Hvorfor?

Kan nogen sige mig, hvorfor Enkers mindreaarige Sønner og Døttre skal have en Kurator, men Enkemænds ikke? Tidt og ofte har jeg spurgt mig selv derom, men aldrig kunnet finde et tilfredsstillende Svar derpaa.

Ikke, at jeg jo nok véd, at det saaledes er bestemt ved Lov, men hvorfor er denne Lovbestemmelse truffen?

Skulde det ikke være en mindre tidssvarende Levning af en forældet Lovgivning, fra den Tid, da Sønnerne arvede to Parter, Døttrene kun en, og da det endnu var en tvungen Pligt for Enker at faa en Lavværge beskikket, medens det nu er en frivillig Sag. Og hvis det blot er en forældet Lov, hvorfor staar den da endnu ved Magt?

Kunde ikke Kuratorforholdet ordnes paa samme Maade, saa at det blev en Rettighed, som det stod enhver frit for at benytte, men ingen Forpligtelse, som skulde paatvinges alle. Nogle betragter maaské den nuværende gamle Ordning som en Støtte for dem, men mange - forhaabenlig de fleste - betragter den som en Forhaanelse; selvfølende Mennesker kan ikke godt se andet end en Tilsidesættelse deri. - Er maaské Enker gennemgaaende saa langt dummere end Enkemændene, eller mere uvidende end de?

Eller bliver de ansete for mindre redelige, saa at det Samfund, der dog betror dem at opdrage Børnene, og sørge for deres aandelige og legemlige Udvikling, ikke kan betro dem at varetage Børnenes Pengeanliggender?

Kan Samfundet ikke betro dem dette, saa forekommer det mig, at det endnu mindre kan betro dem Børnenes Opdragelse. Enten - eller.

Og tror man muligvis, at det forøger Børnenes Agtelse for deres Moder, at Loven stiller hende paa en saa lidet betroet Plads i Familien, at en fremmed Mand skal have større Ret til at afgøre Spørgsmaal, der vedrører Børnenes Pengesager, og derigennem ofte deres Fremtidsplaner og Livsstilling? Jeg tror det ikke.

Men jeg tror, ja jeg véd, at det meget ofte kan ødelægge Forholdet imellem Enken og hendes Børn, at denne uheldige Ordning finder Sted. Man kunde saaledes tænke sig det Eksempel, at en mindreaarig Søn eller Datter ønskede at sætte sine Penge i en Vens Forretning, og at Moderen af en eller anden Grund satte sig derimod. Det hjælper ikke, naar Kuratoren giver sit Samtykke. Eller den mindreaarige har Fremtidsplaner, som Moderen ikke kan billige, men Kuratoren indvilliger deri, og det er tilstrækkeligt for, at det kan ske. Kuratoren er i Følge Loven i sin Ret, og kan ikke af Enken drages til Ansvar eller afsættes for uheldige Dispositioner paa Børnenes Vegne, naar disse ikke er af en ligefrem mislig Natur. Enken er magtesløs i dette Forhold. Hendes Raad bliver kun tagne for gyldige, naar hun er af samme Mening som Børn og Kurator. Naar man kun vil. hvad alle andre vil, har man saa let ved at sætte sin Vilje igennem. Men det kunde jo dog være, at en Moder ser lidt dybere, naar det angaar Børnenes Ve og Vel, end en Mand, der meget ofte er temmelig fremmed for dem.

Uheldigst stiller Kuratorforholdet sig naturligvis for Enker, der ikke hensidder i uskiftet Bo, eller hvor Børnene ved Arv er komne i Besiddelse af Formue.

Lad os nu en Gang se, hvorledes Forholdet stiller sig for en Enkemand og hans mindreaarige Børn.

Behøver han at ansøge om at hensidde i uskiftet Bo? Nej. Han skal kun skifte med Børnene, naar han gifter sig igen. Ellers har han selvfølgelig uindskrænket Myndighed over Familiens Pengeforhold. Sætter han Formuen overstyr ved flot Levemaade eller daarlig Spekulation - Ansvaret er udelukkende hans eget. Han er Herre over sine Handlinger; men hvorfor er Enker ikke lige saa selvfølgelig Herre over deres ?

Nutiden er bleven os Svaret skyldig, men en nær Fremtid burde løse Spørgsmaalet i en human Retning, saa vist som Kvinderne dog hist og her har begyndt at faa Øjnene op for, at de i mange Retninger er Samfundets Stedbørn, og her var et Maal - blandt mange - at arbejde for.

At Meningen med Kuratorforholdet oprindelig har været god, betvivler jeg ikke, saa lidt som at der har været en Tid, da der var god Mening i denne Bestemmelse, medens Kvinderne muligvis endnu behøvede og paaskønnede denne ”Støtte”, men mon der ikke vil være endnu bedre Mening i, at vi opdrager vore unge Kvinder saaledes, at de kan undvære slig Hjælp og Støtte? Det vilde dog maaské være Overvejelse værd.