’s praktiske Kursus
Bladet kalder sig „Kvindernes Blad"! Er det da kun Kvindesagens Tilhængere, der kan benævnes Kvinder? Er Husmødre, Damer, Tjenestepiger osv. da ikke ogsaa Kvinder? Kvinder er da en Fællesbenævnelse for hele Kønnet. Ved at hænge sig i saadanne enkelte Ord opnaar man ikke andet end at gøre sin Sag til Skive for Modstandernes Vittigheder, og dertil er Sagen for god. - Sæt man fra anden Side kørte med Retur og sagde: naar Dansk Kvindesamfund udgiver et Blad og Skrifter, turde man dog forudsætte, at det Danske Sprog ikke blev saa stedmoderligt behandlet, at man kunde udplukke Vildskud paa Sproget som: „sporte" for „spurgte", „rådsport" for „raadspurgt", „ta" for „tage" „be" for „bede" osv. - -
Hvis man vil gavne Kvindesagen, gør man det sikkert mest ved at faa den omtalt og drøftet. I en Aarrække har dette været vanskeligt uden for en ganske snæver Kreds. Nu staar vi saaledes. at ét ja undertiden flere Blade vil optage ogsaa Artikler for Kvindesagen. Saa er det absolut forkert, naar D. K. S. enten direkte eller gennem sit Blad siger: „nej stop, vil I skrive om Kvindesagen, saa maa I kun optage Artikler, der omtaler den med Sympathi, ellers kan I lade helt være". - Har man et Maal at naa - og et Maal, som man har kæmpet saa længe for, som Dansk Kvindesamfund har kæmpet for sit, uden at naa at faa samlet en større Styrke om Fanen end den forholdsvis lille Hovedvagt, som Dansk Kvindesamfunds Medlemmer danner, saa maa det ligge i Maaden, hvorpaa der er kæmpet.
Pastor Falk-Rønne udtalte forleden Dag, at D. K. S. havde arbejdet for „tørt", derfor havde de ikke faaet fat i Kvinderne ude paa Landet. Jeg maatte give ham Ret. Men Arbejdet har ikke alene været ført for tørt, men ogsaa for ensidigt. For dette ensidige Standpunkt gør Fru Schou sig til Talsmand. Maaske Ensidighed var praktisk i Begyndelsen af Kvindesagsarbejdet, hvor det gjaldt om at kile en Bresche ind i den kompakte Masse, der slet ikke havde Anelse om Kvindesag, men til det Punkt, hvor vi nu er komne, hvor det gælder at faa større Masser med, der maa man, som Ordsproget siger, „krybe under, hvor man ikke kan komme over" - d. v. s. være glad, naar man overhovedet kan faa sin Sag debatteret, selv om det ikke sker lige akkurat paa den Maade, som man har tænkt sig. For den, der har virkelig Kærlighed til Sagens Kærne, er ingen Omvej for lang. Der hørte Kraft og Energi til at føre Kvindesagen frem gennem alle de første Aar, nu hører der Taalmodighed, Sejghed og Bøjelighed til at føre den videre.
Man maa sprede Kendskab til Dansk Kvindesamfunds Virksomhed, hvor man kan faa noget optaget, henvise til det osv.
De praktiske Kursus, der henvender sig til saa mange, ogsaa af dem, der ikke er inde i Kvindesagen, er i den Henseende blevet et udmærket Bindeled mellem D. K. S. og Publikum - men de praktiske Kursus virker "kun i enkelte Klasser. Publikum maa derfor stadig mindes om D. K. S. Arbejde, dels gennem Pressen, hvor man foruden jævnlige Smaanotitser om hvad der virkes, dels gennem Artikler bibringer Kvinderne Forstaaelsen af at Hustruen og Moderen vil blive mere betrygget, naar der gennem Loven opnaas Ligestilling med Ægtemanden og Faderen. Paa anden Maade faar man aldrig Kvinderne, navnlig ikke dem fra de højere Klasser, til at faa Interesse for Kvindesagen. Ved at høre om de ugifte Kvinders Krav, vil den gifte Kvinde, der staar udenfor Bevægelsen, forblive kold.
Ved den ensidige Arbejdsmaade, som Kvinden og Samfundet har taget Ordet for, og som jeg selvfølgelig ved, er støttet af mange Kvindesagsvenner, navnlig mellem de ugifte, — de gifte er mere tilbøjelige til at fare med Lempe —, løber Kvindebevægelsen Fare for at dele sig i to Dele: paa den ene Side staar de gifte og paa den anden de ugifte Kvindesags-kvinder. En saadan Splittelse vilde være uheldig.
