Her i det Kaukasus, hvis navn har haft en fortryllet klang, er det, som om virkeligheden er blevet en ond parodi på sig selv, skriver forfatter Kristian Bang Foss i dette rejsebrev fra Georgien
Rejsebrev, Kristian Bang Foss
På en af de grønne bjergrygge med udsigt over Tbilisi troner en futuristisk rædsel i stål og turkis glas, tegnet af den store japanske arkitekt Shin Takamatsu.
Angiveligt skulle det være en residens tilhørende oligarken Bidzina Ivanishvili, men da mine to rejsekammerater og jeg efter at have forceret et utal af trapper i middagssolen kommer derop, fortæller en underfundigt smilende mand, at Ivanishvili nu bor i et endnu større hus ovre i den næste dal.
De allestedsnærværende politimænd er ikke til at slå et ord af. En mand, der sidder på en bænk, siger, at dette er et business center.
Forvirringen omkring bygningens formål og det lette ubehag, som arkitekturen indgyder, er passende for en figur som Ivanishvili, Georgiens store oligark. I en årrække var han en slags skyggefigur i landets politik, indtil han grundlagde partiet Georgiens Drøm og i 2012 blev Georgiens premierminister i ét år for bagefter igen at virke bag kulisserne.
Officielt har hans politik været, at landet skulle nærme sig Vesten, EU og NATO, men i virkeligheden er det nu åbenlyst, at han har arbejdet på at groome landet til at blive en russisk marionetstat.
Fortællinger fra Georgien
KVINFO har sammen med Dagbladet Information sendt to danske forfattere, Kristian Bang Foss og Kristina Stoltz, til Georgien.
På deres rejser har de blandt andre mødt repræsentanter fra forskellige georgiske NGO’er, som KVINFO samarbejder med. De forskellige møder, observationer og indtryk er blevet til to rejsebreve om et Georgien, hvor demokratiet er presset og aktivisme er en nødvendighed.
Hele Kristina Stoltz’ rejsebrev kan du læse her.
Dagbladet Information har samlet rejsebrevene i et lille tema her.
I foråret gik Georgiens Drøm i gang med at indføre en række love, der stækker civilsamfundet og indskrænker borgernes rettigheder. I folkemunde bliver de kaldt for russerlovene. USA har indført sanktioner, der forsøger at ramme oligarken og regeringsmedlemmerne på pengepungen. EU har været mere tøvende og taler om, at Georgien nu ikke kan blive medlem af EU, men det er regeringen jo udmærket klar over i forvejen.
Fra Ivanishvilis residens på bjergryggen er der frit udsyn til den høj midt i byen, hvor den georgisk-ortodokse Sameba Katedral rejser sig. Efter den blev færdigbygget i 00’erne, kom det frem, at det var Ivanishivili, der havde finansieret den i hemmelighed. Katedralen er et stykke fortidsarkitektur bygget i nutiden, og på den måde er det lykkedes oligarken at tegne en ondskabens akse gennem byen.
Fra fortidig religiøs pomp og pragt med funklende guldtag til et futuristisk skurkepalads i skinnende stål og turkis glas, fra en form for kitsch til en anden. Megalomanien er åbenlys, det er både sjovt og tegneserieagtigt og skræmmende. Her i det Kaukasus, hvis navn har haft en fortryllet klang, siden jeg som teenager læste ‘Vor tids helt’, er det, som om virkeligheden er blevet en ond parodi på sig selv.
Georgiens Drøms virkemidler er misinformation, skøre konspirationsteorier og vold per stedfortræder. Vi ser billeder af oppositionspolitikere, der er blevet opsøgt foran deres gadedør og tæsket, en af dem har mørkelilla fingermærker fra kvælertag rundt om halsen, og aktivister fortæller, at de modtager anonyme opringninger med trusler og obskøn tale, de ikke har lyst til at gengive.
“Pas på, når du går tur med dine børn,” har én fået at vide. Kræfterne, der virker imod frihed, skyer ingen midler og er mestre i at mobilisere pøblen.
Forsøgene på at afholde Pride i 2021 og 2023 blev løbet over ende, og præster fra den ortodokse kirke opildnede til afbrænding af regnbueflag og vold mod Pride-deltagerne, der måtte fragtes i sikkerhed i busser.
Folk, vi taler med, er pressede, kæderyger, får tårer i øjnene eller sætter deres telefonen på flytilstand, når vi mødes. Det politiske klima nedbryder virkelighedsfornemmelsen og skaber en berettiget følelse af at blive overvåget.
