Otte Dages Skilsmisse.

Der blev nu en ivrig Debat om, hvad de skulde tage sig for. De skulde naturligvis være med til alt muligt. De skulde se Akrobaterne, Luftballonen og Rutschebanen, se Sælhunden, de vilde Dyr, der forevistes, overvære anden Afdeling i Koncertsalen og tilsidst maatte de hen at se den berømte Pantomime.

„De har ikke tænkt Dem, at slige Løjer kunde falde i Deres Lod at være med til”, sagde han med et faderligt Smil. „Der findes heller ikke et eneste Land i Verden, hvor de kunde finde Sted paa saa fashionabel en Maade eller nydes saa gentlementlike som i Danmark. De maa vide, at denne vor

Nationalscene til at more os saa barnligt er vor Stolthed.”

Valeria tav. Sagen var den, at hun var lidt bange. Hendes Mand plejede at more sig med at tvinge hende til det, hun netop var bange for og siden i Selskab med andre spøge med hende, fordi hun var saa let at skræmme. Hun var let at skræmme, maaské fordi hun var saa klarsynet og straks saa, hvor Faren kunde ligge. En Mængde truende Muligheder gjorde hende nervøs, medens alle andre lo og var muntre, men den virkelige Fare derimod, naar der var Alvor til Stede, styrkede hende. Den bestandige Følelse af at blive udlet og at være nødt til at underkaste sig hvad som helst der pinte hende, med et Ord, Følelse af Tvang i Glæden, tog ofte Fornøjelsen bort for hende. Og nu at vise sig fejg midt i dette store, fremmede Selskab, det faldt hende svært.

Først skulde de hen at se Ballonen fyldes. De kom temmelig tæt hen til den, da Trængslen endnu ikke var saa stor, men alt som Fyldningen skete og Ballonen svulmede større og større, saa trængte ogsaa Folk sig tættere og tættere omkring den. Valeria begyndte at faa en Følelse som skulde hun kvæles.

„Her bliver dog vel ikke stærk Trængsel”, sagde hun, „var det ikke bedst at se at komme ud i Tide?”

Han smilede atter til hende paa en godmodig og faderlig Maade. „Her bliver Tusender af Mennesker”, sagde han, „men ingen Trængsel. Sagde jeg Dem ikke, vi morede os som Gentlemen. Men selv om vi var i et andet Land, Fru Brügge, hvor vi kunde risikere noget i en Folkeforsamling, saa - ser De da ikke, at jeg er Hovedet højere end alt Folket”.

Hun saa op og mødte hans milde, men lidt skelmske Blik, og hun undredes over, at et saa djerft og kraftigt tegnet Ansigt kunde have et saadant Udtryk af Hjertensgodhed.

„Sammenlign kun, saa skal De faa at se”, sagde han leende.

Men det behøvede hun ikke. Hun mindedes, at hun havde gjort en Sammenligning en Gang før og undret over, at han kunde være saa høj uden at forekomme lang. Det føltes saa trygt at staa der midt iblandt Folket med sin Haand paa hans Arm og vide, at han var Hovedet højere end alle, og saa tillige saa god. Hun besluttede at lade al Frygt fare og være glad uden Uro.

Da Ballonen sagte hævede sig og Ballonskipperen hilste Farvel til Publikum for snart efter at forsvinde som en lille sort Prik højt oppe i Skyerne, kom dog Valerias alvorlige Tendenser atter til Syne.

„Men kan det nu være nogen rigtig Fornøjelse”, sagde hun, „at se et Menneske risikere sit Liv kun for i nogle Øjeblikke at more en ligegyldig Hob.

„Og for at fortjene Penge”, sagde han. „Det gør vi alle, enhver Forretning kræver paa en Maade Livet. Men der ser De Forskellen paa Nationaliteten. Vi morer os ganske naivt uden Reflexion. De fremkommer med Spørgsmaal om det, som ligger bagved - og ødelægger Fornøjelsen.”

„Ligger da Livets Visdom i at nyde uden at tænke?” spurgte hun.

„Ikke dets Visdom, men ganske sikkert dets Ynde.”

„Saa vælger jeg heller Visdommen” - hun standsede et Øjeblik - og det gør De ogsaa.”

Han smilede atter.

,.Maaské”, sagde han. „Men ikke i Dag.”

Nu kom Turen til Sælhundene, der havde sit eget lille Hus med et stort Marmorbassin.

„Aa, hvilket ynkeligt Dyr!” raabtes der, da den store Kolos krøb op paa Marmorkanten for at sluge de smaa Fisk, der kastedes ud for at lokke den op af Vandet.

„Synes De ogsaa det?” spurgte han.

„Den gør saadant et underligt Indtryk paa mig. Disse to Ben, der giver den en saa ufuldstændig Ævne til at bevæge sig. .... Ansigtet er saa godt, Huden saa glinsende og smuk. Men den ser saa bunden ud med sin Fiskehale, at det næsten ængster mig.”

„De har Ret; det er uhyggeligt at se noget stort som er bundet. Det mægtige og det stærke burde have Lov at udvikle sig frit.”

Der drog en Bleghed over hans Træk, som næsten skræmte hende - den var ogsaa mægtig, i det mindste for hende, der havde en saadan Tilbøjelighed til at undersøge, hvad der laa bagved. Nu spadseredes der lidt omkring, og saa taltes der om Rutschebanen. I Selskabet var der et Par livsglade Fruer og en mislykket ung Laps, der anstrængte sig for at blive den ledende, og med en vis overlegen Eftergivenhed lod Konsul Gedde ham more sig.

„Et Par Omgange, Fru Brügge, De maa prøve det et Par Omgange!” raabte en ung Frue.

„Nej, Fru Brügge gør bedst i at blive hernede”, sagde Konsulen. Herfra, hvor vi staar, vil vi se til, naar de farer af Sted som et Lyn. Jeg tror heller ikke, Du har Lyst, Beate”, henvendte han sig til Søsteren.

„Jeg vilde spare Dem for at sige nej”, hviskede han til Valeria. „Jeg er bange for, De ikke vilde befinde Dem vel deroppe. De er vel ikke misfornøjet over at jeg gør mig til Deres Mentor?”