Støttemuligheder
Lyden af mod

Lyden af mod: sammen for en mere ligestillet musikbranche er et projekt, der har til formål at skabe en dybere forståelse for sexisme i musikbranchen og hvilke konsekvenser det skaber, samt at sigte mod konkrete forandringstiltag. Projektet drives af KVINFO og ReSearchHumanity, i samarbejde med Analyse & tal, og det er støttet af Tuborgfondet.
Støttemuligheder
En del af projektet er en vidnesbyrd-indsamling om sexisme i musikbranchen. Sexisme kan være et sårbart og for mange retraumatiserende emne, og da vi spørger direkte ind til dine oplevelser med grænseoverskridende adfærd og sexisme, har vi her samlet en liste over forskellige støttemuligheder.
Anmeld et overgreb til politiet:
Har du oplevet overgreb, kan du anmelde det til politiet her.
Arbejdstilsynet
Alle kan klage til Arbejdstilsynet, hvis der er mistanke om, at en virksomhed overtræder arbejdsmiljøreglerne. Du har ret til at være anonym. Arbejdstilsynet kan kontaktes på 70 12 12 88 vedrørende krænkende handlinger, for eksempel mobning og seksuel chikane. Du kan også bruge den digitale formular.
Center for voldtægtsofre beskriver dine hjælpemuligheder hvis du har været udsat for et overgreb og hvad du kan gøre som pårørende. Her kan du finde henvisninger til professionel hjælp.
OfferRådgivningen Danmark kan hjælpe alle i hele landet der har været udsat for voldtægt eller seksuelt misbrug og har brug for hjælp. Ring anonymt til 116 006 og få direkte kontakt til en af deres uddannede rådgivere. Læs mere om hvordan de kan hjælpe her.
Joan-Søstrene er rådgivning for kvinder, der har været udsat for vold, voldtægt, incest eller seksuel chikane. Du kan møde personligt op i rådgivningen, du kan ringe, eller du kan sende en mail. Læs mere om Joan-Søstrene og find adressen her. Joan-søstrene kan kontaktes på tlf.: 33 14 74 84 (mandag og torsdag fra kl. 18.00 – 20.30) eller e-mail: mail@joan-soestrene.dk. Deres rådgivning er gratis, og både du og de er anonyme. Samtalerne tager udgangspunkt i din aktuelle situation, og I kan tale sammen om de muligheder, du har for at forbedre den. Det kan dreje sig om både psykologiske, juridiske og sociale problemer.
Trygt Rum Netværket er vejledning til mennesker i musik- og kulturbranchen om seksuelle grænseoverskridelser, seksuel chikane og seksuelle krænkelser. Trygt Rum drives af Sex & Samfund sammen med musik- og kulturbranchen. Vejledningens funktion er en indledende samtale, der blandt andet kan henvise til, hvor man kan søge relevant hjælp – der tilbydes ikke terapi- eller samtaleforløb. Vejlederne er studerende og er yngre mennesker. Vejledningen er personlig, anonym og gratis, og vejlederne har tavshedspligt. Du behøver ikke have et klart formål med samtalen, når du kontakter Trygt Rum. De kan kontaktes på 70 20 99 99 tirsdag-fredag mellem kl. 15-17. Læs mere om Trygt Rum Netværket her.
Psykologhjælp gennem Koda
Som medlem af Koda kan du søge om at få op til tre sessions med en psykolog fra psykologhuset Dinesen & You. Psykologerne har erfaring med krænkelsesproblematikker, arbejdsmiljø og belastningsreaktioner, og de er særligt uddannede i at tilbyde relevant støtte og hjælpe med at finde nye handlemuligheder for dem, der har oplevet ubehagelige situationer i deres arbejdsliv. Tilbuddet administreres af DPA for Koda Kultur. Der vil være fuld tavshedspligt i forbindelse med håndteringen af ansøgninger. Læs hvordan du søger støtten her.
(Der er intet officielt samarbejde mellem KVINFO, ReSearch Humanity og de forskellige aktører, der nævnes på listen her.)
Kontakt
Hvis du har brug for at kontakte KVINFO eller teamet bag projektet, kan du skrive til viden@kvinfo.dk.
