« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Rigsdagen
Forslag til Lov indeholdende Bestemmelser om uden for Ægteskab avlede Børns og disses Mødres Retsstilling, var til 1ste Behandling i Folketinget den 27., 28. og 30. November.
Vi giver ikke noget udtømmende Referat af Forhandlingerne, men fremhæver særlig, hvad der som „den røde Traad” gik igennem dem, nemlig Spørgsmaalet om Opgivelsen af Faderens Navn.
Sveistrup indledede Forhandlingerne med en længere anbefalende Tale for det forelagte Lovforslag, idet han dog mente det nødvendigt m. H. t. Barnets Forsørgelse, som i Justitsministerens Forslag siges at skulle være „i Overensstemmelse med Moderens Livsforhold, dog ikke ud over almindelig gode Middelkaar”, ogsaa at sætte en Grænse nedad, og han fremhævede, at der i D. Kv. Sf.s Forslag er Tale om Moderens og Faderens Livsforhold. M. H. t. at beskikke Barnet en Værge, hvilket efter det forelagte Forslag kun rent undtagelsesvis skal finde Sted (se Kv. og Sf., Pag. 162) tilraadede han stærkt, at der altid beskikkes det uden for Ægteskab fødte Barn en Værge, hvilken Tanke D. Kv. Sf.s Udvalg ogsaa har været stærkt inde paa (se Kv. og Sf. Pag. 156.)
Da Sveistrup senere under Forhandlingerne atter havde Ordet, udtalte han m. H. t. Opgivelsen af Faderens Navn: „ - - - Vi staar her ved et Brændpunkt, et Punkt, hvor der kan anføres Vægtige Grunde for og imod. At man i Fremtiden vil komme til at gennemføre dette med ubønhørlig Strænghed, tvivler jeg ikke om. Men som Realpolitiker mener jeg, at man maa tage skaansomt Hensyn til mange givne Forhold - - - - ”
L. Rasmussen betragtede Forslaget som et stort og væsentligt Fremskridt, men han udtalte sin Forundring over, at Justitsministeren „ikke i det foreliggende Lovforslag har kunnet følge Dansk Kvindesamfunds Henstilling om, at der skulde være tvungen Angivelse af, hvem Faderen er”, i det han paaviste, at det, at en saadan Tvang til Opgivelse af Faderens Navn ikke gælder i alle Tilfælde, blot vil føre til, „at de bedst stillede kan opnaa, at deres Navne ikke behøver at komme frem, medens der i alle Tilfælde, hvor der er Tale om en fattig Moder og en fattig Fader, ikke vil kunne være Tale om, at Faderens Navn tilbageholdes”.
Han anbefalede stærkt, at der paa offentlig Foranstaltning oprettes Fødehjem paa forskellige Steder i Landet, foreløbig et i Jylland, et paa Fyn og et paa Sjælland, samt Optagelseshjem, hvor Børnene foreløbig kunde anbringes, til man fandt passende Plejehjem til dem.
(- Dette sidste skulde vel blot være for Børn, der ikke kunde blive hos deres Moder ? Forøvrigt burde, hvis saadanne Føde- og Optagelseshjem oprettedes paa offentlig Foranstaltning, disse ikke udelukkende være for ugifte Mødre og uden for Ægteskab fødte Børn. Dog, dette vil det være tidsnok at drøfte, naar den Tid kommer, hvis den overhovedet kommer, da der bliver Tale om at føre denne Tanke ud i Virkeligheden.)
W. Neergaard sluttede sig til Forslaget det store og hele, om end han nok mente, at der kunde være et og andet at indvende. I Modsætning til det Princip, man i ældre Tider fulgte, at man tog mest Hensyn til Faderen, noget til Moderen og slet ikke noget til Barnet”, mente han, at man i vor Tid burde følge Princippet: først Barnet, saa Moderen og sidst Faderen! - Han advarede dog imod at stille „ægte” og „uægte” Børn ens, idet han navnlig udtalte sig imod Opgivelse af eller Eftersøgning af Faderens Navn og imod Barnets Arveret.
