Otte Dages Skilsmisse.

Aa, nej vist ikke; hun følte et sandt Velvære ved denne ømme Opmærksomhed. Men hun sagde blot: „De har fuldkommen Ret. Jeg bliver hellere her nede”.

„De vil maaské ogsaa helst være fri for at se de vilde Dyr?” sagde han.

„Aa”, sagde Valeria smilende, „i Aften forekommer det mig, som om jeg ikke var bange for noget”.

„Naa, saa gaar vi”, sagde han med et tilfreds Udtryk i sit Ansigt.

Men da Forhænget droges til Siden og hun saa alle Dyrene gennem det spindelsvævtynde Gitter, Tigeren, Løven, Ulven og Hyænen, saa dem løse alle til Hobe og Vogteren midt imellem dem, da fandt hun, at hun havde overvurderet sin Styrke og hun blegnede.

„De bliver dog alligevel bange”, sagde han sagte. „Vil De gaa? Sig blot et Ord”.

„Nej”, sagde Valeria,” jeg gyser men fængsles samtidig ved Synet. Se paa Vogterens Øjne, hvor fast hæfter han dem ikke paa Tigeren. Man mærker, at han frygter en virkelig Fare”.

„Ja, man kan holde ti mod en, at han ogsaa en skøn Dag bliver reven i Stykker”.

„Hvorfor har han den stakkels Hund med sig, der kryber sammen halvdød af Skræk derhenne i Hjørnet?”

„Det er for at kaste den til Dyrene, i Fald de ikke længer skulde lyde Revolveren. Det sysselsætter dem et Øjeblik, medens han kan redde sig”.

„Hu, hvor De taler”. Valeria sukkede. „Hvad er vel Menneskets fysiske Styrke i Sammenligning med disse Dyrs?” sagde hun tankefuld.

„De har Ret”, svarede han. „I dette Tilfælde kunde selv den stærkeste kun gøre Hundens Tjeneste”.

„Nu tror jeg, jeg vil gaa”, sagde Valeria gysende.

Tilsidst spiste de til Aften ved den magiske Belysning af de Millioner kulørte Lamper. Nu skulde man sidde ganske stille og more sig og nyde sin Te og sit Smørrebrød. Lapsen raabte paa Opvarteren og bestilte Vin - Rødvin. Valeria, der sad ved Siden af Værten, saa hvordan det kogte i ham. Det var en haard Kamp for ham at beholde sin Selvbeherskelse, og den ene mørke Sky efter den anden drog over hans Ansigt, medens han sad med nedslagne Øjne og bankede med Gaflen i Bordet. Da Vinen var bestilt, havde han for saa vidt faaet Magt over sig selv, at han med rolig Stemme kunde kalde Opvarteren hen til sig og sige sagte: „Tag ingen Betaling af Løjtnanten. Det er mig, som er her med Selskabet - og - tag et Glas Mælk med til mig. Da jeg bruger Brøndkur, tør jeg ikke drikke Vin”, sagde han derpaa henvendt til Valeria, „men De maa derfor ikke blive fri for at klinke med mig.”

„Hvorfor bruger De Brøndkur? De ser saa frisk og stærk ud”.

„Ja, det er jeg ogsaa, og min Sygdom, hvis den kan kaldes saaledes, er maaské en Følge af for megen Styrke.

En Konstitution som min gør under Tiden Oprør mod for meget Stillesiddende og for megen Tankeanstrængelse. Det skete et Par Gange inde paa Kontoret i Vinter at jeg pludselig besvimede.”

„Ganske pludseligt . . . .”, sagde Valeria uroligt.

„Aa ja, De behøver ikke at blive bange”, sagde han og smilede. „Det har ikke gentaget sig nu i to Maaneder, og Lægen giver mig det bedste Haab om, at det kan overvindes”.

„Var De slet ikke daarlig til Pas i Forvejen?” spurgte Valeria, der ligesom de fleste Kvinder holdt af at fordybe sig i Sygdomstilfælde.

„Maaské jeg ikke var fuldstændig normal. Det forekom mig, som var jeg svagt beruset. Min ydre Styrke var overanstrængt, og min indre Styrke svigtede mig”.

„Saa maatte De være farlig”, sagde Valeria.

„De mener, at om jeg blev vanvittig, jeg da maatte være en farlig Patient”, sagde han med et mørkt Blik. „Men De kan være rolig. En stræng Diæt vil helbrede mig, ti det er just det ejendommelige hos os Mennesker, at det, der forekommer os som Sindsbevægelser, kan tit ikke være andet end en Fejl i Fordøjelsen”. Han talte bittert.

„Tonen, hvormed De siger det”, sagde Valeria med Værdighed, „vinder ingen Sympati hos mig. Jeg finder intet at haane eller sørge over i det nære Sammenhæng mellem Sjæl og Legeme. Det giver os tvertimod en Sikkerhed for det kære Løfte, at de kun for en kort Tid skal undvære hinanden.”

„De forsvarer Legemets Ret, Fru Brügge, men i Almindelighed anses det jo for Højden af alt ædelt, naar man for Eksempel kun elsker Sjælen. Det vilde jo være storartet, ikke sandt, om man ikke elskede dette brune Haar, denne rene Teint disse dybe Øjne, denne harmoniske Vækst.” Han saa paa hende og talte vedblivende med undertrykt Bitterhed.

Valeria brød sig ikke om at svare paa Bemærkningen. „Naar jeg tænker mig en Moder”, sagde hun, „som selv har passet og plejet sit lille Barn, tænker mig, at hver ny Skønhed, hun opdagede hos det, var hendes Glæde, og hun saa mister det, som i vore Øjne er Forgængelse, saa er jeg dog vis paa, at i Følge de Tegn, som de nu lader haant om, saa vil den Dag dog en Gang komme, da hun med Henrykkelse skal genkende denne samme Skikkelse, som hun plejede saa ømt. Og da vil Forgængelsen kun ligge som en svag Skygge bag Livet og Lyset”.

Hendes Ansigt havde antaget et Udtryk af Ærefrygt, som gjorde hendes Holdning stolt.