Kvindesport.
Jeg havde med Vilje strøet lidt Peber paa min sidste Artikel om dette Æmne, fordi sligt altid sætter Liv i Debatten, og det viste sig da ogsaa, at Artiklen kaldte hele 3 Indsendere frem.
Den første. Frk. B., har jeg ikke meget at svare. Efter at jeg først i én lang Artikel har anbefalet den ganske billige Fodsport, og dernæst i en tredie Artikel anbefalet den ligesaa billige Boldsport, forekommer det mig noget umotiveret, at hun saa hidsig spørger mig om billige Sportsmaader i Anledning af, at jeg ogsaa har anbefalet den dyre Cyclesport.
Bedste Frk. B , dersom De ikke har Raad til at købe Dem en Cycle, hvad kun de færreste har, saa gaa, løb, eller spil Bold, og de vil faa ligesaa god Motion; men vær ikke saa borneret, for ikke at sige værre, at De flyver i Flint, fordi De hører Tale om en Sportsgren, som kun de mere velstillede kan øve, ti De maa huske paa, at Kvindesagen angaar alle Kvinder, og at der i et Kvindeblad maa tales til og skrives for alle Kvinder, baade dem, der har godt, og dem, der har daarlig Raad.
Frk Meta s spydige Indlæg ser jeg heller ikke megen Anledning til at. gaa nærmere ind paa; det saavel som det førstnævnte Indlæg, viser øjensynlig mere Trang til at give en Ærgrelse Luft end alvorlig Interesse for den Sag, der her debatteres, Kvindesporten.
Frk. Meta spørger, om jeg vil kalde det „Sport” at børste sine Tænder og lukke Vinduet op. Det har jeg ikke kaldt det, men vil De kalde det „Sport”, saa for mig gærne, og kunde De lære Kvinderne at drive den Sport, saa gjorde De Nationen en uhyre Velgerning. De siger, at der er Titusender af Kvinder, som driver den Sport. Aa ja, der er jo nok en Del Kvinder, som har lært at skøtte deres Sundhed vel; men for det langt, langt overvejende Flertal af Kvinder, saavel som Mænd, gælder det aldeles ikke. Her i København tager Kvinderne kun et Bad hvert andet Aar gennemsnitlig, og paa Landet maaské aldrig. Hvor raaber ikke en saadan Kendsgerning himmelhøjt?
Gaa rundt og se paa Kvinderne i den store, jævne Befolkning i København og paa Landet. Hvor mange Procent af dem har ordentlige Tænder efter deres 30te Aar? Her hjælper ingen Fraser, og ingen Vrede, bedste Frk., her gælder det at se den nøgne, skære Sandhed ind i Øjnene, at ligesaa lidt som det store Flertal af Kvinder forstaar at vurdere Renligheden og Sundheden ved jævnlige Bade, ligesaa lidt Forstand har de paa at bevare saa vigtigt et Organ som Tænderne. Og her gælder ingen „økonomiske” Undskyldninger; ti et varmt Brusebad hos Hambro koster kun 10 Øre, og en Tandbørste, der kan vare et helt Aar, kan faas for 50 Øre. Her er det bare Uforstand, Ligegyldighed og Slendrian, der er Aarsagen, og naar Kvinderne vrider sig af Tandpine, og naar de det halve Liv ikke kan tygge deres Mad ordentlig, saa bøder de derfor.
Og saa Vinduerne! Har De, Frk. Meta, færdedes meget i Arbejder- og Smaaborgerhjem herinde eller paa Landet? Det har jeg gjort, og jeg har meget ofte fundet en Luft, der var nærved at tage Vejret fra mig. Folkene selv mærkede ingen Ting, fordi deres Luftorganer var sløvede af det stadige Ophold i daarlig Luft, saa at de ikke mærkede Osen, men paa Børnenes blege Kinder saa jeg det tydeligere.
Det vilde være uhyggeligt, hvis man kunde overse, hvor mange Mødre der har undergravet deres Børns Sundhed ved denne fortvivlende Ulyst til at lukke Vinduer op.
De er bange for, at ”lukke Varmen ud” om Vinteren. De véd nemlig ikke, at ren Luft opvarmes langt lettere end klam og daarlig Luft, og at der derfor gaar meget mere Brændsel til for at opvarme en Stue, som er fyldt med Menneskeuddunstninger, end en Stue, der fyldes med ren, frisk Frostluft.
Frk. Nicoline takker jeg for hendes Anbefaling af Cyclesporten; jeg vilde kun ønske, at der fremkom ligesaa oprigtig mente Anbefalinger fra Dyrkere af Fod- og Boldsporten.
Muligvis haaber jeg forgæves. Det synes, som om denne Generation af Arbejdere her i København ikke formaar at naa videre end til at forbedre deres Indtægter, men savner Ævnen til at lære at faa fuldt Udbytte af deres Indtægter gennem at indrette deres Levevis paa en fornuftigere og sundere Maade. Skulde dette være sandt, vil det betyde en meget stor Sinkelse i Arbejdet for de ubemidledes Frigørelse; men vi faar saa haabe paa den næste Slægt.