Mads Larsen mente i Lighed med Sveistrup, at der m. H. t. Barnets Forsørgelse maatte sættes en Grænse nedad. Ligeledes mente han, at der bør beskikkes ethvert uden for Ægteskab født Barn en Værge. Endvidere talte han for en Forhøjelse af Normalbidraget, idet han rettede det Spørgsmaal til Justitsm., „om det i Følge den Tendens, som jeg paaskønner, der gaar igennem hele Lovforslaget, nemlig at der skal gives et mere fyldestgørende, højere Beløb som Underholdsbidrag til disse Børn, er Meningen, at dette Hensyn virkelig skal tages til Rettesnor ved Afgørelsen af Normalbidragets Størrelse. Thi jeg mener, at dette maa i allerhøjeste Grad paakræves”.
Martin Madsen Halsted anbefalede i stærke Ord, at man i Loven optog det af Dansk Kvindesamfund stillede Forslag, om Opgivelsen af Faderens Navn; han betegnede dette som „det centrale i hele Lovgivningen paa dette Omraade”, og betragtede dette som langt væsentligere end Barnets Arveret.
Berntsen udtalte, at alle humane Bestemmelser ang. det uden for Ægteskab fødte Barn vil blive uden Betydning, hvis det ikke er Pligt for Moderen at angive Barnefaderens Navn; „thi det er en Selvfølge, at jo større og strængere Krav man stiller til Barnefaderen, jo mere Interesse har han af at slippe for disse Forpligtelser”. Han udtalte sig i stærke Ord imod Fødselsstiftelsens Hemmeligholdelsesret. - Han udtalte sig ligeledes for, at der beskikkes Barnet, født uden for Ægteskab, en Værge, idet han henviste til, at der jo skal beskikkes det inden for Ægteskab fødte Barn en Værge, naar dettes Fader dør.
Andreasen sluttede sig ogsaa til denne Tanke om Beskikkelse af Værge i alle Tilfælde. Endvidere udtalte han sin Glæde over „den Bestemmelse, der angaar Barnefaderens Pligt til at understøtte den vordende Moder under Svangerskabet”, idet han ønskede, „at man ogsaa her imødekom den Henstilling, der er rettet fra Dansk Kvindesamfund om, at denne Adgang til Understøttelse blev mulig for Barnemoderen uden Hensyn til, om der er rejst Sag mod den paagældende Barnefader”.
Mølgaard-Nielsen udtalte det Ønske, at det Udvalg, der skal behandle Sagen, vil strække sig saa vidt som muligt m. H. t. de tre store og vigtige Spørgsmaal: Faderens Navn, Ophævelsen af Fødselsstiftelsens Hemmeligholdelsesret og Barnets Arveret.
N. C. Jensen udtalte, at Hovedpunktet i den hele Sag for ham var, „at give Barnet den fuldstændige Ret til at eje Faderens Navn”.
J. Nielsen gav Justitsministerens Forslag sin fuldeste Tilslutning, men kunde dog „ikke rigtig se, hvorfor Moderen ikke skulde have Pligt til, saa vidt det er hende muligt, at opgive Faderens Navn”.
Fraenkel greb Lejligheden til at komme med nogle „storpolitiske” Udtalelser, men gjorde dog den Bemærkning til det forelagte Lovforslags § 17: „Jeg maa tilstaa, at ved at læse denne Paragraf tænkte jeg ved mig selv, at Hænderne er Esavs, men Røsten er Jakobs. Det var, tænkte jeg, en rigtig Dameparagraf”. Hvis en af de to Parter skulde udleveres, vilde han ubetinget udlevere Manden, idet han mente, at der vilde ske mindst Ulykke ved, at Barnet fik Ret til at vide Faderens Navn.
