« Tilbage til søgeresultaterne
Det banker
Fabrikantens Frue staar ved Vinduet i den store frederiksbergske Villa og stirrer ned imod Gamle Kongevej efter Bilen, som skal hringe hendes Mand hjem fra Fabrikken. Hun er forlængst færdig med sit Toilette, og der er kun et Kvarter til, at de maa af sted til Generaldirektørens store, aarlige Middagsselskab.
Den engelske Nurse kommer ind med de to Børn, som har faaet Lov til at se deres Moder i hendes sidste nye Parisertoilette. Børnene elsker at se deres smukke Moder pyntet, maaske mest fordi de derved faar en ekstra Lejlighed til at være sammen med hende udover den Time efter Middagsbordet, som de efter Reglen tilbringer i Dagligstuen de enkelte Gange om Ugen, hvor deres Forældre er hjemme. Fabrikantens Frue elsker sine velopdragne Børn, som hun elsker sin smukke, statelige Mand og hele den komfortable Rede, han har indrettet udelukkende for hende. Naar hun alligevel ikke er saa meget sammen med Børnene, som hendes moderlige Ømhed tilskynder hende til, er det dels fordi hendes Mand nidkært vaager over den Stilfuldhed i Hjemmet, som henviser Børnene til Barnekammeret og den importerede Nurse, dels fordi hendes Dag er fuldt optaget af alle de Pligter udad til, som hendes fremskudte Stilling i Selskabet paalægger hende. Det kræves af hende, at hun konserverer sit Ydre og kréerer de sidste Moder paa Væddeløbsbanen, paa Strøget, i Salonerne, ved Velgørenhedsbazarerne, paa Badehotellerne, paa Holmenkollen, kort sagt overalt. Hver Dag har for hende sin Prøvetime hos Dameskrædderen eller hos Hatteleverandøren. Konserve-ringspligterne stiller dog endnu større Fordringer til hendes Tid. Haarpleje, Manicuring, Ansigtsbade, Hoftemassage kræver hver sin Time daglig; hun er jo nu fyldt de tredive Aar, og det gælder om at holde Hagens Fylde indenfor de rette Grænser, at bevare Hudens Spændstighed og være paa Vagt overfor Smaarynker i Øjenkrogene og Furer langs Mundvigen; men fremfor alt er det Hofterne, som maa aves med Massage og stramme Korsetter ligetil Knæene. Nej, en
Fabrikantfrue af det gode Selskab har saamænd sine Plager lige saa vel som Arbejderkvinden - blot paa en anden Maade. Det plejer hun altid at trøste sig med, naar hun læser i Avisen om den megen Elendighed, som dog vistnok, som hendes Mand siger, for en stor Del er selvforskyldt. Man behøver jo f. Eks. ikke at sætte flere Børn i Verden end man har Raad til at forsørge. Derfor har Hubert ogsaa altid ment, de selv burde indskrænke til de to Børn, de har, for ikke at sænke deres sociale Niveau.
Men hvor bliver dog hendes Mand af? Nu naar han ikke at tage det varme Bad, som Stuepigen forlængst har parat til ham.
Hun sender Børnene bort, lidt pludselig, den lange Venten har gjort hende nervøs.
Endelig tøffer en Bil nede ved Omdrejningen af Villavejen; det er deres.
Hun kender den fløjlsklædte Chauffør og Luksusbilen fra Hamborg.
Hendes Mand har aabnet Vogndøren, endnu før Bilen standser og tager Stentrappen i Spring.
Hun ser paa hans Ansigt, da han flygtig viser sig i Døren, at han har haft Ærgrelser. Formodentlig igen et Besøg af disse paatrængende Fagforbundsledere. Hun finder det klogest ikke at spørge og indstiller sine Bebrejdelser. Han glemmer at kysse hende paa Haanden, som han plejer rat gøre som en Hyldest paa Hjemmets og hendes Skønheds Alter; han glemmer ogsaa at kaste et Blik paa Parisertoilettet, som han dog har ventet sig saa meget af.
Da de sidder sammen i Bilen paa Vejen til Generaldirektøren giver han endelig sin Forstemthed Luft.
„Der er faldet et Barn ud af et Vindu i Arbejderboligerne. De Fruentimmere lærer jo aldrig at sætte Hasperne paa. Selvfølgelig benyttede samtlige Damer paa Vævestuen Lejligheden til at tage sig en halv Dags Frihed. At vi netop for Tiden har engageret os til en Levering med korteste Frist generer jo ikke det souveræne Arbejderfolk,"
„Døde Barnet?" Hendes Stemme skælver.
„Selvfølgelig. Fra tredie Sal og ned paa Stenbroen, saa skal jo saadan et Barn dø."
„Og Moderen var ikke hjemme?"
„Nej, hun var naturligvis ved sin Væv. Men de Mennesker kan jo da binde Hasperne til, véd jeg. Saa ligegyldige de er, skal det jo gaa galt."
