Unge vil gerne være oplyste om køn, ligestilling og klima, og de vil gerne arbejde for selvsamme.

Med projektet Unge stemmer for ligestilling i Norden styrker KVINFO etablerede ungdomsorganisationer, i deres arbejde med at blive bæredygtige fællesskaber for ligestilling.

Projektet er finansieret af Nordisk Ministerråd, og er et samarbejde mellem KVINFO i Danmark, Senter for likestilling i Norge og Region Värmland i Sverige.

Unge får ejerskab over ligestillingsdagsorden

26 unge, der primært er frivillige i ungdomsorganisationer, har mødtes på tværs for sammen at arbejder med køn, ligestilling og klima.

Formålet med projektet er at give unge mere viden og bedre redskaber til at arbejde med ligestilling i samspil med andre samfundsproblemer som f.eks. klima, og dermed gøre unge til en drivkraft for et mere bæredygtig og ligestillet Norden.

Ungdomsorganisationer i projektet

Disse ungdomsorganisationer deltager i projektet Unge stemmer for ligestilling i Norden

  • DFUNK, Dansk Flygtningehjælp Ungdom
  • DGS, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning
  • De Grønne Pigespejdere
  • Alternativets Unge
  • SF Ungdom
  • Sex & Samfund

De unge er blevet præsenteret for viden om intersektionalitet, uddannelse og arbejdsliv i et kønsperspektiv samt køn og klima. Igennem tre workshops har de, med afsæt i denne viden, drøftet både udfordringer og konkrete løsninger.

De unge har identificeret de største ligestillingsudfordringer i Danmark, har fået indsigt i sammenhængen mellem normer, strukturer og privilegier og har haft de intersektionelle briller på, når de har set på ligestillingsudfordringer i deres egne organisationer.

Igennem quizzer, privilegie-bingo og ekspertoplæg, er temaerne blevet bearbejdet med udgangspunkt i design thinking og normkritik. Derved er de unge blevet introduceret for innovative måder at udvikle deres ungdomsorganisation i en mere inkluderende og bæredygtig retning.

Unge vil gerne engagere sig

De unge, som deltager i projektet, kommer fra vidt forskellige ungdomsorganisationer, der til dagligt arbejder med meget forskellige agendaer og målgrupper.

Men i projektet mødtes de med det samme mål. De vil gerne vide og engagerer sig mere i spørgsmål om ligestilling, køn og klima – og sammenhængene mellem de udfordringer.

Og her kan de unges forskellige tilgange bruges positivt.

Rosa Laursen fra DGS, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, synes det var dejligt med den mangfoldige gruppe af ungdomsorganisationer.

”Jeg synes det er spændende at se så mange forskellige ungdomsorganisationer, der alle berører nogle af de samme emner til trods for at vi er så forskellige,” siger hun.

”Vi havde nogle virkelig gode samtaler med en masse forskellige vinkler på emnerne og god erfaringsudveksling.”

Fællesskabet om ligestilling

Flere af de unge, der deltager i projektet fortæller, at noget af det mest lærerige og motiverende ved projektet er at møde andre unge, som også arbejder og kæmper for ligestilling.

Alle tre workshops indeholdte både oplæg fra eksperter, der kunne præsentere den nyeste forskning, men også gruppearbejde, hvor de unge kunne tale med hinanden, dele tanker og oplevelser.

Mursal Popalzai fra DFUNK, Dansk Flygtningehjælp Ungdom, fortæller, at det mest spændende ved de tre workshops, var når de unge mødtes i grupper og skulle dele erfaringer og tanker.

”Vi formulerer os meget forskelligt, men vi har det samme mål. Nogen siger måske 1+1+1+1, mens andre siger 2+2, men det giver alt sammen 4. Vi har mange forskellige synspunkter, men vi kæmper alle for det samme, nemlig ligestilling,” siger hun.

Sylvester Blondin fra Alternativets Unge beskriver også, hvordan de fælles samtaler og personlige fortællinger var særligt lærerige for ham.

”En af de ting, som jeg tager med mig fra projektet, er de personlige fortællinger. De gjorde vigtigheden af arbejdet for ligestilling meget håndgribeligt for mig. Jeg tror på, at vi nok skal komme i mål med ligestilling. Det tror jeg på, fordi vi er så mange, der kæmper for det sammen.”

Udveksling i Norden

De danske unge skal ikke bare udveksle deres egne tanker og ideer med hinanden.

Til vinter skal seks udvalgte unge, der repræsenterer de forskellige ungdomsorganisationer, på udveksling til samarbejdslandet Norge, hvis Corona vil.

Her skal de mødes med de andre unge fra både Norge og Sverige, som også deltager i projektet, og dele tanker og erfaringer om ligestilling, køn og klima.