« Tilbage til søgeresultaterne
Formuesforholdet mellem Ægtefæller
Efter Fru Bjørg Bløndals Udtalelser her om i Bladet Nr. 19, vil jeg gerne fremsætte nogle Bemærkninger:
Selv om nok saa mange Artikler i „Hertha” havde givet Fru B. B.s Forslag deres Tilslutning, udelukker det ikke, at andre har Ret til at fremkomme med Anker imod det, en Ret, som jeg har tilladt mig at benytte. Og jeg maa hævde, at der ikke er noget i min Artikel, der berettiger Fru B. B. til at frakende mig „en redelig Vilje” til at sætte mig ind i hendes Forslag og gennemtænke det. Det er netop ved at tænke mig Forslaget ført ud i sine Konsekvenser, at jeg er kommen til den Opfattelse, at Fru B. B. ikke ved sin Regel har fundet det Universalmiddel, som hun synes at tro.
Jeg forstaar ikke Fru B. B.s Udtalelse om, at jeg skulde hylde den østerlansk-kirkelige Opfattelse af Kvindens Stilling i Ægteskabet. Jeg hylder den hverken bevidst eller ubevidst, hvilket fremgaar med største Tydelighed af mine Udtalelser for den, der ser uhildet paa dem, navnlig mine Bemærkninger til det Stjernstedtske Forslag. Eller synes maaske Fru B. B., at f. Eks. en Udtalelse som den at „den fulde Ligestilling paa det økonomiske Omraade er det eneste rigtige” tyder paa en østerlandsk-kirkelig Opfattelse?
Om Forholdsloven og Loven om Kontinuitetens Bevarelse vil ske Fyldest efter den af Fru B. B. opstillede Ramme, derom har jeg slet ikke udtalt mig, og jeg forstaar derfor ikke, hvorledes Fru
B. B. kan slaa fast, at min Opfattelse heraf er modsat hendes. Mine Undersøgelser gik ud paa, om Fru B. B.s Regel var egnet til at være den praktiske, let anvendelige Hovedregel, som man kan ønske i en ny Lov - og dette mener jeg ikke, den er.
Mine Udtalelser kommer forøvrigt til at tage sig mærkelige ud i Fru B. B.s Gengivelse. Naar jeg skriver om den af hende opstillede Regel, at den ofte vil virke ubillig mod Manden, bliver det i Fru B.s Gengivelse til, at jeg „synes det er ubilligt, at Ægtefællerne gensidigt skal erstatte o. s. v.”, altsaa ubetinget altid ubilligt; derefter nævner Fru B. B. et enkelt Eksempel, hvor en ligelig Deling vil indtræde, og tilføjer: „Dette finder Fru A. H. B. ubilligt”. Nej, jeg har netop, som Fru B. B. derefter undrer sig over, i min Omtale af det Stjernstedtske Forslag udtalt min Tilslutning til en ligelig Deling, og jeg skal med faa Ord sige Fru B. B., hvorfor jeg foretrækker dette sidste Forslag. Det er, fordi det giver en let forstaaelig og let anvendelig Regel, der udspringer af et menneskeligt Lighedsprincip, som enhver vil kunne forstaa om end ikke alle, endnu vil anerkende det, et Lighedsprincip, der bunder netop i den Vurdering af Menneskets Værdi som Menneske, som Fru
B. B. .beskylder mig for at glemme.
At Advokat Stjernstedt hylder det samme Lighedsprincip som jeg og i og; for sig er imod den økonomiske Værdimaaler, fremgaar af hans Artikel i Bladets Nr. 18. Adv. Stjernstedt skriver her
bl. a.: „Parterne skulde i det mindste ikke af Lovgivningen opfordres til saa nøje at veje og maale hverandres Erhvervsevne og økonomiske Duelighed („den personlige Kapitaliseringsværdi”), men det skulde snarere ligge som en stiltiende Forudsætning i det ægteskabelige System, at Ægtefællerne nærede saadanne gensidige Følelser mod hverandre, at dem indkomsterhvervende Ægtefælle gerne saa, at den anden fik lige Del i og Ret til Indkomsten, som han selv.” Dette er tydeligt nok Advokat Stjernstedts Hjertensmening om „den personlige Kapitaliseringsværdi”; jeg skal straks komme tilbage til den Form, hvorunder han yder sin Tilslutning til Fru B. B.s Regel, en Tilslutning saa betinget, at Fru B. B. ikke kan tage den som Indtægt for en absolut Knæsættelse af hendes Princip.
