"København" og de kvindelige Malere.
Dagbladene er sparsomme, naar det gælder Kvindesagen. Kun de mest moderne Blade nævner i Ny og Næ et og andet. Saaledes „København”. Skønt det nævnte Blad gemmer sig under Vittighedens Maske, naar det taler om Kvindernes Ligestilling med Mænd, mærker man dog, at det nærer venlige Følelser overfor Sagen, og det er naturlig, ti „unge Øjne de ser dog bedst”.
Alligevel er det lidt smaat med Forstaaelsen, hvad man kan se af en Artikel af Jens Petersen om de kvindelige Maleres Arbejdere i Bladet for i Onsdags. Den ærede Forfatter var bleven skuffet, fordi han ikke her fandt det specifik femenine, og er da straks ude med en Domfældelse over hele Kvindekønnet.
”De naar hurtigere frem end Mænd” - siger han - „indtil et vist Punkt, vel at mærke. For saa er det, lige som der var noget, der klikkede. - De naar saa vidt paa Scenen og i Musiken, hvor det gælder om smidig Tilegnelse og kunstfærdig Gengivelse af andres Inventioner .... og derfor brister det som oftest, naar de forsøger sig i de Kunstarter, der fordrer en selvstændig Skaberevne: Bildende Kunst og Digtekunst i Ord og Toner” - o. s. v.
Vi tilstaar, at denne Opfattelse er korrekt, som Kvinden i Øjeblikket staar, men vi faar lysere Udsigter, hvis vi ser lidt nøjere paa Forholdene.
Som det er Mænd, der har forpagtet alle Industrigrene og sidder inde med alle store Foretagender, saaledes har Mændene hidtil ogsaa været Eneherskere i Videnskabens og Kunstens Rige. Under gamle Fordommes Modvind og i Latterlighedens Skær har saa de første modige Kvinder tilkæmpet sig Elevpladser ved Mændenes Fødder. Mænd var deres Lærere, Mænd var Mestre i Kunsten, og saaledes i Mangel paa Selvtillid fra Kvindernes egen Side og Skepticisme fra Mændenes Side maatte der arbejdes, stadig sammenlignende Kvinders Arbejde med Mænds. Men er Sikkerheden, Selvtilliden og den lige Ret og Adgang til Undervisning og Uddannelse vundet, saa tvivler vi ikke om, at Kvinderne i lige saa fuldt Maal sidder inde med selvstændig Skaberevne som Mænd; men lige saa lidt som en Videnskabsmand kan gøre Opdagelser paa Videnskabens Omraade, før han kender Videnskabens Resultater, lige saa lidt kan Mennesker, enten de er Kvinder eller Mænd, blive Skabere af en ny Skole, før de selv har gennemgaaet en Skole. Og hvor længe har Kvinder haft Adgang til Studium og Kunstskole, uden som umyndige Sjæle, som de endnu er i retlig og politisk Henseende og i det borgerlige Liv? Skaf derfor Kvinderne lige Rettigheder med Mændene, saa kan det være, at, som Hr. J.P. siger „ Vilje har vore Damer”, at denne stærke Vilje ogsaa vil bringe dem til i Kunsten ikke blot at reproducere, men ogsaa at skabe nye Mesterværker, skønt vi naturligvis mener, at da der er faa geniale Mænd, er det ikke rimeligt, at der findes Genier i dusinvis blandt Kvinderne.
Til Forfatterens spøgefulde Bemærkning om, at den Tid vil komme, da det findes ganske naturligt, at Mændene sidder hjemme og syr og broderer, vil vi blot sige, at den Tid vil aldrig komme, ti Maskinerne har allerede overtaget største Delen af Syningen og vil overtage alt mekanisk Arbejde, saa af den Grund behøver Mændene ikke at holde tilbage; de kan dristig aabne Arbejdsmarkedet i alle Grene for Kvinderne.