« Tilbage til søgeresultaterne
Bøger
Jonas Lie: Østen for Sol, vesten for Maane og bagom Babylons Taarn.
G. B, N. F. 1905.
Søren Kierkegaard talte om Lidelsen ved at være „Geni i en Købstad”. Det er, hvad Jonas Lies nye Bog handler om. Ti det er en lille „Storstad”, hvor Sammenstødet sker mellem Adler og Stjernø - de to Hovedpersoner i „Østenfor Sol...”Saadan en lille hyggelig Hovedstad, hvor Naboer og Genboer kender alt om hverandre tilbage i tredje og fjerde Led, og hvor enhver Avisfejde om Sager derfor bliver saa pikant gennem Sladrens Krydderi. I disse smaa Omgivelser viser Lie, hvorledes der ikke er Albuerum for Geniet; det kan daarligt værge sig for Vennernes Forgudelse, men endnu mindre, hvor man er hinanden saa nær, undgaa det lumske Stød af Misundelsens Stilet. Dog sker det ogsaa, at Modstanden kalder alle Kræfter op til Kamp, og at den Misundelse, der vilde undergrave Vejen, opdager med Adler, at den har været med til at „bygge Bro” for Geniet - og nu selv sidder tilbage, medens der vokser en „næsten djævelsk Bitterhed” op i Sjælen.
Naar man spørger sig selv. hvorfor Stjernø og Adler ikke bliver en saa fortrolige Bekendte, som
J. Lies Personer ellers plejer - og som Stjernøes dejlige Hustru - saa er det vel, fordi de ligesom peger ud over sig selv og staar som Symboler.
Ti vel giver Bogen en mesterlig Analyse af Misundelsen - dette den svages Had til den stærkes Styrke - men de mærkelige Intermezzoer viser, at, hvad Lie har villet ramme, laa langt ud over dette. Han fortæller om Kulturens Afmagt overfor Vilddyret i Mennesket, hvis Instinkter Kulturen ikke dræber, men hvis „Brøl” den standser. Inde under det stilfærdige, graa Askelag, hvormed Kulturen tildækker Lidenskabernes Ildhav, luer og flammer det altid. Derfra bryder de vældige Kræfter frem til Ødelæggelse - og der er Livsvarmens Centrum.
Astrid Ehrencrone-Müller: Den signede Dag. Hagerups Forlag. 1905.
Hvis denne Dobbelthistorie om en Moders og Datters Kærlighed var fortalt i sandfærdige, helt ærlige Ord, saa vilde hele det fine, kvindelige Følelsesliv, der rummes særlig i Vonnes Forhold til den Fader, der har lidt saa meget, komme til sin Ret. Men maaske er det slet ikke de virkelige Mennesker, denne Forf. skal skildre - maaske trænger hun til Æventyrets Taageverden, hvor de sikre Omrids udviskes, og hvor saa meget vokser sig uforholdsmæssig stort. Eller hun har et eget lille Blomsterrige, der ligger og venter paa hende. - Hvor faa er ikke de, der med Undtagelse af Chr. Richard har givet Danmarks Blomsterverden udødeligt Liv i Digtning?
Anna Wahlenberg: En ny Dag. Overs. af Fru Herdis Bergstrøm.. G. B. N. F. 1905.
Den svenske Forfatterinde kan staa sig ved den Maade, hvorpaa hun bliver indført i vor Literatur, Oversættelsen er saa vellykket, at kun de svenske Stednavne minder om Bogens Hjemland. Dertil bidrager vel ogsaa, at de to, tre Mennesker, som denne fine, lille Skildring omhandler, staar os saa nær i deres Følelsesliv. Denne Ubehjælpsomhedens Tavshed, der er lige ved at ødelægge to Menneskers Samliv, og den store Smerte, der maa til for at fremtvinge hel og fuld Udtalelse, er et fælles nordisk Træk - kendt fra gammel Tid og op til vore Dage.
Julebogen. 1905. Hagerups Forlag.
Billederne i denne Bog er det værdifuldeste - blandt andet er der et af Jerichau og et af Marstrand, desuden flere interessante Kunstnerportrætter, derimellem Freund som ung. Johs. Jørgensens Fortælling: „Ikke uden Frugt”, er ubetinget det lødigste, denne Samling iøvrigt byder paa. Hanne Len.
Christoffer Boeck: Livsmod. (Hagerups Forlag)
Med denne nye og velskrevne Bog slaar Forf. et Slag for Ungdommen og for dens højere Livssyn. Hvorfor se saa pessimistisk paa Tilværelsen? Naar Ungdommen faar et højere Ideal og en renere og ædlere Livsglæde end den, et enerverende Hovedstadsliv giver, har Menneskeslægten vundet en af sine største Sejre. Der gaar en fin og ren Tanke gennem hele Bogen, og der er mange smukke og stemningsfulde Digte, samt prægtige Naturbeskrivelser. Bogen egner sig udmærket til Julegave, da den er præget af at være forfattet af en nobel og ren Personlighed med et godt Lune.
Julie Rudolph.
