Et Liv.
Brudstykker.
(„Tidens Strøm”)
Jeg kom forbi Sindssygeanstalten, der laa op til Landevejen, tæt udenfor den lille Købstad.
Jeg vilde rask gaa forbi, da jeg uvilkaarlig standsede og lyttede: der lød Sang derinde fra. Ordene kunde jeg ikke skelne, men Melodien var saa gribende sørgmodig - en ensom Sjæls rørende Klagesang.
Et Vindue stod aabent. Og jeg saa bag Jernstængerne en bleg, mager Kvindeskikkelse stirre ud mod mig.
Jeg kendte ikke denne Kvinde. Men Stemmen, som sang - denne bløde, klagende Kvindestemme -bar en Mindelse op i mig.
Jo, jo - jeg kendte, denne Stemme - jeg havde kendt denne Kvinde - en Gang for Aar tilbage. Og nu huskede jeg ogsaa, det en Gang var bleven sagt mig, at hun opholdt sig her.
Ak ja, ja -
Hurtig gik jeg videre, mens den Vanvittiges Sang lød efter mig - disse rørende, vemodig klagende Toner.
Jeg mindedes en frostkold Vinteraften. Der skulde være Møde i Forsamlingshuset i B. Hun skulde tale.
Det var kort før Mødets Begyndelse. En Mand var i Færd med at tænde Lamperne - to store Bliklamper med brede Skærme, der ved Hjælp af en Snor blev hejset op under det skraa Bræddeloft.
Lamperne kastede et blegt, søvnigt Lys ned i den store Sal. Væggene laa i graat, skummelt Mørke. Men ned fra de bueformede Bjælker hang Flag og Vimpler, som gød et sonende Skær over Rummets Uhygge.
Langs Væggene stod Bænke. Midtvejs var en Forhøjning, hvorpaa der stod et Bord. Omkring dette Bord var de øvrige Bænke anbragte, sidelængs og paa tvers af Salen.
Folk begyndte at komme. Mænd i Vadmel og Klæde, med Piben placeret i venstre Mundvig, Koner og unge Piger, indhyllede i et Kaos af Tørklæder og Shavler, og halvvoksne Knøse, dampende paa deres Piber.
Bænkene omkring Forhøjningen fyldtes snart, og efterhaanden ogsaa de fjernere. En livlig Passiar begyndte. Det var noget nyt, at en Kvinde vilde tale.
Saa traadte hun ind.
Hun steg op paa Forhøjningen bag det lille Bord og begyndte.
Det var om Kvindesagen . . .
Hun talte om Kvindens Retsløshed og om den Uret, som Kvinden led ved Samfundets Fordom og Snæversyn. Der laa saa mange Opgaver og ventede paa Kvinderne. Men Kvinderne maatte dygtiggøres for at kunne tage disse Opgaver op.
Der var Kraft og Varme i hendes Ord. En Reformators Begejstring og Glød.
Folk undredes: At en Kvinde kunde tale saaledes!
Det var midt i Firserne. Stærke politiske Storme gik hen over Landet.
Hun berørtes stærkt af disse Storme.
Hun saa, hvor Landet ødedes under Stormens hærgende Tog.
Og hun hørte Fængselsdørens Hængsler skrige - Landets bedste Mænd sattes under Laas og Lukke.
Al hendes Harme tændtes i Brand, hendes Harme mod Lovbruddet, Magtsproget, denne Trodsen af Folkets Vilje - intet Ord var for stærkt mod dem, der krænkede saa dybt det danske Folk.
Og hun skrev.
Glødende Ord var det. Skarp Protest mod Magtens Voldsherredømme. Men om man fængslede og domfældte - stykkevis eller skarevis - aldrig vilde det danske Folk lade sig bøje under Urettens Aag.
Folk undredes: At en Kvinde turde skrive saaledes!
Fængslets Døre havde ogsaa aabnet sig for hende. Artiklen havde bragt Dom og Straf over hende.
Hun havde Valg mellem en Bøde og Fængslet. Hun vilde lide.
Men hun var ikke stærk nok til at bære Lidelsen.
Hendes frihedstørstende Sjæl led under Fængslets tunge Luft.
Og ene mellem Tænkeres Bøger og sine egne magtløse Tanker begyndte et Tungsind at sløre hendes Sjæl.
Lidenskabens Flammer blussede vel nu og da op. Men om hendes Tankes Glød havde en fanatisk Religiøsitet kastet sin Kaabe.
Hun vilde være Martyr. Som Petrus var det, som Paulus var det. Herligt at vidne om sin Tro fra Tagene!
Hun kom ud. Men hendes Kraft var brudt. Mer og mer sløredes hendes Sjæl af tunge Taager.
Saa var det endt paa Sindssygehospitalet.
Der var Aar rundne bort.
Og nu hørte jeg hende synge i den stille Aften. Tungsindigt gribende lød det - en ensom Sjæls rørende Klagetoner.
Sørgeligt, om hendes Fængsel derinde skulde blive paa Livstid.
