VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Hårdere straffe får færre til at begå æresdrab i Jordan

JORDAN-Haardere-straffe-faar-faerre-til-at-begaa-aeresdrab---foto-JWU
FOTO: JWU

I Jordan gifter man sig ikke bare med en anden person, man gifter sig med en hel familie-klan.

Derfor oplever nogle familier, at deres ære bliver krænket, hvis særligt deres døtre bruger tid med mænd, der ikke er velsete af familien. Endnu værre er det, hvis hun er seksuelt sammen med en mand og ikke længere er jomfru på bryllupsnatten.

De vanskelige forhold for kærlighedsrelationer betyder, at mange kvinder hvert år er blevet dræbt i såkaldte æredrab. Fra 2011 til 2016 blev omkring 20 kvinder dræbt hvert år i æresrelaterede sager. Det oplyser to kvindeorganisationer, Arab Women Organization (AWO) og Jordanian Women’s Union (JWU). Sidstnævnte er KVINFOs partner, som vi samarbejder med gennem Dansk Arabisk Partnerskabsprogram (DAPP). Gerningsmændene var som regel brødre, fædre eller andre mandlige familiemedlemmer.

“Nu går det i den rigtige retning,” fortæller Mukaram Odeh, administrerende direktør for JWU, til magasinet 360 grader – verden i udvikling. Hun fremhæver, at der i de første seks måneder af 2018 kun var én sag angående æresdrab.

STADIG ET STYKKE VEJ

Årsagen til ændringen er, i følge Mukaram Odeh, at loven er blevet ændret. Og derudover at det jordanske parlament har ophævet artikel 340 og 308 i straffeloven. Den ene paragraf bestemte, at man kunne få reduceret sin straf, hvis man dræbte eller sårede sin kone eller en kvindelig slægtning, hvis man så hende med en anden i en æreskrænkende situation. Derudover kunne gerningsmænd bag voldtægt slippe for straf, hvis han giftede sig med sit offer. Men sådan er det altså ikke længere.

I stedet er der også kommet bedre forhold for nogle af kvinderne, idet JWU blandt andet har åbnet landets første kvindekrisecenter. Her kan kvinder på flugt fra deres familier har et sted at søge hen. Derudover støtter unionen kvinder med en hotline og træner dem i at blive økonomisk uafhængige. Det gør de, for at de kan kan klare sig selvstændigt, forklarer Mukaram Odeh.

Men der er endnu lang vej til at gøre jordanske kvinder helt økonomisk uafhængige – i magasinet 360 graders fulde artikel kan du læse mere om, at blandt andet retten til DNA-test og adgang til arbejdsmarkedet yderligere kan være med til at gøre det sikrere for kvinder at være til i Jordan.