Projektkoordinator i KVINFOs Mentornetværk

Projektkoordinator i KVINFOs Mentornetværk

Bliv projektkoordinator i KVINFOs Mentornetværk på Nørrebro og Tingbjerg. Søg senest 28. maj 2024.

Har du en stor interesse for at støtte etniske minoritetskvinder i deres vej mod uddannelse og beskæftigelse? Og er du også interesseret i at arbejde med frivillige? Så er du en oplagt kandidat til at blive lokal koordinator for Nørrebro & Tingbjergs Mentornetværk.

Vi søger en selvstændig og dygtig projektkoordinator til at lede vores mentorindsats for etniske minoritetskvinder på Nørrebro og i Tingbjerg. Det er en fordel, hvis du har en god forståelse for de udfordringer, kvinderne kan stå over for, har interkulturelle evner og erfaring med at drive frivillige programmer. Du må også gerne have interesse for boligsocialt arbejde, da vores indsats udføres i samarbejde med boligsociale helhedsplaner.

KVINFO tilbyder støtte og sparring, både fra sekretariatet og de andre koordinatorer rundt om i Danmark. Sekretariatet står for opkvalificering i Mentornetværkets metoder og rammer og den overordnede projektledelse af mentorindsatserne i Mentornetværket. Koordinatorer kan hjælpe med sparring på forskellige udfordringer og løsninger og kan bidrage med inspiration til udvikling af events, rekruttering af frivillige mm.

Arbejdsopgaver:

  • Arbejde direkte med minoritetsetniske kvinder for at identificere deres udfordringer og behov.
  • Rekruttere, træne og motivere frivillige til at deltage i mentorforløb og arrangementer.
  • Skabe gode mentormatch og mentorforløb
  • Samarbejde med lokale organisationer, myndigheder og andre interessenter for at sikre helhedsorienteret støtte til målgruppen.
  • Planlægge og gennemføre lokale events og workshops, der har faglig og social relevans for målgruppen og de frivillige.

Om dig:

  • Du har erfaring med at arbejde med etniske minoriteter.
  • Du har stærke interkulturelle færdigheder og har evnen til at kommunikere på tværs af forskellige kulturelle grupper.
  • Du har erfaring med at rekruttere, træne og motivere frivillige.
  • Du trives med at etablere og opretholde gode samarbejdsrelationer med forskellige typer aktører.
  • Du er god til at planlægge og gennemføre arrangementer.
  • Du har evnen til at arbejde selvstændigt.

Om os: KVINFO er Danmarks videnscenter for køn og ligestilling. KVINFOs Mentornetværk har siden 2002 arbejdet på at fremme ligestillingen for etniske minoritetskvinder ved at støtte dem i beskæftigelse og uddannelse. KVINFOs Mentornetværk består af et sekretariat med overordnet ledelse, projektledelse og vidensproduktion, og fem mentorindsatser i Aarhus, Svendborg, Slagelse, Amager og Nørrebro/Tingbjerg, hvor der i hver indsats sidder en mentorkoordinator.

Det praktiske: Som lokal koordinator sidder du fysisk i Tingbjerg Forum, Midtfløjene 16, 2700 Brønshøj og på forskellige lokationer i Nørrebrobyggernes boligområder, herunder Lundtoftegade 21a og Blågårds Plads 19. Her har du et kollegialt fællesskab med de boligsociale medarbejdere, men deltager også til fællesmøder, fælles arbejdsdage og årlige erfaringsmøder på KVINFO. Stillingen er på 37 t/ugen og er en projektansættelse til slutningen af 2025, med mulighed for forlængelse. Du er ansat på overenskomst for HK Stat. Ansættelsesstart er d.1 august.

Spørgsmål?

Kontakt kvinfo@kvinfo.dk hvis du har spørgsmål til stillingen.

Ansøgning:

KVINFO anvender blind rekruttering, således at ansættelsesudvalget ikke bliver præsenteret for ansøgerens foto, navn, køn, alder osv.

OBS: Du bedes derfor skrive dine kontaktoplysninger i følgemailen og undlade ovenstående oplysninger i CV og ansøgning.

Send din ansøgning og CV senest d. 28.maj til personale@kvinfo.dk

Vi opfordrer alle kvalificerede kandidater til at søge stillingen – uanset etnisk baggrund, køn og kønsidentitet, seksuel orientering, funktionsnedsættelse, religion eller alder.

Der afholdes samtaler den 7. og 12. juni.