Det vilde glæde mig, om disse Linier kunde føre til en Diskussion, ikke om Maalet, for det er vi alle enige om, men om Midlerne til at naa det, maaske nogle saa herigennem vil faa Øjnene op for, at det er diplomatisk at være lidt mindre ensidig og lidt mere bevægelig i sin Tankegang, naar det gælder Kvindesagen. Før faar vi aldrig de store Skarer Kvinder med, som er nødvendige for Sagens heldige Løsning.
Vibeke Salicath.
Fru Salicaths Svar er aldeles ikke en Imødegaaelse af min Artikel, hvori jeg havde taget et Par Artikler fra Kvindernes Blad for mig og vist Punkt for Punkt, at de røbede den største Uvidenhed om den Sag, de behandlede. Hvis Fru S. mener, at jeg ikke har haft Ret i min Kritik, burde hun have vist mig, paa hvilke Punkter jeg har taget fejl, men i al Almindelighed at kalde mig „ensidig", rammer mig aldeles ikke, saalænge hun ikke har vist, hvor i min Artikel jeg har været „ensidig".
Fru S. spørger mig, om ikke ogsaa Husmødre, Tjenestepiger etc. er Kvinder. Hvor har jeg skrevet eller blot antydet, at de ikke var det, og hvor kan Fru S. tro, at jeg kan sige en saadan Taabelighed? - for Resten troede jeg, at jeg havde skrevet saa klart, at det ikke var muligt at misforstaa mig, jeg havde endogsaa markeret de Ord, der skulde lægges Mærke til. Jeg skrev nemlig: „Naar et Blad kalder sig Kvindernes, gør det i sin Titel Fordring paa at lade sine Læsere følge med paa alle Kvindernes Omraader, at repræsentere alle Kvinde-Interesser og repræsentere dem ligeligt, ellers burde det kalde sig „Damernes" o. s. v.
Altsaa: Jeg mener, at et Blad, der i sin Titel er saa neutralt, ogsaa virkelig bør være neutralt, og ikke med sin neutrale Titel bør dække et saa partisk - eller lad os kalde det ensidigt - Standpunkt. Thi det fastholder jeg, at Kvindernes Blad i en Række Artikler har taget et saa afgjort Standpunkt imod Kvindesagen, at det ikke kan siges at repræsentere alle Kvinders Interesser ligeligt, thi dertil hører ogsaa Kvindesagsvennernes - ikke alene Kvindesagsmodstandernes.
Jeg finder det ganske utilladeligt, saaledes som Kvindernes Blad har gjort, i en Række Artikler at tillægge Kvindesagsvennerne en saadan Mængde Taabeligheder og uholdbare Paastande, at enhver, der uden andet Kendskab læser disse Artikler, absolut maa føle sig som Modstander af Kvindesagen; og hvis det kun er Uvidenhed og ikke partipolitisk Propaganda, da er en saadan Uvidenhed ganske utilladelig fra et Kvindeblads Side. Fru S. skriver ganske naivt: „Hvis man vil gavne Kvindesagen, gør man det sikkert mest ved at faa den omtalt*) og drøftet". Mon Fru S. virkelig mener, at en saa urigtig „Omtale" som „K. B.’s" gavner Kvindesagen? En Drøftelse med Argumenter for og imod - det er noget ganske andet.
