På forespørgsel fra Hæren har KVINFO undersøgt og udarbejdet undersøgelsen Køn, minoriteter og kultur i Hæren. Barrierer for rekruttering og fastholdelse.
Undersøgelsen inkluderer blandt andet en spørgeskemaundersøgelse, som i alt 4.197 personer har svaret på. Svarene er repræsentative i forhold til køn, rang og ansættelsesforhold, hvor der er arbejdet med både fastansatte og værnepligtige.
Hæren har igangsat dette arbejde for bedre at kunne tiltrække og tilknytte en større andel af medarbejdere fra de underrepræsenterede grupper, hvilket her er kvinder og mennesker med etnisk minoritetsbaggrund.
Skabe fællesskab for alle
Flertallet af Hærens ansatte fremhæver, at fællesskabet er vigtigt for dem i forhold til at vælge Hæren og blive i jobbet. Undersøgelsen peger dog på, at fællesskabet skal inkludere flere.
En betydelig andel af respondenterne oplever, at humor og omgangstone er nedsættende, ekskluderende og udstiller grupper og enkeltpersoner. Omgangstonen beskrives som til tider racistisk, sexistisk og homofobisk. Undersøgelsen viser desuden, at kvinder er langt mere udsat for sexisme og seksuel chikane i Hæren end mænd, desuden er både kvinder og etniske minoriteter mere udsat for ubehagelige kommentarer og jokes end majoriteten.
Ifølge undersøgelsen er den grove humor “en del af pakken” i Hæren, og kolleger er ”sarte” og bør ikke have plads i Hæren, hvis de ikke bryder sig om tonen, og flere tilpasser sig omgangstonen for at passe ind.
Modig og nødvendig forandring
KVINFOs direktør, Henriette Laursen, anerkender, at Hæren står over for en kompliceret opgave, og kalder Hærens vilje til forandring for modig og nødvendig.
”Hæren er god til at skabe stærke fællesskaber. Det er et godt afsæt for det videre arbejde med at skabe forandringer, så alle kan føle sig tilpas og trygge, og så færre forsøger at ændre på sig selv for overhovedet at kunne være en del af fællesskabet”.
”Målet må være, at færre oplever, at det, der for nogle netop skaber fællesskab, er det samme, som ekskluderer andre”, siger Henriette Laursen.
”Soldat på mange måder”
Rapporten indeholder en række anbefalinger til Hærens videre arbejde med at styrke rekruttering og fastholdelse.
Det drejer sig blandt andet om at –
- ansvaret for værnepligtige, som oplever flest krænkelser, skal lægges hos fastansatte med mere erfaring, end det nu er tilfældet
- udrydde opfattelsen af, at fx grov og nedladende tale er ”en del af kulturen” og sikre, at hverdagen i Hæren altid stemmer med arbejdsmiljø-, ligebehandlings- og forskelsbehandlingslovgivning
- arbejde med problematisk adfærd og situationer frem for at fokusere på, at kvinder er ofre
- holde obligatoriske kurser i ledelse og trivsel for alle ansatte, der har ansvar for at uddanne og lede andre – særligt værnepligtige – i emner som psykisk arbejdsmiljø, inkluderende humor og sprogbrug, forebyggelse af mobning og grænseoverskridende handlinger, konflikthåndtering og inkluderende ledelse.
Endvidere anbefaler KVINFO, at Hæren gør op med kønsneutralitet i udsagn som for eksempel “der findes kun ét køn i Forsvaret, og det er soldat”, da det kan øge ulige forhold og negativt fokus på minoriteter inklusive kvinder. Hæren kan med fordel skifte strategi til at arbejde med køn som udtrykt i et udsagn som ”Soldat på mange måder”.