Mine Bemærkninger til Fru B. B.s; Forslag Punkt 4, 2. Stk. knytter sig nøje til den af hende selv der opstillede Regel om det Tilfælde, hvor en Ægtefælle, der ved Ægteskabets Indgaaelse har opgivet sin Stilling, senere faar lønnet Arbejde; jeg har aldeles ikke beskyldt Fru B. B. for at ville have, at en Hustru „hele Livet igennem” skulde kunne oppebære fuld Erstatning for „et Erhverv, som hun for et Syns Skyld havde opgivet i nogle faa Maaneder”. Jeg har blot paavist, at der er en ganske Forskel paa det Tilfælde, hvor Hustruen beholder Erhvervet hele Tiden og det Tilfælde, hvor hun har opgivet det, men senere genoptager det (at jeg skulde lade„2 forskellige Tilfælde gælde for et og samme Ægteskab”, er mig en ganske uforstaaelig Bemærkning; jeg har blot anvendt de samme Tal i 2 Tilfælde, Fru B. har jo anvendt de samme Tal i 3 Tilfælde).
Naar Fru B. B. skriver, at jeg begaar tre Fejl ved Opstillingen af dette Regnskab, saa vil den opmærksomme Læser, der gør sig den Ulejlighed at sammenligne mine Eksempler med Fru B. B.s, forgæves søge efter disse Fejl. Hvad selve Tallene angaar, saa er de nøjagtig de samme i mine to Tilfælde og i Fru B. B.s Tilfælde l og 3 (naar undtages, at Fru B. B. ved en Tryk- eller Skrivefejl i Tilfælde l har 540 for Hustruens i Stedet for 560). Men Fru B. B. indskyder et Tilfælde 2 og sammenligner dette med Tilfælde 3. Men det er slet ikke denne Sammenligning, der har interesseret mig; det er jo selvindlysende, uden at der behøves Regnestykker for at vise dette, at begge Parter vil faa mere til Rest, naar ogsaa Hustruen tjener noget, end naar hun intet tjener.
Hvordan kan Fru B. B. sige, at jeg finder dette „Uret mod Manden”? Nej, det er netop Tilfælde l og 3 jeg har villet sammenligne; sammenligner man dem efter Fru B. B.s egen Udregning, faar man akkurat den samme Forskel paa Mandens „Rest” som efter min Udregning, og Fru B. B. har ikke givet mig nogen Forklaring paa, hvorfor hun synes, Manden skal have mere til Rest i det Tilfælde, hvor Hustruen har beholdt sit Erhverv, end i det Tilfælde, hvor hun har opgivet, men senere genoptaget Erhvervet.
Fru B. B. undrer sig over, at jeg finder det uvilkaarligt, at der aldrig bliver Tale om Erstatning, naar baade Mand og Hustru har Formue og beholder deres Erhverv, heller ikke, naar Hustruen derved kun vilde faa en yderst ringe Sum at raade over i Forhold til Mandens Indtægter, og hun henviser til, at „Forudsætningen for Erstatningspligten” ikke her er til Stede, og at det jo er „en ganske simpel Erstatning”, det drejer sig om. Men saa maa jeg have Lov at sige, at et Tilfælde som dette viser, at en saadan rent mekanisk Erstatningsregel netop ikke kan forventes altid at ville føre til et Resultat, der stemmer med almindelig menneskelig Retfærdighedsfølelse.
Naar Fru B. B. derefter siger, at det „ikke vil volde Tredjemand nogen videre Vanskelighed at betragte Ægtefællerne som Interessenter og i hvert enkelt Tilfælde forhøre sig om, i hvilken Proportion de hefter i foreliggende Tilfælde”, saa vil sikkert enhver praktisk Jurist og enhver Forretningsmand forfærdes over et saadant Perspektiv. I større og sjældnere Retshandler, f Eks. Køb og Salg af fast Ejendom o, lign, ja, der vil Tjedjemand selvfølgelig sørge for at faa paa det rene, hvorledes Ægtefællerne i dette Tilfælde hæfter, men i alle det daglige Livs almindelige Forhold, Køb af Fødemidler, Klæder o. s. v., der vilde det være at aabne Ægtefællerne den rigeste Lejlighed til at leve paa andres Bekostning, om de saaledes havde Ret til rent privat i hvert enkelt Tilfælde at bestemme, i hvilket Forhold de skulde hæfte overfor Tredjemand. En saadan Regel er praktisk umulig. Enten maa Gældsansvaret være, som Loven byder det, eller som Ægtefællerne ved lovmæssig Ægtepagt har bestemt det og ladet det kundgøre for Tredjemand ved Tinglæsningen. Træffer de anden Aftale, da kan den kun gælde, naar Tredjemand udtrykkelig er gjort bekendt med den og er gaaet ind derpaa. Man kan ikke lægge den Byrde paa Forretningsfolk, at de selv „i hvert enkelt Tilfælde” skal „forhøre” sig.
