Konfirmationsindkøb.
Med det dejlige Foraar flyver hvert Aar en hel Skare Ungdom ud fra Hjemmene, og Fader og Moder har travlt med at faa de unge Konfirmander udstyrede saa net som muligt. Det vil derfor ikke være overflødigt i den Anledning at faa lidt Vejledning til at gøre de fordelagtigste Indkøb.
„Hvad vi vil” vil derfor med Fornøjelse paatage sig at gøre sine elskværdige Læsere opmærksom paa nogle af de Forretninger, som baade har smukke og gode Varer. At vi særlig vil anbefale vore Meningsfæller, vil vistnok ingen fortænke os i; ti der er endnu saa faa, der støtter Kvindesagen, saa det vil være os en sand Glæde at støtte dem igen ved at fylde deres Butiker med købelystne Kunder.
Hvis Læserne derfor vil følge os, gaar vi først ud paa Nørrebrogade Nr. 94 i Fru Petrine Svendsens Trikotageforretning; dér findes de mest solide Strømper baade til Drenge og Piger, Uld og Bomulds Undertøj i rigt Udvalg, alt, hvad gamle og unge kan ønske sig til indvendig Beklædning. Men til Konfirmationen skal der jo ogsaa ydre Herligheder til, og det er derfor bedst, at vi gaar ud i Frøken Anna Hansens Manufakturhandel i Falkoneralléen Nr. 25. Det er rigtignok en lang Vej, men det lønner sig, ikke alene fordi det er en kvindelig Forretning, som ved sin smagfulde og smukke Ordning gør et særdeles tiltalende Indtryk, men fuldt saa meget, fordi de smaa Konfirmander dér kan faa smukke Kjoletøjer, Skørter, Tørklæder og andre Nødvendighedsgenstande særdeles billigt.
Men Kjolerne skal sys; derfor gør vi bedst i at bringe Tøjet til Fru Anna Larsen, Ahlefeldtsgade Nr. 24, 4. Det er en Dameskræderinde, der forstaar at sætte Snit paa en Kjole. Er de unge Piger endnu lidt opløbne og mangler Holdning, saa forstaar hun efter alle Kunstens Regler at danne runde, smukke Former.
Med det samme vi er hos Fru Larsen, gaar vi ind paa samme Gang i samme Sted (Ahlefeldtsgade 24,4) hos Frøken Bodtholdt, ti ingen syr Lintøj smukkere end hun. I hendes hyggelige lille Stue vil vi hvile et Øjeblik. Man bliver dog træt af den megen Løben i Butiker, og det er, som om hver en lille Ting i hendes Stue beder os om at blive. Selv sidder hun stadig ved den evige Symaskine, hvorfra hun mellem Aar og Dag fremtryller de fineste Manchetskjorter, Natskjorter, Flipper og Kraver. Anstrængt og bleg af den opslidende Synaal, men dog med det mildeste Ansigt og aldrig forsømmende at ordne alt i sin propre Stue som en sand Kunstnerinde. Hos hende vil vi lade Kraverne og Linnedet sy - og saa maa vi videre.
Men vi har glemt Handskerne. Dem skulde vi have købt paa Fælledvejen Nr. 11. Det maa vi endelig ikke glemme, absolut Fælledvejen Nr. 11. Og har vi Raad til lidt fine Broderier paa Linned, Blonder og sligt, gaar vi til Fru Villumsen, Hjørnet af Linnés- og Frederiksborggade.
Hvad de smaa Konfirmander under ingen Omstændigheder kan undvære, det er Støvler og Sko. Vi maa derfor ud i Store Kongensgade Nr. 4 hos Holms. Der findes det smukkeste Udvalg baade til store og smaa, baade lakerede Sko og Gedeskinds Støvler.
Med det samme lader vi Konfirmanden gaa hjem, medens vi alene vil gaa over i Nr. 13 i Store Kongensgade hos Frøken Frederikke Hansen, ti lidt Guldstads maa dog den unge Pige have. Og her er Broscher, Armbaand, Koralhalsbaand og alt, hvad der glæder de unge Piger. Der er alt for mange fristende Ting; vi kan ikke gaa derfra uden at købe noget, men Hallgren i Gothersgade Nr. 34 har virkelig ogsaa dejlige Ting i Sølv og Guld, og naar han stadigt i Kvindebladet fortæller, at han kun sælger Forlovelsesringe, saa er det blot for at lokke Kærestefolk til sig, som i deres Glæde over hinanden gør store Indkøb; vi kan forsikre vore Læsere om, at der er Masser af Konfirmationsgaver.
Skal vi have Ting i Sølv og Plet, besørget, gaar vi ind til Frøknerne Vallentiner, Østergade Nr. 15. Dér kan der købes billigt, ti Forretningen flyttes, og saa er der altid et og andet, som bliver solgt til nedsat Pris. Naar Butiken igen aabnes i forherliget Skikkelse højere op paa Østergade, skal vi føre vore Læsere derind.
Men det er maaské en Søn, der skal konfirmeres. Vi maa da hen i Studiestræde Nr. 43. Der er Udvalg af baade billige og fine Stoffer; passer Dragten ikke, bestiller vi en.
Og saa til Slutning kunde vi dog gøre lidt mere for Stadsen. Vi lader vore Tænder rense hos den kvindelige Tandlæge Fru Møller, Frederiksborggade Nr. 19, og med to hvide Perlerader kan vi da smile til vore Venner, efter at vi er bleven friserede i Damefrisérsalonen Nyvej Nr. 19.
„Hvad vi vil” vil gerne en anden Gang staa til Tjeneste som Fører, hvor det gælder om at gøre Indkøb.