En Erindring.
Den megen Diskussion, som Henrik Ibsens sidste Skuespil har affødt, foranlediger mig til at bede Kvindebladet optage følgende personlige Oplevelse, som muligen ogsaa for andre kan kaste et Strejflys over nævnte Digtning.
For noget over tyve Aar siden rejste jeg som ugift til Italien med en Søster af min afdøde Moder og hendes Mand. Vi opholdt os undervejs i nogle af Tysklands store Byer, blandt andre Berlin og München. En Dag ved Frokostbordet paa Hotellet, hvor der kun var faa til Stede, kom jeg til at sidde ved Siden af en intelligent udseende Mand paa cirka tredive Aar, der præsenterede sig som Læge og Dr., og nu er en af Udlandets bekendte Professorer.
Han tiltalte os alle meget, og jeg kom snart i en livlig og utvungen Underholdning med ham. Blandt andet undrede han sig over min Tantes friske, glade og elskværdige Ansigtstræk, og kunde ikke ret forstaa, at denne Dame var oppe i fyrrerne og hendes Mand kun faa Aar ældre. Jeg svarede at Tante var et meget indtagende Menneske, som levede langt mere for andre end for sig selv. Han tav lidt, saa saa han pludselig op paa mig og svarede: „Hun er altsaa baade et klogt og et godt Menneske - gid hun maa leve længe - vi Mænd skulde skydes, naar vi var tresindstyve Aar - da er vi forbrugte - der er kun Reminisentser tilbage - vi lever paa Stumperne”
Nu var det mig, der blev stum. Min første Tanke var: pas paa, nu er Du ude paa fremmede Gebeter - enten vil han dupere Dig, eller han bruger en Frase, som Du ikke skal svare paa, og jeg tav - men dog underlig urolig - og lod, som jeg ene nu var beskæftiget med Maaltidet.
Han gentog imidlertid det samme, saa paa mig og vedføjede: „er det Dem saa forunderligt, Frøken, den Anskuelse er meget almindelig blandt os Mænd, og det var i Sandhed det eneste rigtige.” Nu lo jeg og svarede: ”Nej! nej! hvilken mærkværdig Paastand - det har jo ingen Steder hjemme, Hr. Dr., og er jo heller slet ikke Deres Mening.” „Jo, Frøken, jeg forsikrer Dem, jeg deler af fuld Overbevisning de Mænds Anskuelser, der hævder, at det var heldigst for Manden selv og for Samfundet, om han paa nævnte Stadium takkede af, han er som Regel ikke til noget væsenligt mere - ikke en Gang til Glæder. Se f. Eks. i en Balsal; der kan man i de siddendes Rækker finde Skarer af ældre Damer, der med fornøjede og muntre Ansigter følger de unges Dans, og kommer en kendt Herre og byder dem op, danser de lystigt med og morer sig omkap med Døtrene, - men Mændene - hvor er Mændene? enkelte Øjeblikke ses de maaské for Anstandens Skyld o. s. v. indenfor Salens Vægge, og gaar en enkelt saa vidt, at han prøver en Svingom, er det som oftest en skrækkelig Parodi, han afgiver. Jeg kunde nævne andre Eksempler, som De ogsaa selv, min Frøken, maa have lagt Mærke til - men tro De mig i øvrigt, det forholder sig, som jeg siger.”
„Nu ja.” svarede jeg, „om De endelig vil, men er det nødvendigt, at det skal være saa?” ”Under vor nuværende Kultur og vore Samfundsforhold. Ja.” ”Ja saa er de meget sørgelige - jeg tror det imidlertid ikke - kan slet ikke tænke mig det.” - „For Deres eget Vedkommende skal De ogsaa kun være glad - De er ung, og De er Kvinde.”
Dermed endte Samtalen om dette den Dag - men Aarene er gaaede - mange Ting er blevne mig klare, og saa meget ser jeg, at Ibsen gør en god Gerning i at præsentere Hedda for Samfundets Øjne, og han har Ret: enten maa enhver Kvinde opdrages anderledes og have et Arbejde og Frihed til at vælge - eller ogsaa er hun - da hun ikke længer kan holdes uvidende og i tvungen Afhængighed - færdig til at skydes i tredive Aars Alderen, om ikke før, naar hun ikke skal komme til at lide alt for meget, eller gøre alt for meget ondt i denne Verden.
Hedda Gabler afspejler det dybest tragiske i vore øvre Samfundslag, „Egoismen”.
Jylland, den 1. Marts 1891.