En ung mand, jeg falder i snak med på gaden, introducerer mig for en bekendt, der bliver bange for mig og forsvinder. Feministiske organisationer har af sikkerhedshensyn ikke dørskilte, folk på gaden kigger intimiderende, og en aften på hotellet går min telefon ned og opfører sig mærkeligt.
Det smuldrende parlament
Som en kæmpe, blå fuckfinger til folket er der blevet hængt et stort EU-banner op på parlamentsbygningen, på hvis facade pudset skaller af i store flager. Det er et mindfuck af rang, for politikerne, der denne dag er forsamlet i bygningens indre, har for længst vendt sig mod Rusland og væk fra EU.
Præsidenten, som åbenbart er i besiddelse af et form for moralsk kompas, har nedlagt veto mod den seneste russerlov, men Georgiens Drøm har mandater nok til at overrule et præsidentielt veto ved en afstemning, som afholdes den dag, vi befinder os foran parlamentet.
Her foregår daglige demonstrationer. Politiet tæver folk, skyder dem med vandkanoner og bruger tåregas. Det lader til, at de også bruger gummikugler, og at flere har fået øjenskader. Vi bliver rådet til ikke at blive for længe på pladsen, for det er, når mængden går i opløsning, at specialstyrkerne kommer ud og tæver folk.
Vi er sammen med en ung aktivist, der leder os op ad en skrånende vej syd for parlamentet. Efter afstemningen vil politikerne enten komme ud her eller gennem en dør på bagsiden af bygningen. En flok politibetjente bevogter indgangen, langs hele gaden holder der politikøretøjer. Længere oppe ad gaden tager larmen til igen, så man ikke kan høre mursejlerne over os.
Demonstranterne har medbragt fløjter, der bliver råbt i kor og spillet høj musik. Flere er iklædt motorcykel- og cykelhjelme, og mange har dykkerbriller med for at beskytte sig mod tåregas og gummikugler. Her er georgiske flag og europæiske flag. For dem er EU et symbol og et håb.
To unge kvinder iklædt henholdsvis det georgiske flag og EU-flaget tager opstilling foran politibetjentene med et billede af en gris i det russiske flags farver. Den ene har en gasmaske hængende om halsen. Bless them. Politimændene foran os er ikke maskerede, det er mænd omkring de 40 år, nogle er i 50’erne.
De har firskårne træk og det hår, der ikke er dækket af kasketter, er maskinklippet. Igen er der noget sært karikeret over virkeligheden, som søgte de med fuldt overlæg at parodiere en gruppe pansersvin. De fleste har korslagte arme, der hviler på oversiden af deres store maver. I modsætning til demonstranterne er der intet urbant over deres udtryk, de ligner nogen, der er kommet ind med firetoget.
Der er flere af politibetjentene, der smiler til hinanden, og det virker svært at forstå. Er det et forsøg på at normalisere situationen? Er det ondskabsfuldhed? Nervøsitet? Eller vil de vise, at de bare er almindelige mennesker? Vi får at vide, at de her ikke er farlige. Men det er de, der er ved at samle sig ovre på det modsatte hjørne, til gengæld.
Arbejdet for ligestilling i Georgien
KVINFOs arbejde i Georgien foregår i tæt samarbejde med organisationerne Women’s Fund Georgia, Women’s Information Center og Sapari.
Det er finansieret af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram.
Vi går op ad nogle trapper til et plateau, hvor vi kan se dem. Der er et godt stykke over 100. De er klædt i sort og er maskerede, så man kun kan se deres øjne. Nogle af dem har stadig civilt tøj på indenunder en vest, hvor der står politi på. Mange af dem ser pumpede ud med enorme overarme og tyrenakker.
Der er noget tavst afventede, reptilt over dem. Fløjteriet og den infernalske larm tager til. Jeg står ved siden af to kvinder i 50’erne, der har dykkerbriller i panden og gasmasker om halsen. “I russere, I slaver af systemet!” råber folk taktfast mod den sortklædte masse.
Vi får at vide, at nu er afstemningen slut. Ikke én har stemt for præsidentens veto. Alle 74 medlemmer af Georgiens Drøm har stemt det ned. Alle som en. Man kan kun gætte på, hvilken ondartet cocktail af bestikkelser, afpresning og lyssky økonomiske interesser, der ligger til grund for resultatet.
Her kan blive farligt, når politikerne kommer ud, og vi går ad en rute, vi i forvejen havde udset os, om til nordsiden af parlamentsbygningen ned mod menneskemængden på forsiden. Folk kommer løbende op ad gaden mod os med deres hjelme og dykkerbriller og gasmasker for at deltage i konfrontationen.
