« Tilbage til søgeresultaterne
Fordom
Det synes næsten, som om man i Politik begynder at tage Hensyn til, at Kvinder ogsaa kan have en Mening, og man lytter til deres Raad, og hvad der er Fremskridtet, man vedkender sig offentlig, at vi Kvinder gennem vor Organisation har Andel i Lovforslaget om de ugifte Mødres Retsstilling. Det er Vidnesbyrd om, at der er foregaaet en Strømkæntring i den offentlige Mening.
For en Snes Aar tilbage var det en latterlig Tanke, om Kvinder blandede sig i Lovgivning, det maatte da ske i Smug. Dette lille Træk maa blandt andre belære os om, at vi kun naar frem ved Sammenslutning, den Vej, som alle, der kæmper for deres Ret, maa vandre paa. Derfor slut sammen, der ligger fuldt op af Opgaver. Tro ikke, at al den Uret, som Lov og gammel Fordom har lænkebunden Kvinder i, nu er ophævet, fordi der bødes lidt paa den blodige Uret, den ugifte Moder har været Genstand for. Den ulykkelige Hustru, som vi altfor ofte ser hende, fattig, forslidt, med en fordrukken, raa Mand, hun lever i et Slaveri, der maa være haardt at bære. Hun har Krav paa vor Tanke, naar de næste humane Fremskridt gøres. Nu søger man at beskytte Børnene for daarlige Hjems Indflydelse. Som oftest er det en fordrukken Fader, som er ude af Stand til at forsørge sin Familie, og man tager saa Børnene fra Hjemmet. Ulykkelige Moder! maaske hun selv var i Stand til at forsørge Børnene, om hun bare kunde blive Manden kvit; men kan denne tabe sin Faderret, hans Husbondsret er ham ubeskaaren. Mulig han en Dag er saa ædru og medgørlig, at Konen faar ham slæbt med til Præsten og forelægger sin Begæring om Skilsmisse. Som Forholdene nu er, faar hun næppe Hjælp af Præsten. Det er ikke hans Opgave at undersøge, om hun og Børnene lider, men at formane til Sammenhold. Hvor ofte har ikke disse Ord „Hvad Gud har sammenføjet, skal Mennesker ikke adskille" lydt som den blodigste Ironi.
Stakkels, forkuede Kvinde, hun lægger sig Præstens Ord paa Sinde og gaar hjem og kæmper resigneret videre og sætter halvt mod sin Vilje flere Børn ind til de haarde Livsvilkaar. Den ugifte Moders Kaar synes mig blide mod de, der blev den ulykkelige Hustrus. Maa den første bære paa sine Medmenneskers Foragt, den sidste faar heller ingen Støtte. Samfundsmoralen siger, hun skal bære sit Kors, hun skal blive hos sin Mand og føde hans Børn, hvor broget det end ser ud. Hvad om den i Stedet for sagde: „Det er galt at sætte Børn ind i Verden under slige Forhold, og den Moder, der selv føler det, har Krav paa Lovens Hjælp og vor Sympati, naar hun bryder Lænkerne".
