Frankfurter Brænde.
Det sidste Nr. af Fru Lina Morgensterns Hausfrauenzeitung fortæller om den store tyske Digter Goethe, at han holdt meget af at spise godt. En Ven af ham, Grillparzer, sagde spøgende om Goete: „Han skrev undertiden noget, der ikke duede (schlechtes), men han spiste aldrig noget, der ikke duede (schlechtes).”
Naar han i Breve meldte sin Ankomst til sin Moder, glemte han aldrig at give hende et lille Vink om, hvad han ønskede, hun skulde traktere ham med. Blandt disse findes ofte nævnt noget Bagværk, som kaldes „Frankfurter Brænde”. (Som bekendt havde Goethe sit Hjem i Frankfurt am Main. Hans Værelser staar endnu møblerede som mens han levede. Fremmede kan imod at betale l Reichsmarck komme derind og se dem.)
Recepten paa Bagværket aftrykkes i det tyske Kvindeblad, og da den synes meget tiltalende, gengiver vi den ogsaa her :
l Pd. Mandler stødes fint, blandet med lidt Rosenvand, og kommes saa sammen med l Pd. stødt Melis i en Pande eller Gryde. Det sættes over svag Ild, under stadig Omrøren, til det hele er tørt. Saa lægges det i et Fad og staar tildækket paa et køligt Sted. Den næste Dag æltes Massen med 1 Æggehvide og 4 Lod af det bedste Mel. Saa rulles det hele ud med en Kagerulle til en Tykkelse omtrent som Ryggen af to Knivsblade. Med et Kagehjul giver man Bagværket, hvilken Form, man vil: lange, runde o. s. v., eller man trykker dem ud med smaa Kageformer. Saa lægges de til Tørring i 24 Timer og bages derefter i en varm Ovn.
(I Recepten, som vel er lidt forældet - den er offenliggjort efter en Dames Død, der havde faaet den af Goethes Søster Ottilie - staar, at Bagværket bages paa hede Blyplader, der er overstrøget med Voks.)