Men alle disse Indvendinger angaar jo kun Enkeltheder, der maaske vilde kunne ændres, naar blot Hovedreglen var anvendelig som Lov-Hovedregel. Men at den ikke er det, er bleven mig endnu mere klart efter Fru B. B.s sidste Artikel og efter Advokat Stjernstedts Artikel i Bladets Nr. 18, der er skrevet efter en Samtale med Fru B. B. og derfor vel maa antages at udtrykke hendes Meninger (Fru B. B. har ialfald ikke protesteret). Af sidstnævnte Artikel fremgaar det, at Fru B. B. er ganske enig med mig i, at en Ligedeling er „det ideale Beregningsgrundlag”, „det ideale og mest tiltalende”. Dette er altsaa Fru B. B., Adv. Stjernstedt og jeg ganske enige om.
Men Uenigheden ligger paa et andet Punkt. Mit Formaal har været at undersøge, hvilken Regel, der egnede sig til at være Lovens Hovedregel og kunde ventes gennemført som saadan, Fru B. B.s og Adv. Stjernstedts har været at finde en Regel, hvorved to Ægtefæller, naar de vilde træffe en indbyrdes Aftale om deres økonomiske Forhold, havde Udsigt til at naa et nogenlunde retfærdigt Resultat. Men dette er to helt forskellige Ting.
Efter Adv. Stjernstedts Artikel munder begges Forslag ud i at foreslaa tvungen Ægtepagt.
Hr. Stjernstedts „Tilslutning” til Fru B. B.s Forslag giver sig Udtryk i følgende Ord: „Uden en tvungen Ægtepagt frygter jeg, at Fru Bløndals Forslag vil give Anledning til delikate og vanskelige Uenigheder mellem Ægtefællerne med Hensyn til, hvad der i Virkeligheden udgør hver isærs personlige Kapitaliseringsværdi.”
Advokaten viser derved, at han har den samme Modvilje mod og Mistillid til Udregninger i Kroner af et Menneskes Værdi, som jeg har.
Og derefter fortsættes: „Fru Bløndal synes heller ikke at have noget at indvende mod tvungen Ægtepagt”.
Derved melder altsaa de to Forslag Pas som Forslag til en Hovedregel og indskrænker sig til Forslag til Ægtefællerne om, hvordan de skal kunne ordne deres økonomiske Forhold ved indbyrdes Aftale. Adv. Stjernstedt mener, at Loven skal fordre en personlig Kapitaliseringsværdi fastsat altid og skal give Forklaringer og Anvisninger paa, hvorledes den burde fastsættes - „uden at denne Anvisning alligevel behøvede at følges af Parterne!” Men derved kommer man unægtelig langt bort fra, hvad man kan ønske og forlange af en Lovregel, der skal være egnet til at binde alle, rige og fattige, begavede og ubegavede, Lægfolk og lærde Folk. Naar Adv. Stjernstedt mener, at Fordringen om Fastsættelsen af „den personlige Kapitaliseringsværdi” i Loven bør ledsages af Forklaringer og Anvisninger, saa har han i Virkeligheden derved erkendt, at det, han opstiller ikke bliver andet end en Ledetraad for Ægtefæller ved Oprettelse af Ægtepagt. Og jeg tror, de fleste vil være enige med mig i, at en Regel, der nødvendiggør udførlige Anvisninger og Forklaringer, den er det berettiget at kalde „indviklet, tung og upraktisk.”
Baade Fru B. B. og Adv. Stjernstedt har i deres Forslag set, om jeg maa sige, for akademisk paa Sagen: jeg har i min forrige Artikel paavist, hvorledes det Stjernstedtske Forslag vil have sine Vanskeligheder, hvor det drejer sig om Folk med uvisse Indtægter (navnlig Forretningsfolk).
Fru B. B.s Forslag vil møde lignende Vanskeligheder - foruden Vanskelighederne ved at forstaa det. De to Forslag vilde i det hele egne sig bedst for Mennesker med faste, ret begrænsede Indtægter,
f. Eks. Embedsstanden.
Men Lovens Hovedregel maa være en Gennemsnitsregel, der kan passe paa og være formaalstjenlig for det store Flertal af Ægteskaber - saa kan Loven overlade til Resten ved Ægtepagt at træffe den Ordning, der vil passe dem bedst; men Loven bør ikke bruges til at give de vordende Ægtefæller et helt Instruktionskursus herom! At paabyde tvungen Ægtepagt forekommer mig at være en Falliterklæring fra Lovgiverens Side, idet han derved skubber Ansvaret fra sig over paa dem, der indgaar Ægteskab, et Ansvar, som disse efter Forholdets Natur i de allerfleste Tilfælde vil mangle Forudsætninger for at tage Stilling over for paa en fornuftig Maade.