De fordrevne bedstemødre
Når man er nabo til Rusland, er der altid fare for krig, som en af kilderne, vi møder, siger. Rusland har besat de to georgiske regioner Abkhasien og Sydossetien, der udgør 20 procent af landet. Det er en form for snigende invasion, hvor grænser blev flyttet om natten, så man kunne lægge sig til at sove i Georgien og vågne op i Rusland. Under krigen i 2008 blev etniske georgiere (i modsætning til etniske abkhasere og ossetere) fordrevet fra provinserne og lever nu som såkaldte internt fordrevne rundt omkring i Georgien.
En lille times kørsel fra Tbilisi ligger en gammel militærlejr fra sovjettiden, der siden 2008 har været lejr for internt fordrevne. Man drejer fra hovedvejen ned ad en jordvej, hvor de tidligere militærhuse ligger på begge sider.
For enden ligger et toetagers lyserødt hus, det er et empowerment center for kvinder, drevet af en ældre kvinde, der bliver kaldt miss Madonna. Ud over at drive centeret er hun en ledende figur i det lille samfund. Det lille læskur ved busstoppestedet oppe ved hovedvejen er hendes værk. På den måde kan beboerne i lejren vente på bussen til Tbilisi i læ for solen og regnen.
Det handler ikke så meget om bekvemmelighed, fornemmer man, som at bevare en vis form for værdighed. Miss Madonna har kæmpet for at etablere ordentlig kloakering og skaffe rent drikkevand, og hun fortæller en passant, at der var usædvanlig mange slanger i begyndelsen, da russerne havde haft et laboratorie, hvor de brugte slanger som forsøgsdyr, og disse var blevet sluppet fri, da militærlejren blev forladt. De måtte undervise børnene i, hvordan man reagerede, når man mødte vilde slanger.
Hun er ulasteligt klædt og taler lavmælt og venligt, og på trods af hendes nærvær er blikket en smule distanceret, som om øjnene har set for meget. Hun fortæller, at hun ad to omgange er blevet holdt fange af russerne, hvilket er noget, som flere af kvinderne har oplevet. Bortførelser er en del af russernes terrorisering af den etnisk georgiske civilbefolkning i de besatte områder.
Den ene gang viste soldaterne hende et stort kar med kogende vand og sagde, at den næste morgen ville de koge hende levende. Men de fik ikke knækket hende. Hun giver indtryk af styrke, som hun står der foran sit uddannelsescenter.
Let til latter og til gråd
I centeret bliver unge kvinder fra lejren undervist i forskellige praktiske fag, der gør, at de kan klare sig selv. Grundtanken er initiativ og kompetencer. Anna, der arbejder for en ngo, der støtter kvinderne i lejren, fungerer som vores tolk i dag.
Vi sidder om et langt bord, og kvinderne, der alle er i bedstemoralderen, fortæller om deres liv. Flere af dem har været bortført af russerne og udsat for vold og overgreb, endnu en fortæller, at hun ligeledes er blev truet med at blive kogt levende. Hun blev enke som 23-årig, alene med to børn.
Hun underviser i folkemusik og tager en panduri frem, det er et trestrenget instrument med en tynd hals, og begynder at slå akkorder an og synge. Det handler om sorg og tab og lyder hårdt og smukt. Hun synger sangen, som hun selv har skrevet, både på georgisk og ossetisk. Bagefter fortæller hun, at hun blev bortført af russerne, fordi hun havde georgiere i sin familie.
En anden taler om at savne sit barndomshjem. Om aldrig at føle sig hjemme.
“Rusland er det store røde flag for os,” siger en af dem. “Vi nægter at acceptere noget som helst russisk.”
“Vi håber, at vores brødre og søstre i Europa vil hjælpe med at genforene Georgien.”
Efterhånden som de får talt sig varme, når tolken ikke at oversætte det hele, de gestikulerer ivrigt og vifter med pegefingeren i luften ad hinanden, mens de taler. De har let til latter og let til gråd. På trods af traumerne er der en forbavsende umiddelbar adgang til følelserne.
Miss Manana er 78 år og den ældste i lokalet. Hun lægger hovedet lidt tilbage, som om hun gennemskuer én, når hun kigger på én. Hendes ansigt er svært at aflæse, det ser ikke ud, som om hun siger noget morsomt, men når hun taler om sovjettiden, griner de andre kvinder og tolken tit.
Hun bliver så alvorlig og fortæller kortfattet, at hun mistede sin ene søn under krigen i 2008. Han blev dræbt samme dag som to af sine fætre. Hun søgte efter hans lig i tre måneder, indtil hun til sidst blev præsenteret for en pose med nogle kropsrester i og bedt om at identificere dem som sin søn. Hun mistede også sin bror i krigen.
