Kvinder og piger lever generelt med manglende ligestilling globalt, og når et samfund rammes af konflikt eller krig, bliver deres situation endnu værre. Både fordi voldtægter og seksuelle overgreb på kvinder og piger bruges systematisk som våben i mange krige og konflikter.

Og fordi kvinder og piger er specielt udsatte i moderne krig, som i stigende grad målrettes det civile samfund.

Det er derfor helt afgørende, at kvinder tænkes ind i og involveres i fredsbevarende arbejde, hvis der skal skabes vedvarende fred. Det var tanken, da FN i 2000 vedtog en resolution om emnet, og det er ikke blevet mindre aktuelt siden.

Blodig baggrund

I 1990’erne var der flere blodige borgerkrige i blandt andet Rwanda, det tidligere Jugoslavien, DR Congo, Sierra Leone og Liberia. Krigene gav utallige eksempler på systematisk brug af voldtægt og mange andre former for vold mod kvinder som et aktivt våben i krigene. Samtidig blev ingen stillet til ansvar for de uhyrlige handlinger mod civile kvinder og piger.

Den 31. oktober 2000 vedtog FN’s Sikkerhedsråd derfor enstemmigt 1325-resolutionen om kvinder, fred og sikkerhed, også kaldet UNSCR 1325 eller WPS, som står for Women, Peace and Security.

Resolutionen blev betragtet som en milepæl, da verdens lande for første gang anderkendte alvorligheden af denne form for krigshandlinger. Dermed anderkendte man også vigtigheden af at gøre en særlig indsats for kvinder og piger i forbindelse med konflikter og krige.

Kvinder som både ofre og ressourcer

1325-resolutionen slog også for første gang fast, at kvinder ikke blot skal beskyttes bedre i krige og konflikter, men at kvinder også skal involveres i arbejdet med at forebygge og løse konflikter.

Resolutionen udstikker rammen for, at kvinder ikke kun nævnes i de formelle fredsaftaler, men også får en plads ved forhandlingsbordet. De skal være med til at skrive aftalerne, de skal være med til at skrive under på aftalerne, og de skal være med til at implementere aftalerne.

Fredsforhandlinger, hvor kvinder er involveret og medunderskrivere, er langt mere bæredygtige på den lange bane end fredsaftaler, hvor kvinderne bliver udelukket.

Kvinders direkte deltagelse i fredsaftaler øger sandsynligheden for, at aftalen tager højde for alle køns behov og udfordringer i tiden efter krigen. Og det er vigtigt, da stærke forbindelser til de civile kvinder er afgørende for opbygning af samfund efter krige og konflikter.

Når kvinder er med til at skrive under på fredsaftaler, er der derfor også større sandsynlighed for, at fredsaftalen bliver implementeret og kommer fra papiret ud i virkeligheden.

Mere fred og genopbygning med kvinder

Undersøgelser viser tydeligt positive resultater, når kvinder deltager i fredsaftaler og fredsbevarende processer. Et studie af 82 fredsaftaler og 42 væbnede konflikter mellem 1998 og 2011 viser, at fredsaftaler, hvor kvinder var medunderskrivere har ført til mere bæredygtig fred.

Der er så at sige alt at vinde ved at lade kvinder være med i fredsarbejdet. Derfor opfordrer 1325-resolution FN’s medlemsstater til at fokusere mere på kvinders rolle, når det gælder fredsskabelse, genopretning af samfundet efter krig og forebyggelse af kriser og konflikter.

Derudover opfordrer resolutionen sine medlemsstater til at udsende flere kvindelige soldater og flere kvinder i de fredsbevarende styrker.

Det er vigtigt, at kvinder indgår som en del af det fredsbevarende arbejde, da de kan være med til at etablere ny dialog i konfliktfyldte områder med dele af befolkningen, der af forskellige grunde ikke ønsker at tale med mandlige soldater.

Handlingsplaner som værktøj

Arbejdet med at sikre resolutionens punkter sker i høj grad igennem udarbejdelse af handlingsplaner i de enkelte lande. Det er altså landenes eget ansvar, at leve op til resolutionen.