Fru Salicath misforstaar mig hele Tiden; jeg kunde have ønsket, at Fru S. havde sat sig lidt mere grundigt ind i min Tankegang. Jeg har ikke skrevet, at K. B. kun maa optage Artikler, der omtaler Kvindesagen med Sympathi - jeg har skrevet, at K. B.’s Mangel paa Sympathi og Forstaaelse maa forbavse - det er dog noget ganske andet, ikke sandt? Men Uvidenheden angriber jeg, thi et saa
forvansket Billede af Kvindesagen, som K. B. giver, kan vi ikke være tjent med. Jeg nævnede Eksempler i min forrige Artikel og jeg kan blive ved:
1. I Numret for 5. April gentager Fru Lucretia den Paastand, at Kvindesagen ønsker at gøre Mænd og Kvinder ens i Evner og Kræfter, idet hun skriver:
- - og skal da straks sige, at jeg med mine Ord om. at Paastanden om, at Mænds og Kvinders fuld-
komne lige og ensartede Evner og Kræfter endnu langtfra kan betragtes som godtgjort, selvfølgelig har villet sige dette, at jeg betragter Forskellen mellem de mandlige og kvindelige Evner og Kræfter som en Væsensforskel og ikke som en Gradsforskel, saaledes som Cand. mag. synes at ville opfatte det. Og det gør jeg, just fordi jeg „stadig er saa gammeldags at mene, at Manden er et og Kvinden et andet". Saaledes tror jeg, det vil blive ved at være, og jeg ser den største og vigtigste Lykke-mulighed for begge Parter netop deri, at denne Forskel er til Stede, at man respekterer den, at man søger at udvikle de for Kvindekønnet værdifulde Ejendommeligheder og ikke undertrykker dem til Fordel for de Evner, vi har fælles med Mændene. At naa at faa dette sidste anerkendt vilde jeg betragte som et Fremskridt, der vil gøre Livet langt rigere og værdifuldere baade for Mænd og Kvinder, end det nu er. Men denne Opfattelse har netop sin farligste Fjende i den nævnte Kvindesagsfordring.
Nej, Kvindesagen er ikke nogen Fjende af denne Opfattelse, Kvindesagen er ganske enig med Fru Lucretia heri.
2. Sammesteds skrives:
Principerne kan altsaa i og for sig være meget gode, og det er muligt, at Verden bliver bedre, naar de bliver anerkendte og efterlevede, men en ganske lille Kreds, som Kvindesagskvinderne dog maa siges at være i Forhold til hele Menneskeheden, kan ikke faa dem gennemførte for sig, uden netop derved at fremkalde den stærkeste Uretfærdighed i Forholdet imellem sig og alle os andre. Harmonien i Udviklingen vilde fuldstændig forstyrres.
Hvad mener Fru L. med „for sig" - vi ønsker at erhverve visse Rettigheder for alle Kvinder, hvordan i al Verden skulde vi bære os ad med at beholde disse opnaaede Rettigheder for os selv alene?
3. (I Anledning af et Modindlæg, hvor en „cand.mag." hævder „Retten til at bruge det Pund, der er En givet" som en Menneskerettighed).
Lad mig tage Ordet Menneskerettigheder. Den første og mest primitive af dem maa vel være „Retten til Brød". Men er det anerkendt, at det Barn, hvis Forældre ikke kan erhverve Brodet til det, har nogen Ret til at fordre dette Brød af Samfundet?*)
Jo, Fru Lucretia, det er anerkendt. Se Grundlovens § 84 og 85.
Nu sætter vi, at Fru L. havde Ret i, at dette ikke var anerkendt. Fru L.’s Tankegang er da følgende: Da denne Menneskerettighed ikke er anerkendt (og en anden, hun nævner), saa er der heller ingen Grund til at anerkende den nævnte!
Saaledes kunde jeg blive ved - jeg er endnu kun naaet til K. B. Numret for 5. April - men da Fru S. ikke har modbevidst Berettigelsen af min Kritik i forrige Artikel, behøver jeg antagelig ikke flere Beviser paa min Paastand.
K. B. er i denne Retning en uudtømmelig Kilde, som det har moret mig meget at fordybe mig i - jeg beklager kun, at jeg ikke har saa megen Tid, at jeg kan gaa helt til Bunds deri. Men maaske Fru Salicath - som en af vore dygtige Kvindesagsforkæmpere - vil overtage dette Herkules-Arbejde, hun har jo Adgang til Bladets Spalter? løvrigt havde jeg - inden jeg skrev min Artikel - længe spejdet efter Fru Salicaths Navn under en rigtig kraftig Imødegaaelse af disse „Ensidigheder" i K. B. - nu har jeg altsaa fundet det, men ikke paa den Side, hvor jeg havde ventet det.*)
Ragna Schou.
*) Udhævet af mig.
*) Udhævet af mig.
*) Til Fru S.s lille Bemærkning om Sproget i „Kv. og Sf." skal jeg kun bemærke, at Redaktionen altid har ladet sine Medarbejdere beholde deres egen Retskrivning - forøvrigt finder jeg ikke Analogien slaaende, og da jeg heller ikke antager, at andre finder det, kan jeg vist spare videre Imødegaaelse.
