Job i KVINFO
Lokal projektleder til KVINFOs Mentornetværk på Amager
Har du en stor interesse for at støtte minoritetsetniske kvinder i deres vej mod uddannelse og beskæftigelse? Og er du også god til at arbejde med frivillige og koordinere en indsats? Så er du en oplagt kandidat til at blive lokal projektleder for Amagers Mentornetværk.
Vi søger en selvstændig og dygtig projektleder til at koordinere vores mentorindsats for etniske minoritetskvinder på Amager. Det er en fordel, hvis du har en god forståelse for de udfordringer, kvinderne kan stå over for, har interkulturelle evner og erfaring med at drive frivillige programmer. Du må også gerne have interesse for boligsocialt arbejde, da vores indsats udføres i samarbejde med den boligsociale helhedsplan på Amager.
KVINFO tilbyder støtte og sparring, både fra sekretariatet og de andre projektledere rundt om i Danmark. Sekretariatet står for opkvalificering i Mentornetværkets metoder og rammer og den overordnede programledelse. De lokale projektledere kan hjælpe med sparring på forskellige udfordringer og løsninger og kan bidrage med inspiration til udvikling af events, rekruttering af frivillige mm.
Arbejdsopgaver:
- Arbejde direkte med minoritetsetniske kvinder for at identificere deres udfordringer og behov.
- Rekruttere, træne og motivere frivillige til at deltage i mentorforløb og arrangementer.
- Skabe gode mentormatches og mentorforløb, med løbende opfølgning
- Samarbejde med lokale organisationer, myndigheder og andre interessenter for at sikre helhedsorienteret støtte til målgruppen.
- Planlægge og gennemføre lokale events og workshops, der har faglig og social relevans for målgruppen og de frivillige.
Om dig:
- Du har erfaring med at arbejde med etniske minoriteter.
- Du har stærke interkulturelle færdigheder og har evnen til at kommunikere på tværs af forskellige kulturelle grupper.
- Du har erfaring med at rekruttere, træne og motivere frivillige.
- Du trives med at etablere og opretholde gode samarbejdsrelationer med forskellige typer aktører.
- Du er god til at planlægge og gennemføre arrangementer.
- Du har evnen til at arbejde selvstændigt og nå dine mål.
Om os:
KVINFO er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. KVINFOs Mentornetværk har siden 2002 arbejdet på at fremme ligestillingen for etniske minoritetskvinder ved at støtte dem i beskæftigelse og uddannelse. KVINFOs Mentornetværk består af et sekretariat med overordnet ledelse, projektledelse og vidensproduktion, og fire mentorindsatser i Aarhus, Slagelse, Amager og Nørrebro/Tingbjerg, hvor der i hver indsats sidder en lokal projektleder.
Det praktiske:
Som lokal projektleder sidder du fysisk i A-huset, Amagerfælledvej 73, 2300 København S. Her har du et kollegialt fællesskab med de boligsociale medarbejdere, men deltager også til fællesmøder, fælles arbejdsdage og årlige erfaringsmøder på KVINFO. Stillingen er på 25 t/ugen.
Du er ansat på overenskomst for HK Stat. Ansættelsesstart er d.1 april eller hurtigst derefter.
Spørgsmål?
Kontakt Christian Larsen, Programleder i KVINFOs Mentornetværk, på: christian.larsen@kvinfo.dk eller 50763363, hvis du har spørgsmål til stillingen. I uge 7 kan du kun ringe onsdag d.12. februar kl.10-12, mens du kan ringe inden for kontortid d.17., 18. og 19. februar.
Anonym rekruttering
Ligestilling og mangfoldighed er kerneværdier i KVINFO, og vi anvender derfor anonym rekruttering. Anonym rekruttering betyder, at ansættelsesudvalget ved udvælgelse af kandidater, der inviteres til samtale, ikke vil blive præsenteret for ansøgerens navn, køn, alder eller billede. Du bedes derfor undlade sådanne oplysninger i CV og ansøgning.
Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen – uanset køn og kønsidentitet, seksuel orientering, etnisk baggrund, religion, funktionsnedsættelse eller alder.
Ansøgningsproces:
Send dit anonymiserede CV og 1/2-sides motivation, i et samlet dokument. CV og motivation skal ikke indeholde billede, navn, køn, alder og andre personlige oplysninger. Dit navn og kontaktinformationer skal alene fremgå af den følgemail du sender, ikke af bilag.
Send til personale@kvinfo.dk og anfør ’projektleder Amager’ i emnefeltet senest den 19. februar 2025
Der afholdes samtaler i uge 9 (mandag den 24. februar og torsdag den 27.februar)