Respekt i fællesskab-3-Artiklen
VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Respekt i fællesskab: Nyt projekt engagerer unge mænd i kampen mod grov tone og chikane 

KVINFO har sammen med 3F, Dansk Metal og HK startet et nyt projekt med titlen Respekt i fællesskab. 

Projektet skal styrke unge mænd, som ønsker en god omgangstone og et godt og respektfuldt kollegaskab – og som derfor overvejer at sige fra over for grov tone og chikane på deres arbejdsplads. 

I det ny projekt bliver unge mænd inviteret med ind som en aktiv og ligeværdig del af løsningen. 

”Lærlinge og unge faglærte kan ofte være en gruppe, som man snakker om uden at snakke med. Men i Respekt i fællesskab er de mennesker, der oplever problemerne i dagligdagen, også med til at sætte ord på udfordringerne og udvikle løsningerne,” siger ungdomskonsulent Sune Schou Holm fra fagforeningen 3F. 

”Medindflydelse og inddragelse er afgørende for, at vi sammen kan skabe et bedre arbejdsmiljø. Det er enormt vigtigt at sikre et ordentligt miljø og trivsel blandt lærlinge og andre unge på arbejdsmarkedet,” fastslår Sune Schou Holm. 

Unge fra 3F, Dansk Metal og HK 

KVINFO gennemfører projektet i tæt samarbejde med ungdomsafdelingerne i 3F, Dansk Metal og HK. Dermed når indsatsen op mod 50.000 unge mandlige medlemmer, som befinder sig i begyndelsen af deres arbejdsliv eller under uddannelse. 

Mere specifikt defineres målgruppen som praktisk orienterede unge mænd i alderen 16-25 år, med forskellig baggrund i forhold til skole, fag og kultur. 

I december 2025 begyndte de indledende interviews: I første omgang med ungdomskonsulenter i 3F, Dansk Metal og HK. Derefter fulgte i februar 2026 interviews med unge mænd fra disse tre fagforeninger og i marts en workshop, hvor fokus var på, hvordan man kan bakke op om hinanden på arbejdspladsen. 

”I både interviews og workshops hører vi, at unge mænd selv ønsker at sige fra over for oplevelser, som går over stregen. Men mange føler sig alene og står nederst i hierarkiet – og frygten for at blive set som ’en, der ikke kan tage en joke’, holder dem tilbage,” siger Rebekka Mahler, der er specialkonsulent i KVINFO. 

Respekt i fællesskab

Respekt i fællesskab er finansieret af Alliancen mod seksuel chikane under Ligestillingsministeriet

Alliancen mod seksuel chikane blev nedsat som en del af trepartsaftalen om forebyggelse og håndtering af seksuel chikane på arbejdsmarkedet i marts 2022.

Den består af 41 organisationer inden for arbejdsmarkeds-, uddannelses-, fritids- og foreningslivs- samt ligestillingsområdet. 

”De unge mænd beskriver alt fra uønsket berøring til nedværdigende kommentarer og skældsord. Nogle af de unge mænd er på deres arbejdsplads blevet kaldt ’møgunge’, ’snotskovl’, ’lønslave’ og ’retarderet’. Det er adfærd, som tydeligt overskrider grænser – men som alt for ofte bliver bagatelliseret som ’drilleri’,” uddyber Rebekka Mahler. 

Længerevarende forandring 

Mange unge mænd har altså et oprigtigt ønske om at sige fra, når omgangstonen bliver grov på arbejdspladsen. Men ofte tøver de, fordi de ikke ved, hvordan de bedst siger fra. Her kan også frygten for at blive afvist af fællesskabet spille ind. 

Respekt i fællesskab skal gøre unge mænd mere bevidst om, at de ikke er alene om at ønske en bedre tone på arbejdspladsen. Projektet skal ikke blot skabe midlertidige aktiviteter, men fremme en længerevarende kulturforandring, der lever videre i fagforeningernes ungdomsafdelinger – også når projektet er afsluttet. 

Fællesskabet i fagforeningerne bliver en ramme, hvor unge kan øve sig i at sige fra over for grov tone og chikane – og støtte hinanden, når de gør det. 

”Hvis du ved, at du har et stærkt fællesskab, er det meget nemmere at være sårbar. Men hvis du er et sted, hvor du ikke regner med at have nogen i ryggen, er det meget sværere at gøre noget ved de udfordringer, der er,” siger Sune Schou Holm fra 3F. 

Grænseoverskridende adfærd mod lærlinge 

Flere undersøgelser har vist, at grov tone og chikane er et problem for blandt andet lærlinge på danske arbejdspladser. 

I 2024 viste en spørgeskemaundersøgelse fra Forum for Mænds Sundhed, at 42 procent af lærlinge i bygge-, anlægs- og træbranchen har fået overskredet deres grænser. Den grænseoverskridende adfærd kommer til udtryk som at blive talt grimt til (39 procent), at blive mobbet (16 procent), at blive truet (7 procent) eller at blive slået, sparket eller lignende (4 procent). 

I undersøgelsen havde en lidt større andel af mænd oplevet grænseoverskridende adfærd: mænd 43 procent og kvinder 39 procent. 

I oktober 2025 viste DR-dokumentarserien Bare en lortelærling, hvordan lærlinge i byggebranchen er udsat for hård tone, chikane og grænseoverskridende adfærd på arbejdspladsen.