- - -
Næste Morgen kører Fabrikantens Frue i en lejet Bil ud til Fabrikkens Arbejderboliger. Hendes Mand maa ikke vide noget om Besøget. Hun har ikke kunnet sove hele Natten for Tanken om det dræbte Barn. Maaske er det, fordi hun hos Generaldirektøren har truffet en Dame af den moderne Type, som hendes Mand spøgende kalder: de kønsløse, og har hørt hende hævde, at Autoriteterne burde forlange, at alle større Fabriksfirmaer, som anvender overvejende kvindelig Arbejdskraft, skal oprette Dagplejehjem og Vuggestuer for Arbejdernes Børn. Hun har talt til sin Mand om det paa Hjemturen, men han har i en afvisende Tone bedt hende om ikke at beskæftige sig med Fabrikkens Sager. Kvindens Plads er i Hjemmet. Men i Nattens lange Timer har hin Kvindes Ord stadig lydt i hendes Øren, hun har følt det, som blev der banket paa hendes Dør med Hænder, som hun aldrig før har skænket en Tanke.
Droskebilen holder i Gaden foran den store Arbejderkaserne. Fabrikantens Frue lader sit Blik med en hemmelig Gysen glide henover den triste, skjoldede Facade. Hun faar at vide af nogle Børn, som er standsede i deres Leg paa Fortovet for at stirre paa Bilen, at det dræbte Barns Moder bor Opgang D, 3die Sal, 4de Dør fra Trappen.
En tjenstivrig Dreng tilbyder for en Tiøre at vise hende Vejen; han løber foran hende opad den stejle, smudsige Trappe og videre ad den skumle Gang hen til Døren, som han banker paa med en haard Drengekno og aabner uopfordret, da ingen svarer.
I Stuen med det fattige Bohave sidder to Kvinder henne ved Vinduet og binder Kranse af Vedbendblade. Henne til Siden opdager den unge Frues sky Blik en aaben, tilhyllet Barnekiste, som hviler paa to Stole. Den yngre Kvinde, som hun antager for Moderen, ser ikke op, men bøjer sig dybere over sit Arbejde; den ældre Kvinde, som sidder overfor hende, vender et forhærdet, forbitret Ansigt om imod den velklædte Gæst, og der flyver fra hendes haarde Øjne et Glimt af Had.
„Jeg kender Dem godt," siger hun uden at besvare den fremmedes Hilsen. „De er Fabrikantens Frue. Jeg har set Dem, naar De stod af Vognen ved Kontoret, og Deres opstadsede Børn med. Kommer De nu for at se, hvordan vore Børn har det i de Lejligheder, som Direktionen lader os Smaafolk betale i dyre Domme. Kommer De for at lære os at passe bedre paa vore Børn, mens vi slider for en Sulteføde ved Jeres forbandede Væve? Saa se selv, det er Løgn med de Hasper, som vi ikke vil sætte paa, for her er slet ingen Hasper paa det Vindue her, som Barnet faldt ud af, og selv om der havde været Hasper spiller det ingen Rolle, for hele Sprosseværket er den bare Raadden-skab, og havde Barnet ikke faaet Vinduet op, saa var det faldet gennem Ruden."
„Er De Barnets Bedstemor?" spørger Fabrikantens Frue frygtsomt.
„Ja, vel er jeg det," svarer den gamle udfordrende. „Og det er ogsaa mig, som har sagt, at min Datter ikke skal gaa paa Fabrikken, før den lille er i Jorden."
„Er der ikke noget, jeg kan hjælpe Dem med?" Den unge Frue føler sig ligesom paa Anklagebænken overfor Moderens stumme Sorg, og Bedstemoderens Vrede.
„De? -" Fabrikantens Frue farer sammen. Saa megen Foragt har der ligget i dette ene lille Ord.
„Nej - bland De Dem bare ikke op i vore Sager. Vores Dag kommer ogsaa engang, og da skal vore Børn ikke være daarligere værnede end Deres forkælede Unger!"
„Men her maa jo gøres noget, for at denne Ulykke ikke skal ske mere –”
„Det skulde De ha’ tænkt paa noget før, nu er det for sent. Gaa De bare hjem og slid Deres Silke, som vi maa betale med Liv og Helsen. Deres Almisser gør ikke det døde Barn levende igen."
„Havde jeg bare vidst…” hvisker den unge Frue sønderknust. Hun har aldrig følt sig saa lille og ringe som her i denne fattige Stue, overfor disse to forurettede Kvinder.
„Nej, I ved ingen Ting, det er rigtig!" bider den gamle hende af. „Vidste I rige Fruer lidt mere om os Arbejderkvinder, som maa staa og slide for Jer, mens Børnene gaar for Lud og koldt Vand derhjemme; - vidste I, hvad det vil sige midt under Arbejdet at komme til at tænke paa, at nu falder ens Barn maaske ud af Vinduet eller ned af Trappen, eller bliver brændt levende op, saa kunde det dog være en og anden iblandt Jer havde saa megen Menneskekærlighed i Kroppen, at I ikke lod Jeres Mand i Ro, før han havde gjort sin Pligt mod os Arbejdere. Men I ved ingen Ting, I forstaar ingen Ting, uden at strø om Jer til Jeres Skidt og Stads med de Penge, I tjener ved at udbytte os og vore Børn."
- - -
Da Fabrikanten den Dag vender hjem fra Fabrikken og vil kysse sin Hustru paa Haanden, som en Hyldest til Hjemmets Skytsengel, sker det uhørte, at hun trækker sin Haand til sig og ser ham stift i Øjnene, som hun aldrig før har set paa ham.
„Rør den ikke," siger hun heftig og føjer til, idet hun lader Kniplingslommetørklædet glide hen over Haanden. „Der er Blod paa den - Barneblod."