Hun fortæller, at der havde været konflikter med russerne og bortførelser af georgiere lang tid før 2008, men denne gang medførte det en ny situation, fordi de blev fordrevet.
“Der findes ingen onde eller gode befolkninger,” siger hun. “Det er den førte politik, der er ond. Den etniske konflikt i Ossetien var kunstigt skabt.”
“Det var russiske soldater, der skød på os,” siger en anden kvinde. “Det var russiske bombardementer. Vi så ingen ossetere i den krig.”
Miss Manana har grundlagt Kvindernes Fredsklub, der arbejder for tillid mellem folkeslag. Hun har været i russisk fjernsyn, hvor hun har sagt, at hun ikke ønsker hævn for tabet af sin søn, blot fred. Nu underviser hun børnene i lejren og skriver digte.
“For at undervise børn er man nødt til at være digter,” siger hun.
Hindbærplantagen
Miss Inga er en af de yngste af bedstemødrene og er en hårdtarbejdende kvinde, som nyder stor respekt blandt de andre. Ligesom mange af dem levede hendes familie af at dyrke jorden, inden de flygtede, og ofte i samtalerne fornemmer man en længsel mod at høste afgrøder og omgive sig med ting, der gror. Miss Inga har grundlagt en hindbærplantage, der i højsæsonen holder ti kvinder beskæftiget.
Plantagen ligger et stykke fra lejren i et stort åbent landskab med marker, gennemskåret af grusveje og telefonledninger på træmaster. I det fjerne ligger bjergene som en blå silhuet. De fordrevne har haft mulighed for at købe jordlodder af regeringen for et symbolsk beløb, og miss Inga har samlet flere af familiens jordlodder, så rækkerne af hvidblomstrende hindbærbuske strækker sig, så langt øjet rækker.
Hun undskylder for det lange græs mellem rækkerne, den megen regn har gjort, at de ikke har kunnet holde det nede. Solen er skarp, og her er ingen skygge nogen steder, men vi er endnu så tidlig på sommeren, at der lyder et brus af fuglestemmer i middagsheden.
Manglen på vand kan være et problem, og Inga har fået bygget et vandingssystem og trukket strøm til, ligesom hun har fået etableret grusvejen langs markerne. Hun fortæller grinende, at når hun skal tale med myndighederne for at søge støtte til forskellige projekter, undrer de sig over, hvorfor det er hende, der ringer… Hun har jo en udmærket mand.
Mellem hindbærbuskene har hun sået druer, fordi det ser flot ud sammen med hindbærrene, når de tager rundt på markederne for at sælge dem. Hun eksperimenterer også med at dyrke majs og siger, at hendes største udfordring er, at hun mangler sin egen traktor.
Alle bønderne på egnen deles om den samme traktor, og det giver flaskehalse. Ironien vil, at hun og hendes mand havde tre traktorer, før de blev fordrevet. Derudover mangler de et køleskab til at opbevare bærrene i.
Miss Inga virker kompetent og eksperimenterer konstant og tænker fremad og udvider. Driftig er ordet. Miss Madonna, som er med os, fortæller i bilen på vej tilbage, at nytænkningen og initiativet smitter af på de andre landbrug på egnen.
Bortførelserne
Tættere på lejren ligger den mindre hindbærplantage, hvor det hele begyndte, og under et halvtag er der dækket op med jordbær og kage. Det ligner snarere en have end en egentlig plantage, og miss Manana går rundt med en solhat mellem rankerne og beskærer dem.
Det ser fredfyldt og rart ud, og selv om man kan høre trafikken fra landevejen, der løber forbi på den anden side af rækværket, ånder her fred. Jeg spørger, hvordan det går, og hun svarer, at hvordan skulle det kunne gå dårligt efter vores besøg. Hun slår ud med armen og siger, at hun elsker stedet her og aldrig vil herfra. Hun arbejder her ikke kun for pengenes skyld, arbejdet er terapeutisk for hende.
Miss Madonna åbner for hanen til den brønd, de har fået gravet, og vi betragter vandet vælde ud. Det er ikke en lille ting. Miss Inga viser mig et af de allerførste modne hindbær.
Da vi sidder under halvtaget, fortæller miss Inga mig sin historie. Hun har aldrig talt om det før, men nu vil hun genopleve sin ungdom, siger hun grinende.
På landet i Georgien har der været og er stadig en tradition for, at mænd bortfører den kvinde, de gerne vil gifte sig med. En bortført kvinde kan man af æresgrunde ikke tage ind i familien igen.