I 2018 havde 78 af FN’s 193 medlemslande vedtaget nationale handlingsplaner for 1325-resolutionen. Danmark er et af de lande.

Danmark som foregangsland

Danmark var i 2005 det første land i verden, der vedtog en handlingsplan, som fulgte op på resolutionens anbefalinger.

Samtidig havde Danmark i årene 2005-2006 sæde i FN’s Sikkerhedsråd og satte der stærkt fokus på ligestilling og på kvinder, fred og sikkerhed. Det medførte stor international anerkendelse, og Danmark blev i disse år anset som et foregangsland, når det kom til at sætte kvinder, fred og sikkerhed på den globale dagsorden.

Siden er det blevet til yderligere to danske handlingsplaner for Women, Peace and Security, og den fjerde skal udvikles inden udgangen af 2020 og skal gælde for perioden 2020-2025.

Kvinders rolle i forsvaret

I de seneste år har arbejdet med handlingsplaner til 1325-resolutionen her i Danmark helt konkret betydet, at man har haft fokus på rekruttering og ansættelser af kvinder i Forsvaret.

Det skal være med til at sikre kvinders rolle i internationale operationer. Derudover skal kønsrelaterede problemstillinger i forbindelse med krige og konflikter fylde mere i Forsvarets uddannelser.

Helt så konkret og resultatorienteret har Danmarks arbejde med at sikre 1325-resolutionen ikke været internationalt.

Evaluering af Danmarks handlingsplaner

Danmarks indsatser for at sikre 1325-resolutionen blev i 2019 evalueret af det britiske konsulentfirma Social Development Direct, sådan at erfaringerne kan bruges i den nye plan, som er på vej.

Evalueringen viser dog, at de danske handlingsplaner har haft meget begrænsede konkrete resultater i det internationale arbejde.

Samtidig viser den, at 1325-resolutionen i de seneste år næsten er gledet ud af Danmarks officielle strategier og programmer for udviklingssamarbejde. Det er sket til trods for, at der er bred enighed om, at ligestilling og kvinders og pigers rettigheder hele tiden bør være et hensyn i netop udviklingssamarbejdet.

Evalueringen fremhæver, at det er problematisk, at handlingsplaner og strategier ikke refererer til 1325-resolutionen, da det medfører en risiko for, at der ikke bliver arbejdet systematisk med området og at der ikke afsættes ressourcer til det.

KVINFOs anbefalinger: Sikring af ressourcer

For at sikre, at Danmark fortsat støtter op om 1325-resolutionen på en meningsfuld måde, er det vigtigt, at den forestående handlingsplan får skabt konkrete resultater både i Danmark og i det internationale arbejde, vurderer KVINFO.

KVINFO anbefaler derfor, at følgende bliver tænkt ind i den nye handlingsplan:

  • Det kræver ressourcer, hvis Danmark igen skal være et foregangsland på området for kvinder, fred og sikkerhed. Der skal derfor afsættes et specifikt budget til at efterleve 1325-resoluttionen, hvilket der ikke hidtil har været.
  • Der skal i højere grad tildeles ressourcer til den interministerielle arbejdsgruppe, der fungerer som focal point, eller centralt kontor for arbejdet med resolutionen. Det er vigtigt, at der arbejdes systematisk med resolutionens mål, derfor skal arbejdsgruppen også i højere grad monitoreres f.eks. af civilsamfundsorganisationer.
  • Der er brug for stærke signaler fra højeste politiske niveau. Det skal være tydeligt, at Danmark arbejder for kvinder, fred og sikkerhed i alle sine strategier og inklusiv i alt udviklingsarbejde.
  • Der er behov for fortsat at arbejde med rekruttering og fastholdelse af kvinder i Forsvaret. I den forbindelse er det afgørende at forhindre de seksuelle krænkelse, kvinder oplever i det danske forsvar.
  • Beskyttelse af kvindelige menneskeretsforkæmpere skal prioriteres, da de er vigtige for at opnå lige rettigheder for alle personer, som er en forudsætning for kvinders fremtidige deltagelse i fredsforhandlinger.