A. G. Meyer talte imod, at det uden for Ægteskab fødte Barn bliver sat i en Undtagelsesstilling, og han hævdede, „at saa længe der er et uden for Ægteskab født Barn, der staar i en saadan Stilling, at det ikke maa faa sin Faders Navn at vide, at det er ude af Stand til at henvende sig til den, som har skænket det Livet, saa længe er der faktisk en Undtagelsesstilling for dette Barn, som ikke maa finde Sted”.
Jensen-Sønderup udtalte sin Tilfredshed med de to første Dages Forhandlinger, „og jeg maa have Lov til at sige, at der ogsaa er al Grund for Dansk Kvindesamfund til at være tilfreds med den Interesse, som dette Spørgsmaal har vakt - - - . Han hævdede, at Spørgsmaalet om „ Faderens Navn i Virkeligheden er af større Betydning end Spørgsmaalet om Barnets Arveret –”. Endvidere gjorde han opmærksom paa, at man meget vel altid kunde fastsætte Faderens Bidrag i Forhold „til hans økonomiske Omstændigheder uden Hensyn til, om det maatte være nødvendigt til at opdrage Barnet for; og at man saa vel at mærke satte det i Forbindelse med, hvad Dansk Kvindesamfunds Udvalg meget har henstillet, at der i alle Fald blev beskikket Barnet en Værge, som altsaa kunde sørge for, at hvis der blev noget tilovers af Underholdsbidraget efter Afholdelsen af Udgifterne til Barnets Opdragelse, skulde det benyttes, saaledes at Barnet fik godt deraf, naar det havde fyldt 18 Aar”. - Til Slutning talte han stærkt for en Forhøjelse af Normalbidraget. „Man maa hellere give 20 Kr. mere ud i første Omgang end betale flere Hundrede Kroner for disse Mennesker, naar de kommer under Fattigvæsnet, eller, hvad der er værre, naar de i en ældre Alder kommer ind paa Forbryderbanen og ikke blot volder Samfundet store økonomiske Udgifter, men ogsaa paa anden Maade bliver til Skade for Samfundet.”
Carl Hansen gjorde opmærksom paa, at man ved at stille den ugifte Moder gunstigere end den gifte under visse Forhold f. Eks. end Enker med Børn, maatte være klar over, at Konsekvensen vilde blive, at man maatte skride til at forbedre de sidstnævntes Stilling; man bør „tage Skridtet fuldt ud og ikke stille den gifte Kvinde eller Enken daarligere”.
Justitsministeren fastslog, at „et af de Spørgsmaal, der er gaaet som en rød Traad gennem Forhandlingen, er Spørgsmaalet om det „uægte” Barns Ret til Faderens Navn”. Han fastholdt sin Modstand herimod, idet han hævdede, at det aldeles ikke var af Hensyn til Faderen, men alene af Hensyn til Barnet, at han ikke vilde gaa med paa dette Punkt.
Iøvrigt udtalte han Haabet om „en hurtig Behandling i det Udvalg, som vil blive nedsat, saa at Lovforslaget - forhaabentlig inden Rigsdagen slutter - kan blive ophøjet til Lov”.
Vi slutter os til dette Haab, idet vi dog i vort Haab, som en overordentlig væsentlig Bestanddel, indeslutter Gennemførelsen af Kravet om Opgivelsen af Faderens Navn i alle Tilfælde, idet det er vor Overbevisning, at Spørgsmaalet om Barnets Ret til at bære sin Faders Navn og om dets Arveret efter ham i Forhold til dette Krav kommer i anden Række.
Det den 4. Decbr. nedsatte Udvalg bestaar af: Kvist, Nielsen-Kierkelund, Jensen-Sønderup, Lars Jensen, G. Sørensen, Sveistrup, Kierkegaard, Effersøe, Andreasen, P. Knudsen, L. Rasmussen, Sabroe, Mads Larsen, N. Neergaard og Berntsen.
