Til Gerda!

Nej! Enkemanden behøver ikke at ansøge om at hensidde i uskiftet Bo.

„Det staar Ægtemanden frit for ved en testamentarisk Disposition at tillægge sin Hustru samme Ret. Har han ikke gjort dette, kan Enken faa Tilladelse til at sidde i uskiftet Bo med sine umyndige Børn, naar hun med paalidelige Attester godtgør, at hun er en huslig og forstandig Kvinde.” Saa vidt Hindenburg.

Den vise Øvrighed haver at afgøre dette, nemlig om og hvor vidt Enken er en huslig og forstandig Kvinde. Sætter nu Enken Formuen overstyr ved flot Levemaade eller daarlig Spekulation - Ansvaret er udelukkende hendes eget.

Hun er Herre over sine Handlinger! Og er hun det ikke, saa er det hendes egen Skyld; Ansvaret er hendes eget.

Havde Gerda spurgt „hvorlænge”, saa vilde jeg have svaret:

Kvinderne maa staa under Kuratel og Værgemaal saalænge, til de føler Aaget som et Tryk. Saalænge der er Kvinder, der siger: „Ja, hvad skulde jeg Stakkel dog gøre, da min Mand døde, jeg sad her Enke med fem smaa Børn, jeg kunde dog ikke hae alt det med alle de Lejefolk; der er saamænd saa meget Bryderi og saa mange Ubehageligheder. Herre Gud! jeg er jo dog kun et Fruentimmer. Saa solgte jeg Gaarden; det er saamænd ikke saadan. Nu har vi jo rigtignok mindre at leve af end før, for det var jo en god rentabel Ejendom, men man kunde jo aldrig vide, hvad for Besværligheder der kunde komme med Reparationer og Skatter, og saa siger den ene op, og saa siger den anden op. Jeg maa saa se at indskrænke mig og spare saa godt, jeg kan og opdrage Børnene ....

„Til at spare; ja Fru Sørensen, det er jo Profiten, man skal leve af. Ærbødigst Tjener!”

Saalænge saadanne Ræsonnementer er gangbare i Kurs, fortjener Kvinden at staa under Kuratel og Værgemaal. Saalænge de skyder Ansvaret, Ulejligheden, Arbejdet fra sig, saalænge de heller vil „sidde i Sovekammeret og spare,” saalænge de foretrækker at spare en Øre fremfor at vove at tjene en Krone, saalænge har de fortjent deres kranke Skæbne.

Provinsen, den 8. Marts 1891.