Vi har tidligere på rejsen hørt om fænomenet: En mand fortalte os, at, da han var ung, forsøgte nogen at bortføre hans nuværende kone, men forsøget mislykkedes. Da han ikke selv var hjemme, måtte hans venner tage affære og opsøge bortførerne og tæve dem. Det var sådan, det fungerede, sagde han.
Miss Inga blev bortført, da hun var 17 år. Hendes mand, som hun stadig er sammen med, kan ikke være her i dag, da han er til begravelse, men hun siger, at han er en god og højt respekteret mand. »Jeg har været heldig,« siger hun. De har tre børn sammen.
Selve bortførelsen var hendes kommende mand ikke direkte involveret i. Det var nabofamilien til miss Ingas familie, der stod for udførelsen. Det første forsøg mislykkedes, men anden gang fik de lokket miss Inga ind i deres hus og ud i en bil, som kørte hende til den nye svigerfamilie.
Hun fortæller, at der kun var kvinder i bilen, en af dem havde et spædbarn med, og jeg forstår det sådan, at kvinderne muligvis har ledt an i bortførelsen for at kunne slå en beskyttende ring om hende.
Den første tid i den nye familie var svær.
»Hvis jeg vidste i forvejen, hvor fin en mand han var, ville jeg have forelsket mig i ham. Men det var svært ikke at vide noget og blive tvunget ind i et ægteskab,« siger hun.
Da hendes egen familie kom den næste dag efter bortførelsen, sagde hendes far, at nu kunne de ikke tage hende tilbage, for nu var hun en bortført kvinde. »Og det gør stadig ondt her, når jeg tænker på det,« siger hun og lægger hånden på hjertet.
Inga og hendes mand har kærligheden til landbrug til fælles. Da de måtte flygte, løb hendes mand ud i æbleplantagen for at få så mange af den sort med, som han dyrkede og elskede. En russisk helikopter kredsede over hovedet på ham, indtil de besluttede, at han ikke var noget værdigt mål for deres våben.
Det var i 2004, de flygtede første gang, hjem til moren, og de fik alle deres ting med. Da det stilnede af, vendte de tilbage, men da de flygtede igen i 2008, gik det så hurtigt, at de ikke fik andet med end et fotoalbum og de genstande af guld, som hendes mand havde været forudseende nok til altid at bære på sig.
“Vi venter på valget”
Det, der smerter hende mest, er tanken om hendes mor. De valgte ikke at bo hos hende nær grænsen til Ossetien, da sønnen kunne få sin egen lejlighed her i lejren. Dagen efter de var flyttet hertil, kom hendes mor ned med bus for at besøge dem. Da hun så lejren i al sin elendighed, ønskede hun sig død, fordi hendes datter skulle bo sådan et sted, og ganske rigtigt døde hun af et hjerteslag samme dag.
“Hver gang jeg kører ud på hovedvejen, hører jeg hendes stemme for mit indre øre,” siger miss Inga.
Men miss Madonnas center har altid støttet hende, det går godt med hendes landbrug, og nu har hun fået børnebørn.
Miss Ingas historie er ikke en af de slemme, den er til at tale om med en fremmed mand. Men stadig er der så meget smerte i den. Jeg tænker på den vrede og frustration, jeg følte foran parlamentet, hvor de korrupte politikere solgte deres land til Rusland.
Miss Manana er kommet til for at sidde i skyggen, og jeg spørger de tre kvinder, om de ikke er vrede. De virker så rolige og diplomatiske. De svarer hver især:
“Vi er vant til det …”
“Vi er ikke rolige …”
“Vi venter på valget …”
Vi taler videre om valget, der kommer til oktober. Spørgsmålet er, hvor meget regeringen vil være i stand til at snyde. Russerlovene gør, at ngo’erne vil have svært ved at overvåge valget. De vil være stemplet som udenlandske agenter, hvis de modtager penge fra andre lande. Politikerne kalder det transparens.
“Hvis de vil have transparens, så kan de vise mig deres bankkonti,” siger miss Manana.
Jeg tager afsked med kvinder i plantagen og kører hjem mod Tbilisi, hvor vi drikker en drink på luksushotellets terrasse. Mørket sænker sig over den smukke og oldgamle by, og jeg tænker på kvinderne, der flere gange sagde: “Vi venter på valget.”
Georgien er et nyt demokrati med en lille befolkning på godt fire millioner. Gad vide, om dets institutioner er stærke nok til at modstå presset fra oligarken og hans Rusland. Man kunne frygte, at det ikke er tilfældet. Men det eneste, der er sikkert, er, at de fordrevne bedstemødre og resten af det georgiske folk vil kæmpe videre, uanset hvad udfaldet bliver.